SOS. Mørkemænd i pibekjoler og skingre pianister har kidnappet danskheden. Hjælp! Nødhjælpsraketten sendes op i en ny antologi om det forkætrede og omstridte danskhedsbegreb, der ganske rigtigt i disse år føres frem under Dansk Folkepartis patriotiske splitflag. Ulideligt forudsigeligt 11 forskere ved danskstudiet på Københavns Universitet forsøger at rette op på miseren ved at diskutere og dokumentere danskhedens forskellige udtryk i litteratur, massemedier og det daglige sprog. Resultatet er desværre temmelig uinspirerende. Nok er det prisværdigt, at folk med en professionel tilgang til 'det danske' giver lyd fra sig i en større offentlighed, men man havde gerne været den ulidelige forudsigelighed foruden. Knastør ørkenvandring Én forsker hjemsøges af Pia Kjærsgaards Morten Kock-idyl, en anden mærker kvalmen, når talen falder på 'danskhed', en tredje er monomant fikseret på Mogens Camres lummernationalisme, og en fjerde får overbevist sig selv, men næppe den nogenlunde årvågne læser, om, at der ikke eksisterer nogen dansk fællesskabsfølelse, som ikke er understøttet af et massemedium. Ak. Disse argumenter er hørt et utal af gange før. Det fratager dem selvsagt ikke legitimitet, men man bliver omtrent lige så overrasket over substansen i disse synspunkter som over at finde sandkorn i Sahara. Apropos: andre dele af antologien er en knastør ørkenvandring i tekster, der havde stået sig glimrende i et fagtidsskrift eller et kompendium til undervisningsbrug, men som bidrag til en debatantologi er de tæt på at være kvælende. Negativ betragtning Bogens blanding af debat, forskning og essayistik efterlader et rodet indtryk. Som på et fodboldhold er der også i en 11-mandsantologi - reelt ni mænd og to kvinder - forskel på de individuelle præstationer. Der er enkelte ypperligt skrevne bidrag, bl.a. Erik A. Nielsen og svenske Gunnar Syréhn, og der er også solide bud fra Frans Gregersen og Tore Kristiansen, men det retter ikke for alvor op på tekstsamlingens ubalance. Det kan undre - sådan rent politisk - at spørgsmålet om, hvori det danske består, stilles ud fra en gennemgående negativ betragtning. Jovist, den version, som Dansk Folkeparti og dele af regeringskoalitionen propaganderer, er da ikke til at udstå, men hvorfor ikke søge efter danskhedens manifestationer andre steder? Hvorfor ikke stille spørgsmålet om, hvorfor nogen mennesker har et behov for en danskhedsidentitet? Skulle det være odiøst? Bitter og søvndyssende Som den bundne opgave løses, er man faktisk bange for, at Dansk Folkeparti ikke bare er længst fremme i skoen med hensyn til at fortolke det nationales betydning, men ligefrem har sat sig tungt på selve definitionen af det at være dansk. Det gør en stor forskel, om det er det ene eller det andet. Trods den sproglige tilgang til danskhedsanalysen, er der ingen tvivl at spore i antologiens toneangivende indlæg. Og det er synd. Uden tvivl, ingen ny indsigt. Kun det velkendtes refræn. Bogen ender, som den begynder: Et øjebliks opkvikken, derpå bitter i smagen og siden søvndyssende. Som en gammel dansk på en gammel flaske.