Stig Tøfting var en intens, energisk og langt hen ad vejen afholdt spiller på det danske fodboldlandshold 1993-2002, og hans publikumstække blev krydret af, at han hvert øjeblik kunne geråde i slagsmål og få gule og røde kort. For en udenforstående, der kun kender ham fra den nys udgivne selvbiografi med den sigende titel 'No regrets', er han en mand med en så kort lunte, at det forekommer behandlingskrævende. Nu bør en anmelder vare sig for ligefrem at skride til kliniske diagnoser, og man fornemmer da også en beskæmmende afmagt fra den psykolog, der opgav at trænge ind til den sammenbidte 13-årige, der fandt sine forældre døde efter en weekend, hvor de var på værtshus og han på fodboldtur. Tørre tæsk Stig Tøfting blev født i 1969 i Århus og var enebarn hos en buschaufførfar, en »hård og sej mand«, der »ikke har det let med sig selv« og på et tidspunkt forsøger selvmord, og en klinikassistentmor med dårlig ryg. De drikker og skændes en del. Lille tætte Stig, der var vant til tørre tæsk hjemmefra og ikke just boglig, har været en hård nød at knække for de bløde lærere i halvfjerdsernes og firsernes århusianske kommuneskoler. Efter at faderen havde skudt moderen og et par timer efter sig selv på den katastrofale julidag i 1983, fjernede Stigs farmor alle billeder af sin søn og fortrængte ham fra sit liv. Det fortæller noget om, hvordan følelser bliver bearbejdet i den familie. Frustration Stig Tøfting synes at have haft fodbolden og den hårde træning som ventil, og hurtigt står det klart, at Århusklubben AGF bliver hans andet hjem, ud over det han heldigvis får hos sin morbror og hans kone efter forældrenes død. Den følelsesmæssige binding til AGF viser sig gang på gang igennem hele bogen: AGF er det sted, han helst tyer til, når det går galt andre steder. Men AGF behandler ham ikke så moderligt, som han kunne ønske, og indimellem bringer han sig også i dumme situationer med konkurrerende kontrakter, affødt af ønsket om at presse citronen mest muligt økonomisk i de relativt få år, en fodboldspiller har på toppen. Der er megen snak om penge i 'No regrets', Tøfting remser troligt op, hvad han får de forskellige steder, og det er ikke småpenge. Det gør til gengæld frustrationen så meget større, når han sidder på bænken med en skade, kort efter at klubben har betalt en formue for ham. Eller bare ikke får chancen for at vise, hvad han kan. Ordet 'frustration' går også igen mange gange. Konkurrencen om en plads på holdet er benhård spillerne indbyrdes. Der er mobning og slagsmål, både i omklædningsrummet og på banen. Hashsmugling og tyveri Tonen er rå og primitiv, og i det hele taget virker miljøet næsten eksotisk afstumpet på en smugkigger fra et helt andet segment. Her er hæleri og fængslede venner hverdagskost (med hele AGF involveret), rockere er man helt på bølgelængde eller sågar nær ven med, strippere er naturligt tilbehør ved en gemytlig AGF-fest (der alligevel ender i vold og hærværk), man drikker tæt ved enhver given lejlighed og spiller om penge. Et sted lyder det næsten rørende, at Tøfting ikke vil slippe sine gamle venner, fordi han er blevet en kendt person. Nej, men man kunne måske overveje venskabet med folk, der begår »en række rambuktyverier«. Så taler vi ikke om hashsmugling i halve ton, fem måneder for skattesvig, mistanke for at skyde på indvandrere og andre småting ... Tøftings store indsats for den danske kulturarv sker, da han - mod dusør - afleverer Tissø-ringen, Danmarks største guldfund fra vikingetiden og stjålet fra Moesgaard Museum. (Nu er det på Nationalmuseet, og der er billede af det i Encyklopædien). Hvem er det lige, der ligger inde med sådan et og gerne vil have det diskret afleveret? Fars temperament Siden 1993 har Stig Tøfting været gift med Betiina (sic), der ved bogens slutning venter hans fjerde barn. Hun lader til at være en kvinde af en særlig støbning og den rette for manden Stig. Det er ikke småting, hun skal klare - og oveni kom så det tragiske tab af en næsten nyfødt lille søn, der døde af meningitis, kort før Stig Tøfting skulle afsone sin voldsdom for en episode på en københavnsk café. Det skal retfærdigvis nævnes, at han fik tilbud om udsættelse i lyset af dødsfaldet, et tilbud han afslog, blandt andet med den private begrundelse, at han havde »brug for ro til at få styr på tingene«. På det tidspunkt mistede han også sin engelske kontrakt. Hvis konen er for træls i telefonen, besvarer han ikke hendes opkald i et par dage. Børnene har åbenbart også respekt for fars temperament. Tøfting fortæller helt neutralt, hvordan datteren Mie er bange for, at han vil »blive sur« over hendes hjemmelavede julegave, der ikke har taget højde for hans nylige fyring fra AGF. Hun er ni år, han er 35. Selektiv ærlighed Temperamentet har afgjort været et stort handikap for Tøfting: Fjenderne har vidst, at der kunne han rammes og bringe sig selv i fedtefadet. Ved flere gange at erkende, at han selv er skyld i en aktuel voldsfremkaldt situation, fravælger Tøfting dog klogelig den uklædelige offerrolle, der ellers synes momentvis at friste ham. Han har sikkert fået god hjælp af sin jævnaldrende ven og presserådgiver, tidligere redaktionschef på B.T. Lars Steen Pedersen, med hvem han har skrevet 'No regrets' - opkaldt efter en af Tøftings talrige tatoveringer. (Sådan en skulle Jørgen Leth have haft - altså ikke en tatovering, men en rådgiver!). Man kan således være sikker på, at bogens påberåbte ærlighed er selektiv, og at der ikke er sluppet noget direkte belastende igennem. Og 'No regrets' er da også ærlig nok til, at den afslører et tankesæt og et miljø, der i hvert fald på mig virker både medynkvækkende og afskrækkende. Til sidst udtrykker Tøfting det fromme håb, at han og familien ikke møder mere modgang. Han kunne begynde med at vikle sig ud af sit kriminelle netværk. For fodboldelskere er der resuméer af kampe og korte karakteristikker af medspillere. Øverst på Tøftings danske respektliste står, så vidt jeg kan se, Morten Olsen og Michael Laudrup. Sidstnævnte fremstår næsten aristokratisk. Det skal der sandt for dyden heller ikke meget til - i det selskab.