Det er svært at bruge ordet 'frihed' i politiske diskussioner, men det er også svært at lade være. Ordet er ikke bare betydningsfuldt, det bærer også på mange betydninger, som gør det vanskeligt at nå frem til en fælles forståelse. Var der en, som i det forrige århundrede gjorde det lidt mere klart, hvad vi taler om, når vi taler om frihed i politiske sammenhænge, så var det den russisk-britiske filosof og idéhistoriker Isaiah Berlin. To slags frihed I et berømt essay 'To slags frihed' fra 1958 gjorde han opmærksom på to forskellige hovedbetydninger af ordet. Berlin skelnede mellem negativ og positiv frihed, mellem at være fri for noget og at være fri til at gøre noget. Hvor den negative frihed handler om ikke at blive forhindret af andre i at gøre noget, drejer den positive frihed sig om at være sin egen herre, om at handle som et selvstændigt individ. Negativ frihed er lig med fravær af tvang, mens positiv frihed er frihed til selvbestemmelse. Søgen efter sandheden I dansk sammenhæng blev denne forskel smukt illustreret for godt ti år siden, da Anders Fogh Rasmussen i sit kampskrift 'Fra socialstat til minimalstat' fokuserede på den negative frihedsopfattelse, mens det for hans politiske modstander Holger K. Nielsen i modskriftet 'Frihed i fællesskab' mest handlede om den positive form for frihed. Berlins klassiske essay om de to slags frihed er nu blevet tilgængeligt på dansk i en antologi, 'Den ideale stræben', som indeholder fem af hans vigtigste essays. Den er oversat og redigeret af Anders Smith og udkommet i Gyldendals serie 'Moderne tænkere'. Samlingen udkommer knap otte år efter Berlins død. Hans liv var langt og begyndte i det russiskregerede Riga under tsardømmet i 1909 og endte 88 år senere i Blairs Storbritannien. Nærmere betegnet i Oxford, hvor Berlin igennem syv årtier havde virket som inspirerende underviser og imponerende administrator ved universitetet. Der indledte han i 1930'erne sin karriere som sandhedssøgende filosof - og var med i den kreds, som grundlagde dagligsprogsfilosofien - men efter Anden Verdenskrig skiftede han spor til idéhistorien, særlig de politiske ideers historie. Utopisk politisk tænkning Bag dette skift lå en chokerende indsigt, som Berlin beretter om i det tilbageskuende essay 'Den ideale stræben' fra 1988, som har givet den danske antologi sin titel. Ved at læse Machiavelli kom det nemlig i sin tid til at stå klart for Berlin, »at ikke alle de højeste værdier, som menneskeheden har stræbt efter nu og i fortiden, nødvendigvis var forenelige med hinanden«. De forskellige idealer, som mennesker stræber efter - frihed eller lighed for eksempel - kan hver for sig være både gode og gyldige, og samtidig kan de være helt umulige at få til at gå op i en højere enhed. Derfor tvinger disse gyldige, men uforenelige værdier det enkelte individ til i et eller andet omfang at vælge imellem dem. Fornægtelsen af denne kendsgerning var for Berlin at se forbundet med en opfattelse, som i filosofien stammer tilbage fra Platon, og som går ud på, at der til alle ægte spørgsmål findes ét og kun ét sandt svar. Sådan kunne det umuligt være, opdagede Berlin, og dermed var hans vej væk fra filosofien og ind i idéhistorien blevet til virkelighed. Synspunktet om værdiernes indbyrdes uforenelighed gjorde ikke kun Berlin til en eminent idéhistoriker, med stor indlevelsesevne og sans for idéers sammenstød, men også til fremtrædende eksponent for den opfattelse, der kaldes for objektiv værdipluralisme. Værdipluralisme er ikke kun en anerkendelse, men også en påskønnelse af, at der i et demokratisk samfund er forskellige, uforenelige værdier i omløb. Konflikten mellem disse værdier er ikke nogen uheldig eller midlertidig omstændighed eller i sig selv et udtryk for disharmoni. Det er et tegn på sundhed, ikke på sygdom. For Berlin var derimod drømmen om et helt og aldeles konfliktfrit samfund, der har animeret så megen utopisk politisk tænkning, højst betænkelig, hvor besnærende den end kunne være. Den moralske historiker Foruden de to essays om frihed og værdipluralisme byder samlingen på et langt essay om historisk nødvendighed, altså forestillingen om at historiens gang foregår i overensstemmelse med love, naturlige eller overnaturlige, samt et essay om afsmitningen af naturvidenskabelig tænkning på humanistisk forskning. Et fælles ærinde i de to essays er at forsvare den moralske dimension af historieskrivningen - historikerens ret til at moralisere, der for ganske nylig har været til diskussion i den danske debat omkring fortolkningen af samarbejdspolitikken under besættelsen. Har historikere og politikere i dag ret til at fælde domme over de motiver og valg, som lå bag Scaveniusregeringens forhandlingspolitik? Ja, det har de ifølge Berlin, som forsvarer moraliseringen ved at pege på, hvor fundamentale sådanne kategorier som ros og bebrejdelse, uskyld og skyld er overhovedet for vores måde at forstå menneskelig adfærd på: »Hvis determinismen var en gyldig