Allerede med bogens titel er magtforholdet slået fast. Det er mennesket, der sætter grænser for Gud. Religiøst tilhørsforhold skal efter forfatternes mening være en privatsag. Det fremgår allerede flere gange i forordet, uagtet grundloven netop beskytter religionsudøvelsen i det offentlige rum. Selvmodsigelse Stat og religion ønskes fuldstændig adskilt. Målet er det sekulariserede paradis, hvor folkekirkens særstilling er ophævet, og ligestilling mellem alle trossamfund er indført. Pudsigt nok med den indbyggede selvmodsigelse, at der skal lovgives for frikirkerne helt modsat situationen i dag, hvor alle andre trossamfund end folkekirken har deres fulde frihed uden regler. Men den frihed slutter nu, hvis det står til forfatterne. Mere stat Der skal indføres 'et statskontrolleret næringsbrev' for præster og andre religiøse forkyndere. Slut med 156 års frihed til at forkynde religion uden tilladelse fra staten. Forfatterne demonstrerer igen og igen vanskeligheden ved at opfylde det erklærede formål, den totale adskillelse mellem stat og kirke. Tværtimod foreslås der statsregulering af religionsudøvelse i en grad, så der bliver mere stat end nogensinde siden 1849. Frankrig og USA Forfatterne er stærke i troen på den religiøst neutrale stat, selv om de refererer Bertel Haarders beskrivelse af sekulariseringens virkelighed i Frankrig. Dér går staten tæt på religionsudøvelsen. Dér er regler for, hvordan muslimer må være klædt. Dér er regler for, hvilke smykker den kristne må bære til skue. Kort sagt: Hovedtørklæde og krucifiks er forbudt i det offentlige, franske rum. Men den virkelighed anfægter ikke forfatterne. Ej heller den kvalmende religiøse indflydelse på politikken i USA, der for længst har gennemført dén totale adskillelse af stat og kirke, som forfatterne ønsker. Mislykket operation Forfatterne hævder at ville sætte kirken fri. Men operationen mislykkes. Kirken bliver tværtimod lukket inde i snærende lovgivning. Forfatterne har ikke forstået, at de protestantiske lande allerede er de frieste i verden, fordi der netop i den evangelisk-lutherske kirke skelnes mellem lov og evangelium, det verdslige og det kirkelige regimente, og at trosfriheden og åndskampen også i det offentlige rum er en naturlig konsekvens af denne skelnen. Bogen er ikke for troende sjæle med sarte nerver. Derimod vil læsere, der ønsker at bevare størst mulig frihed for folkekirken og andre trossamfund, kunne udfordres, inspireres og irriteres af denne meget velskrevne bog. Det står klokkeklart, hvad troende er oppe imod: Manglende forståelse for, hvad evangelisk-luthersk kristendom er, og vedvarende blindhed over for virkeligheden i de lande, der for længst har afprøvet forfatternes teorier.