Søger man efter lyriske beskrivelser af menneskets pænere sider, går man forgæves hos James Ellroy. Her er virkeligheden badet i neonlys. Uskøn, voldelig og uretfærdig. Sådan har tilværelsen formet sig for Ellroy, hvis mor blev brutalt voldtaget og myrdet, da han var ti år gammel, af en mand, der aldrig blev fundet og straffet. Og sådan er den i hans forfatterskab, der inkluderer nogle af de mest hårdkogte kriminalromaner, undertegnede har stiftet bekendtskab med. Utilpasset kryb At samme usentimentale holdning gennemstrømmer denne samling essays om ham selv og om uløste kriminalsager står klart fra allerførste essay, der har titlen 'Mit liv som kryb'. Det er såmænd Ellroy selv, der tales om, og selv om kryb er et lovlig hårdt ord, er det en uhyre utilpasset ung mand, man får præsenteret i hans vanlige stil, hvor sætningerne sjældent er på mere end ti ord. Nådesløs prosa En mand, der er på stoffer, stjæler og drømmer om kvinder, han ikke har mod til at tale med. Ikke specielt interessant eller unikt, men noget, der sætter tonen for resten af bogen, og som er med til at forklare Ellroys særligt nådesløse prosa. Og derfra går det løs inden for en helt særlig genre, uopklarede mord, som Ellroy på baggrund af politirapporterne præsenterer i kliniske detaljer, samtidig med at han - uden held - arbejder videre på at opklare sagen. Lurende had Første case er Stephanie, en 16-årig pige, der blev voldtaget og dræbt i 1965 af en ukendt gerningsmand. En grundlæggende helt uinteressant og deprimerende banal sag, så hvorfor gider man egentligt læse 30 sider om hende? Af to grunde. For det første fordi der er noget sært hypnotisk over Ellroys ekstremt ordknappe stil, som gør, at man nærmest bliver trukket gennem teksten mod sin vilje. Og for det andet fordi netop simpliciteten og det, at Stephanie helt tydeligt ikke var noget særligt, gør det så meget desto mere uhyggeligt. Ligesom i hans romaner er det den tilfældige vold, fornemmelsen af, at brutaliteten og hadet lurer lige under overfladen og civilisationens mørtel, der gør Ellroy til en forfatter, man skal synke to gange, før man giver sig i kast med. Men som man ikke kan ryste af sig eller lægge fra sig, når man først er begyndt. De er hermed advaret.