KLASK! Et lig, der efter tsunamien ligger som en mumificeret puppe på stranden. KLASK! En kvinde, hvis ryg er et åbent kødsår efter mødet med uniformerede mænd i Darfur. KLASK! Et underernæret barn i en flygtningelejr i Kenya, hvis mund står åben som i et skrig fra en fortvivlet fugleunge. Det er billeder, der slår. Af en verden, der slår fra sig. Som følge af naturens ulykker. Eller menneskets selvskabte ulykker. Råber på svar For de ulykkelige, der blev ramt, træder årsagen i baggrunden og lidelsen i forgrunden. Men billederne tvinger alle os, der er på nådig afstand af verdens brændpunkter, til at overveje, hvad der er skæbne, hvad der er skyld - og hvad der er ret og moral. Billederne, der fortæller historierne om verdens rædsler, råber på svar: Kan vi hjælpe? Skal vi hjælpe? Hvem gør noget? Så GØR dog noget, for pokker! Et andet sprog end ordenes 'Øjenvidner - som Politikens fotografer så det' er titlen på den årlige udgivelse af et udvalg af de mange fantastiske billeder, som Politikens fotografer har taget i løbet af året. Det siger sig selv, at billederne ikke blot er en nøgtern registrering. Det er sansede oplevelser, der bliver til stærke historier. Det er mænd og kvinder, der i et samarbejde med kameraerne fortæller og formidler i et andet sprog end ordenes. Kommentar til naturkatastrofen Bogens stærke indtryk forstærkes af, at billederne går helt ud til beskæringen. Det betyder, at de ikke er rammet ind af hvid kant. De fylder papiret ud og har altså denne KLASK-virkning. Det er ikke godnatunderholdning. I kategorien her-er-der-altså-noget-rivende-galt er der et enkelt billede, der skiller sig ud som en sarkastisk kommentar. Måske er det Vorherre selv, der benytter sig af sarkasmen. Den formidles i Jacob Ehrbahns billede fra en kirke i det sydlige Sri Lanka. Midt under julemessen ramte tsunamien og tog 20 kirkegængere med sig. Heller ikke Jesus på korset gik fri. Han blev behandlet som de andre menneskebørn og revet med af flodbølgen - bortset fra hans to arme, der, naglet til korset, sidder tilbage som en grotesk kommentar til naturkatastrofen. Det billede skal ses. Situationen kan ikke beskrives med ord. Portrætter med farver på paletten Men ikke alt i denne verden er sort. Der er også de rørende gråzoner. Billeder, der udstiller menneskets evige og uopfyldelige drøm om lykke og skønhed. Som Martin Bubandt Jensens billede af en dansk kvinde, der sikkert har lånt penge af en ågerkarl, så hun kunne drage til en klinik i Polen for at få strammet sit fuldstændig anarkistiske maveskind op. Desværre har hun ikke droppet cigaretterne seks uger før operationen, så nu vil lægen ikke operere hende. I stedet venter hun nu på at få fedtsuget lår og ben, der trods et lille, tatoveret hjerte ikke ligner noget, der nogensinde kan få hjertet til at banke på noget som helst hankønsvæsen. Men drømmen. Den er der. Og der er nogen, der tjener rigtig mange penge på den. Så er der de stærke portrætter. Taget af modige fotografer, der ikke griber til den lette løsning og det sort-hvide papir, der forærer så meget. Finn Frandsens farvebillede af skuespilleren Nikolaj Lie Kaas, Camilla Stephans af sangerinden Elisabeth Gjerulff Nielsen og Mads Nissens af en lille, fastelavnsklædt pige minder om, at det gode portræt ikke nødvendigvis svækkes, når der kommer farver på paletten. Sanselig og tankevækkende oplevelse 'Øjenvidner' er en kavalkade af genrer og et festfyrværkeri af historier om store og små dramaer. Den slår hårdt, den verden. Men fotografen kan også bringe lise til sjælen. Det er præcis, hvad Pelle Rink gør med sit billede af en enorm stæreflok, der danser i luftrummer over Tøndermarsken. Som en sort, levende organisme, der lever sit liv så aldeles uanfægtet af de situationer, som naturen eller menneskets børn bringer sig selv - og især andre - i. 'Øjenvidner' er en sanselig og tankevækkende oplevelse, der sidder fast på nethinden lang tid efter, at bogen er lukket og året omme.