Fra 1983 har »alle de væsentligste kulturelle valg og politiske holdninger på tre landsdækkende tv-kanaler været dikteret af én mand«, skriver den britiske forfatter Paul Ginsborg i en veloplagt politisk biografi om mediemogulen og magtmennesket Silvio Berlusconi. Ifølge Ginsborg er demokratiets logik og fjernsynets noget nær uforenelige størrelser, og han kalder den italienske premierministers »symbiotiske forhold til tv-mediet« grundlæggende for at forstå ham. Hvidvaskede mafiapenge Bogen følger Silvio Berlusconi fra fødslen i 1936 i Milano og læser hans biografi som historien om, »hvordan den ene del af det milanesiske borgerskab - dynamisk, parvenuagtigt og uden sans for begrænsninger - får overtaget over den anden og ender med at forvandle den«. Over for valget mellem modstand eller opbakning til Mussolinis fascisme valgte Berlusconis familie »at forsvinde (til Schweiz) frem for at tage parti«. En blanding af hvidvaskede mafiapenge og risikovillige finansfolk muliggjorde hans storslåede byggeprojekter i Milano, hvor han tidligt viste ekstraordinært store evner til at samle politikere og erhvervsfolk i sit netværk, »min klan«, som han kalder dem. Negativ frihed I 1980'erne forvandledes Berlusconi fra succesrig byggematador til landskendt skikkelse, da han hastigt opbyggede sit tv-imperium. Samtidig tilhørte han frimurerlogen P2, hvis hensigt var at ødelægge det italienske demokrati under dække af forsvar for demokratiet imod det stærke kommunistparti og fagbevægelsen. Italienerne ser nu mere tv end noget andet folk i Vesteuropa, men mindre end amerikanerne. Berlusconi har »tillagt sig det amerikanske imperiums sprog, de universelle ideer, frihed og demokrati, som er kernen i USA's globale projekt« og rammen for Berlusconi. Ifølge Ginsborg, der i mange år har boet i Firenze som universitetsprofessor i europæisk samtidshistorie og har udgivet en række værker om Italien, drives Berlusconis værk af en negativ definition af frihed. Han har givet tv-næring til den italienske familie, der er drevet af »anskaffelsesinstinkter« og uvilje til at ofre noget for civilsamfundet. »Den er inkarnationen af den negative frihed«. Kom så Italien! Ginsborg påviser også, hvordan selv det tidligere respekterede statslige tv, Rai, er indrulleret i en tv-kultur, hvor det tilbydes mere viden »om pingvinernes levesteder end om de sociale forhold i Syditalien«. Da Berlusconi gik ind i politik i 1994, kaldte han med sin hyppige brug af fodboldmetaforer sit parti Forza Italia, »Kom så Italien!«, råbet, som italienske fodboldfans opmuntrer landsholdet med. Berlusconi har skabt et sammenkog af forbrugerisme, tv-reklame og politisk magt, den fuldførte »medieiscenesættelse af politik«. Det tv-landskab, som han dominerer, tilbyder »konform afpolitisering«. Her skabes »stadig nye drømme og aldrig tilfredsstillede længsler«, og i Berlusconis tv stiger lydstyrken automatisk, når reklamerne går på. Og husmødre »bombarderes af købstilbud hver 15. minut dagen igennem«. Rodfæstet i Italiens historie Ginsborg blotlægger levende det politiske og teoretiske grundlag for »Berlusconis projekt«, der har præsidentposten og styrkelse af samme som sit mål. Berlusconi er kun toppen af et isbjerg, der ifølge Ginsborg truer demokratiet overalt, men denne teori er bogens svageste punkt. Den argumenterer ikke godt nok for Berlusconi-faren uden for Italien. Der drages paralleller til Rupert Murdoch og dennes tætte relation til Margaret Thatcher og andre internationale mediemoguler fremhæves. Men ingen af dem er kommet tæt på sammensmeltningen af mediemagt og politisk magt som i Italien. Og Ginsborg påviser selv flot det helt specielt italienske i Berlusconi-fænomenet som del af dybt rodfæstede elementer i Italiens historie. Et af de mest altgennemtrængende er patron-klient-forholdet, som har overlevet i så godt som alle sfærer af italienernes liv, og den dag i dag, efter mere end 50 års formelt demokrati, er det ligefrem fremherskende. Ginsborg kalder det på én gang »foruroligende og fascinerende«. Eskapistiske drømme til salg Lidt svært at se det fascinerende, da det har overvundet ærlige dommeres forsøg på »de rene hænders politik«, muliggjort love til beskyttelse af Berlusconis magt og fået ham af krogen, når han er blevet dømt. Og Italien er det eneste demokrati, hvor kommercielt tv blev udviklet under næsten total kontrol fra en enkeltperson. Men dybt fascinerende er Ginsborgs fortælling om en ny type politiker, der udelukkende kan tilskrive sin karriere en aggressiv udnyttelse af egne tv-medier og hjælpeløsheden i det italienske demokrati. Den stærkt anbefalelsesværdige bogs gode nyhed er: Berlusconi-regeringens dårlige resultater vil formentlig fælde den ved valget næste år. Den dårlige nyhed er: De politiske og kulturelle tendenser, som Berlusconi er et ekstremt udtryk for, »er kommet for at blive og lægger et hårdt pres på vores fælles demokratiske fremtid«. Og Berlusconi er fortsat »den uforlignelige sælger af eskapistiske drømme«.