Det er fandeme uhyggeligt, du! Dansk Folkepartis Ungdom, der er pæne i kravetøjet og lutter glade smil til kameraet, rummer nogle krasbørstige skikkelser, som står klar i kulissen til at løfte, hvor Louise Frevert og Mogens Camre måtte vise sig at slippe. Selvtilfredshed Tag nu formanden Kenneth Kristensen. I anledning af partiets ti år i dansk politik har han skrevet en lille bog, hvori han hylder sine kampfællers uforlignelige indsats for nationens ve og vel. Det sidste ligger dem som bekendt overmåde meget på sinde og ingen kan vel have ondt af, at et jubilæumsskrift bruges til et par selvtilfredse skulderklap. Det er for så vidt også gået dem godt; pæne medlemstal, hyppig medieomtale og frembringelse af nogle profilerede folketingspolitikere. Muslimsk besættelse Men retorikken, holdningerne, tankegangen? Ach Mensch, her står det unægtelig grelt til, hvis man ikke deler Kenneth Kristensen og hans ligesindedes opfattelse af, at kære gamle Dannevang er underlagt en muslimsk besættelse, der i hensigt og metode ikke lader den tysk-nazistiske anno dazumal noget efter. En ny totalitarisme er altså over os, denne gang i form af den militante islamisme, lyder det fra Kristensen i bogens mest markante afsnit, som er et optryk af en tale, han holdt på Dansk Folkepartis årsmøde i september 2001, få dage efter terrorangrebene i New York og Washington. Man kan sagtens mene, at islamismen symboliseret ved al-Qaeda udfylder samme trussel mod Vestens liberale demokrati som i sin tid nazismen/fascismen og kommunismen. Det er en holdning, der deles af så fornuftige mennesker som den israelske historieprofessor Yehuda Bauer og Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen. Men derfra er der et kvantespring til at samle alle muslimer under en hat og beskrive dem som 5. kolonne-elementer og afstumpede afvigere, som ved brug af grov vold, massevoldtægter, bandekriminalitet og først som sidst Koranlære forsøger at tiltvinge sig kontrol over Danmark. Mørk fortid Vores ramsaltede pennefører, Kenneth Kristensen, er imidlertid ikke bleg for at beskrive sig og sine som »dissidenter« i opgøret med det multikulturelle helvede og dets djævelske advokater i skikkelse af »de såkaldt tolerante« alias »de politiske eftersnakkere« alias »den danske meningsmafia«. Dissidenter. Man tænker på Vaclav Havel, Adam Michnik, Wolfgang Biermann og Andrei Sakharov, intellektuelle frontfigurer, som trodsede undertrykkelsen i de tidligere socialistiske og kommunistiske republikker i Østeuropa. Men Kenneth Kristensen en dissident? Ikke det der ligner. Og da slet ikke som medlem af den parlamentariske leverandør af ministerbiler til regeringen. Kenneth Kristensen lufter en argumentationsform og et verdensbillede, der til forveksling minder om 1930'ernes ultranationale højrefløj. Ikke meget har ændret sig i danskhedsideologernes univers. Der går en lige linje fra Harald Nielsen over Søren Krarup til Kenneth Kristensen, minus de to førstnævntes uafviselige åndrigheder. En mørk fortid i hovedet på en ung mand. Som sagt: Det er fandeme uhyggeligt.