»Det 'underlige' blik er det mest ubehagelige«. »Enten udtrykker det en medlidenhed, som jeg absolut ikke vil have noget af, eller også kan det ikke lade være med at 'se det for sig'. Det er uudholdeligt«. »Jeg hadede udtryk som 'Stakkels lille ven' eller 'Jeg kender det godt ...' eller værre endnu: 'Kom og få et kram'«. Uønsket berømmelse Hun er skrap og kontant, og det har hun haft brug for, den 21-årige belgiske Sabine Dardienne. Verdensberømt mod sin vilje, fordi hun er den ene af de to piger, der slap levende fra den belgiske sædelighedsforbryder Marc Dutroux. Fire andre blev fundet dræbt, og sagen udløste en storm af sensationer om dårligt politiarbejde og et netværk af pædofile i Belgien. Kære mor ... Den 12-årige Sabine blev bortført i maj 1996 og tilbragte 80 dage i en uhumsk kælder i Marc Dutroux' hus, før hun blev befriet - misbrugt, udsultet og nøgen. Siden har hun ikke villet tale om sagen offentligt. Først efter maj 2004, da Dutroux omsider fik en livstidsdom, fandt hun styrken til at skrive sin bog. Tilsyneladende hjalp det hende at vidne i retssagen, stå ansigt til ansigt med »uhyret«, som hun kalder ham. Og »kryb« og »røvhul« og »svin« - hun bruger stort set aldrig hans rigtige navn i beretningen om de 80 dage, og hvad der fulgte efter. Der er ingen slibrige detaljer i bogen. Det er slemt nok endda at læse de breve, Sabine skriver til sin mor, mens hun er fanget, et barn, der ikke forstår, hvorfor hun skal straffes, og lover alle mulige forbedringer i sin opførsel: Hun skal nok være sødere, tømme skraldespanden, læse sine lektier, bare hun må komme hjem. Ingen psykologhjælp Brevene bliver selvfølgelig aldrig sendt til moderen, som heller ikke kommer til at læse dem siden hen. Sabine synes, det vil være for hårdt, og har i øvrigt aldrig kommunikeret godt med sin mor. Hun har ikke følt sig elsket i sin familie, kun i perioden lige efter sin befrielse. »De første uger gik det godt, men da det kom til stykket, varede den perfekte kærlighed ikke ved, og den havde været dyrt betalt«, konstaterer hun. Så hun har klaret sig mere eller mindre alene. »Alle insisterede på, at jeg skulle tage hen og læsse al den lidelse af hos en psykiater. Men jeg har sagt mindst hundrede gange, at jeg ikke ville få noget ud af det. Man har det hele inde i sig selv, og der bliver det!«. Sabine Dardenne fortæller, at hun har et normalt liv og en kæreste i dag. Og forhåbentlig er hun sluppet af med noget af sin byrde ved at skrive sin grusomme historie ned i en bog. Hvad vi andre skal bruge den til, er mere tvivlsomt, men som en fortælling om, hvad mennesker kan klare, er den overbevisende. Må det gå hende vel i fremtiden.