teori for menneskelig opførsel, ville disse sondringer være lige så uhensigtsmæssige som at tillægge planetsystemet eller vævet i en levende celle et moralsk ansvar«, konstaterer Berlin. Og netop derfor er determinismen ikke nogen gyldig forklaringsmodel, for spørgsmål om motiver og ansvar trænger sig uundgåeligt på for den, der vil forstå historiske udviklingsforløb. På dette punkt ligger Berlin lige langt væk fra Hegel og Nietzsche og lader dermed sin læser ane, hvor stor en betydning disse to ikkemoraliserende tyske filosoffer har haft for så mange af Berlins kolleger i det tyvende århundrede, som per refleks har forsaget moralbestemte synspunkter i enhver videnskabelig sammenhæng. Verdensvendt og velskrivende Endelig slutter samlingen af med et selvbiografisk essay fra 1980, hvor Berlin gør status over de traditioner - den russiske, britiske og jødiske - som har præget hans tænkning. Der er meget, som man kan sætte spørgsmålstegn ved i denne tænkning. Blandt andet hvorfor det altid kun er statens begrænsning af den enkeltes råderum, der bekymrer Berlin, mens andre magtkoncentrationer - meget store virksomheder og monopoldannelser for eksempel - lades ude af betragtning. Denne blindhed er typisk for den politiske tradition, som Berlin tilhører, liberalismen. Ikke desto mindre er han interessant at diskutere med, og den nye samling af essays i allerhøjeste grad værd at stifte bekendtskab med. Som antologi betragtet er 'Den ideale stræben' både tankevækkende og særdeles læseværdig. Godt nok er der en vis tone af selvfed 'high-table'-passiar og små stænk af sherry over hans stil, men han er trods alt for verdensvendt og velskrivende, alt for præcis og pointeret i sine formuleringer til, at man bliver træt af at læse ham. Interesse for klassisk liberalisme Man kan dog også læse Berlin for andet end fornøjelsens skyld. Hans tanker er stadig aktuelle, men af andre grunde end tidligere. Er det, fordi hans argumenter mod historisk nødvendighed kan bruges til 'marxist-bashing'? Nej, den syssel er næppe relevant længere. Er det så til at fordrive politiske utopier med? Næppe, for i dansk politik er utopier og utopister i snart to årtier blevet ålet og dæmoniseret så godt og grundigt, at kun få efterhånden tør formulere politiske visioner, der rækker længere end til næste finansår. Nej, når Berlins tænkning også i dag er aktuel, er det, fordi den kan indgå i en mere genuin genovervejelse af grundlaget for et mere rummeligt samfund end det forhåndenværende - et mere inkluderende politisk fællesskab, hvor der hersker større respekt for holdningernes og værdiernes forskellighed. I andre lande, hvor man tager den kulturelle mangfoldighed alvorligt, har der i de senere år været en fornyet interesse for den klassiske politiske liberalisme, som Berlin indskrev sig i, også blandt ikkeliberalister. »Spørg ikke om, hvad liberalismen kan gøre for multikulturalismen - spørg, hvad multikulturalismen kan gøre for at forlænge den sene liberalismes liv«, lød en humoristisk opfordring fra den indisk-amerikanske postkoloniale teoretiker Homi K. Bhabha for nogle år siden. Bevidst eller ubevidst misforståelse Måske er der også i Danmark behov for at genopdage liberalismen - og måske især blandt dem, der bryster sig af at være liberale. Berlins værdipluralisme er et godt sted at begynde. Han er nemlig et lysende eksempel på, hvordan man kan være pluralist uden at være relativist eller nihilist. Værdier var for Berlin ikke udelukkende subjektive eller historisk betingede størrelser, et udtryk for forskellig smag og behag eller skiftende sæder og skikke. Værdier er objektive, for nok findes der mange mål og moralske principper, men deres antal er ikke uendeligt. Og de befandt sig ifølge Berlin altid inden for en vis radius, der gjorde dem både forståelige - og kritisable. »Det står os frit for at kritisere andre kulturers værdier, at fordømme dem, men vi kan ikke foregive slet ikke at kunne forstå dem eller betragte dem som blot subjektive, som frembringelser af skabninger under andre omstændigheder og med en anden smag end vores egen, en smag der slet ikke appellerer til os«, indskærpede han. Denne skelnen mellem pluralisme og relativisme er en vigtig distinktion i det danske debatmiljø, hvor påskønnelse af kulturel forskellighed, multikulturalisme, alt for ofte påstås at være det samme som kulturrelativisme - altså ukritisk accept af alle kulturelle udtryksformer, hvad enten det drejer sig om shawarma eller sharialovgivning. Men multikulturalisme og kulturrelativisme er ikke identiske størrelser. Det er en bevidst eller ubevidst misforståelse at sætte lighedstegn mellem de to opfattelser. Den tjener til at tilskrive multikulturalismens fortalere en illusorisk naivitet og i videre forstand til at diskvalificere dem fra en debat, der dermed aldrig rigtig kommer i gang. Den fordrejer pluralismen, så den bliver til det rene pladder. Til at rette op på denne misforståelse står Berlins essays nu til rådighed.