Sammenholdt med hans film '66 scener fra Amerika' rummer Jørgen Leths 'Det uperfekte menneske' kun 47 »scener fra mit liv«. De tre første er vidt forskellige. Først en ultrakort, der fortæller om faderens gave til sønnen: »Husk nu at bruge dine øjne, søn«. Hvilket sønnen så sandelig gør. Dyre vaner Men det sanselige er ikke kun bundet til synet. Også den anden tekst er ret kort. En beskrivelse af den sanselige og æstetiske nydelse ved i Paris at betræde Giorgio Armani Vendome for at foretage det rituelle indkøb af en skjorte og et slips. Prisen snakker vi ikke om, men man må endelige ikke forveksle dette diskrete tempel for herrepåklædning med det mere vulgære stormagasin Emporio Armani! Helhedens huller I den tredje scene foldes tingene mere ud. En rejse tilbage til barndommens Aarhus. Cykelbanen og villahavernes vildnis. Historien er gået i gang med at fortælle sig selv. I scener ophængt på livets plotstativ. Fra nu af er der en slags fortløbende kronologi. Men det er ikke det samme som at postulere, at man kan forme sit livs stof til en besnærende sammenhængende helhed. Man må respektere hullerne mellem scenerne i sin dramaturgi. Få dem til at fortælle med. Konstant på vej videre Gaven fra faderen kommer på mange måder til at bestemme livet. Men store gaver har som regel også skyggesider. I 'Det uperfekte menneske' skildrer Jørgen Leth et menneske og en kunstner med en helt usædvanlig evne til hele tiden at se verden som ny. Som et konstant digterisk eksperiment. Til hver dag at angribe stoffet med friskhed for at afkræve og aflokke det nye former. At det forholder sig sådan, er Leths enestående produktion som filminstruktør og digter et uigendriveligt bevis på. Både som kunstner og menneske har Leth levet livet som en æstetisk og sanselig rejseoplevelse. Han nægter at psykologisere sit liv. Livet er det, der sker hele tiden. På den måde afstår han fra det indhold, det etiske kan bidrage med. Leth er æstetiker om en hals. Men det er ikke omkostningsfrit at leve livet som en sanselig rejse i konstant bevægelse. Omkostningerne er store, som gaverne er det. Kvinderne, han møder og begærer, og elsker kompromisløst, lige indtil han møder den næste. Som han elsker lige så kompromisløst med æstetikerens erotiske sanser smækket på vid gab. Der kommer børn. I forbifarten nærmest. Sådan beskrives det. Der er følelser af skyld og svigt. Men hver dag er på ny. I hvert fald for den, der altid er på vej videre væk. Ensformig saftighed At leve livet som mættede øjeblikke fulde af muligheder. Det er flot stil. Og der er ikke meget at klynge sig til, hvis øjeblikket pludselig mister sit tag i livet og gør det meningsløst. Hvilket uvægerligt sker. Også det beskriver Leth uden at ryste på hånden. Som han uden at blinke beskriver sin fortid som hashsmugler, sine ægteskabers erotiske rollelege, sammenbruddet i Tour de France-makkerskabet med Jørn Mader og sit forhold til verdens ældste profession, et forhold, der bedst kan beskrives som meget lidt svensk. Eftersom bogen er fortalt som scener, kan man læse den i mindre bidder. Det kan der være god grund til. I længden bliver opremsningen af vidunderlige kvinder, fantastiske kunstnervenner, heroiske cykelryttere og berømte naboer en anelse monoton. Der ligger en begrænsning her: Starter man forfra hele tiden, vil hver eneste kvinde være den mest fantastiske, og hver eneste ven være den bedste. Det er, som om også opremsningen af knepperiet bliver mere demonstrativt ensformigt i sin saftighed, jo nærmere Leth kommer nutiden. Intuitiv intelligens Han husker kun sin barndom i fragmenter. Til gengæld står de senere scener knivskarpt, og her bliver 'Det uperfekte menneske' til et stykke levende kulturhistorie. Og som han kan og kunne skrive! Scenerne fra kunstnermiljøerne, rejsebeskrivelserne, tiden som journalist på Aktuelt og på Politiken. Samlivet med Rifbjerg, Hans Jørgen Nielsen, Ebbe Traberg, Per Kirkeby, Ole Ritter. Det bliver en tavs pointe i æstetikerens selvbiografi, at intellektuelle venskaber består, hvor sanselig fascination forgår. Hvad enten man vil det eller ej, spiller tiden med. Det er herlig læsning, og bogen er ikke mindst en vigtig og interessant kilde til Leths egen metode. Den intuitive intelligens, den særlige beslutsomhed, med hvilken han går til stoffet. Nærmest som en matador. Når først skridtet er taget og sværdet er hævet, er der ingen vej tilbage. Så må der stødes igennem. Så må det briste eller bære. Kolonialismens erotiske vision Som regel har det båret. Andre gange har det bristet. Befriende er det i begge tilfælde at læse Leths vurdering. Lyset bliver ikke sat under skæppe, men han glider heller ikke uden om de ting, der ikke lykkedes så godt. Hele tiden denne stædige fastholdelse af stil, af at leve livet æstetisk på en måde, der ligger næsten lige så fjernt fra den danske hverdag, som hvis man var buset ind i Giacomo Casanova foran Synoptik på Haslevs øde hovedgade en søndag eftermiddag. På et tidspunkt fornærmer nogle gæster Leths haitianske kæreste så groft, at hun rejser sig og går. Leth konstaterer »jeg var så oprørt, at det var svært for mig at fortsætte den høflige middagskonversation«. Men fortsætte den, gjorde han altså. Man må holde på formerne. Selv midt i de mest hede udskejelser tilsyneladende altid i kontakt med en kølighed. Sådan er livet. Det har sine omkostninger. De må de da acceptere. De andre. Kvinderne først og fremmest. Cool kalder man ikke uden grund Jørgen Leth. Det er en slags hædersbevisning. Med denne bog sørger Leth selv for, at kølighedens brutalitet også kommer med: »Hvor rå må man være? Hvor dybe mærker sætter man?«. Spørgsmålene er stillet, men intakte. I nogle tilfælde må man uvilkårligt spørge, om det virkelig er godt nok. Er det godt nok at have 17-årige elskerinder i det ludfattige Haïti og midt i skildringen af lagenakrobatikken stille sig selv spørgsmålet, om det er »kolonialismens erotiske vision, der kommer sivende fra baghovedet«, uden at forsøge sig med et svar?