Danskerne er ikke bare lykkelige, men føler sig som verdens lykkeligste folk. Og lykkelige er også dagens forfattere, Ralf Pittelkow & Karen Jespersen. Det første kan man læse i deres nye fælles bog, som til overmål hedder 'De lykkelige danskere'. Det andet kan man se på bagsiden, hvor forfatterparret smiler over hele femøren. Privilegerede De to tilhører Danmarks absolutte elite. De er højt uddannet, den ene har haft flere ministerposter, den anden har været en statsministers nærmeste rådgiver, også økonomisk må de høre hjemme blandt den bedst stillede tusindedel af danske borgere. Så sku' man da også lige brokke sig. Sammenhængskraft Men de er ikke begejstret for »store dele af samfundets elite« - flokken af »politikere, meningsdannere og akademiske eksperter«, som de statistisk og socialt selv tilhører - fordi de mener, at eliten, altså de andre elitære, nedprioriterer spørgsmål om »sammenhængskraft, national samhørighed og kulturfællesskab«. Mennesker, som gør dét, er ifølge den tidligere minister og statsministerrådgiver »konforme« og »politisk korrekte«, selv om det er makkerparrets eget synspunkt, der findes mest korrekt på magtens højborg i dag. En anelse forvirrende. Urolige for fællesskabet For klarhedens skyld: De to forfattere hørte for 20-30 år siden hjemme på den ydre danske venstrefløj, hvor de i deres virke talte lodret op imod magten på vegne af de marginaliserede, de unge og de socialt ramte. I dag tilhører de den bestående lykkeligheds forsvarere, patriotiske og solidariske med dem, der har, imod nogle andre, som står i vejen for den omsiggribende tilfredshed. De har i denne fælles bog set sig vrede på tilhængere af en individualisme ... (som) »bygger på en forestilling om, at jo mere man betragter individet som et grænseløst væsen, løsrevet fra et konkret folkeligt fællesskab, jo mere fremskridtsvenlig er man«. Jespersen & Pittelkow er urolige for fællesskabet, det sociale og kulturelle og nationale fællesskab. Urolige for, at tætte sociale bånd og fælles værdier, som lægger vægt på samfundssind, ligeværd og solidaritet er under pres fra en »stigende individualisering, globalisering, EU-integration, indvandring og andre faktorer«. Urolige for, at opgaven med at værne om sammenhængskraften bliver forsømt. »Igennem en årrække har alt for mange politikere og meningsdannere betragtet det som politisk ukorrekt at lægge vægt på fælles værdier og samhørighed i den danske befolkning. Den slags er blevet betragtet som gammeldags og skadelige begrænsninger på individet og dets frie selvudfoldelse«, siger Pittelkow og Jespersen. Befolkningen svigtet Ikke mindst indvandringen fra »tilbagestående lande og regioner« får forfatterparret til at råbe vagt i gevær. Ja, ikke at Pittelkow og Jespersen vil have alle indvandrere til spise frikadeller, drikke spiritus eller synge »Min far, han var vognmand i Slagelse«. Men de føler sig nødsaget til at advare mod fremkomsten af parallelsamfund med dobbelt loyalitet. De vil gerne være fair: »Man må under ingen omstændigheder glemme de mange eksempler på vellykket integration«, og de efterlyser en større indsats for at styrke integration. Men grundlæggende er de alarmerede ved en fremskrivning, som ifølge deres prognoser vil betyde, at 12 procent af Danmarks befolkning om kun 35 år vil komme fra mindre udviklede muslimske lande. De to politiker-rådgiver-akademikere mener, at »ansvarlige politikere og meningsdannere« har svigtet befolkningen. Samklang mellem elite og folk Sådan bør to lykkelige forfattere ikke slutte en bog om et lykkeligt land. Det gør de heller ikke. I stedet pointerer de, at vælgerne faktisk oplever, at »politikerne er kommet meget tættere på befolkningen i udlændingepolitikken« i de senere år. Og så skulle det politisk dominerende synspunkt jo nyde præcis den samklang mellem elite og folk, som Pittelkow og Jespersen efterlyser.