Forspildte liv leves ifølge Zygmunt Bauman af de mennesker, som er overflødige eller overskydende i de samfund og stater, hvori de allerhelst ville leve som legitime og anerkendte borgere. De forspildte liv, det er nemmest at få øje på i Vesten, er de arbejdsløse og flygtningene. Dertil kommer alle dem, vi kun ser på vores skærme, som er helt forspildte, fordi de lever i samfund uden en egentlig stat eller i krig. Love og kulturer Som Bauman siger i 'Forspildte liv' , så afgør man desværre ikke helt selv, om ens liv er forspildt eller ej. Det gør staten og samfundet: Dels med love, som afgør, hvem der kan leve som legitime deltagere, dels med kulturer, som afgør, hvem der kan leve som anerkendte deltagere. Som bekendt er der ikke altid sammenfald mellem de to instansers kendelser. Vidtrækkende konsekvenser Bauman postulerer (det med at påstå vender vi tilbage til), at stadig flere mennesker globalt set lever forspildte liv, fordi de ikke bliver anerkendt i de samfund og stater, de faktisk lever legitimt i. Hvis det er tilfældet, så har vi et problem: »Vi har langtfra indset og erkendt de vidtrækkende konsekvenser, som de voksende mængder af 'menneskeligt affald' har for den globale sameksistens' politiske balance og sociale ligevægt«. Flere sociologiske studier, globale og nationale, støtter Baumans påstand om stadig flere forspildte liv. Bauman bruger bare ikke disse studier, som både kunne forvandle påstandene til dokumentation og hjælpe ham til at undgå at forfalde til totalitære fortolkninger af tendenser. Hvilket han tit gør i sit sene forfatterskab. Viljen til orden Når det er sagt, skal det også siges, at Bauman som altid har stor forklaringskraft, og som få andre sociologer har han sproget (og oversætteren) til at spidsformulere sin forståelse af samtiden. Man skal blot læse ham mod hårene. Eller læse 'In Search of Politics' fra 1999, som er den sene Baumans bedste bog. Desværre er den ikke en af de ni bøger, som er oversat! 'Forspildte liv' giver i øvrigt gode, men korte analyser af årsagerne til det 'menneskelige affald' i moderne samfund. For det første vil moderne samfund være 'ordnede'. Vi kender denne vilje til orden både som frigørende fremskridt og som forjættende og farlige utopier. Men overalt og til alle moderne tider er de mennesker, som ikke har villet eller kunnet indordne sig, blevet forspildt: »Man må enten modernisere sig eller dø«. For det andet er moderne samfund i økonomisk udvikling. Stadig færre har altid kunnet producere stadig »mere lykke for flere«. Altså større arbejdsløshed. Efter globaliseringen kan man tilføje (eller true med), at næsten alting kan produceres billigere andre steder. Udelukkelsespolitik Ifølge Bauman er den orden, vi nu vil have, den orden, som økonomien kan give. De to årsager er således blevet til én, som derfor har større virkning. Selv om Bauman går for vidt, er styrken i 'Forspildte liv' fortolkningen af denne virkning. Kort sagt: »Uvished og lidelse affødt af uvished er globaliseringens vigtigste produkter«. Staten hverken kan eller vil længere afhjælpe den økonomisk skabte uvished, som vi derfor selv må ophæve. Men hvordan skal den enkelte kunne levere sikre løsninger på et globalt problem? I stedet får vi dårlig politik over for forspildte danskere i form af hårdere straffe og disciplinering. Og udlændingepolitikken er blevet til udelukkelsespolitik. De forspildte liv, som lige så godt kunne være os, kan vi jo ikke have gående på gader og stræder. Dér skal vi nemlig forbruge for at få fortællingen om vores lille lykke til at hænge sammen. Baumans fortolkning er ikke forkert. Men den er vel heller ikke den eneste rigtige? Alle liv er jo ikke forspildte og afmagten ikke total. 'Forspildte liv' skal derfor læses som et opråb om en politik for den »globale sameksistens' politiske balance og sociale ligevægt«.