Skal man tro Jes Fabricius Møller og hans nye bog om grundtvigianisme i det 20. århundrede, må man konstatere, at der stort set ikke er grænser for, hvad Grundtvig har måttet lægge navn til. Ifølge Møller har der længe været en tendens til at tale om de grundtvigsk prægede bevægelser, skoler og foreninger, der opstod i løbet af det 19. og 20. århundrede, som en samlet og homogen bevægelse. Heroverfor ønsker forfatteren med sin historiske redegørelse for grundtvigianismens opståen og udbredelse at påpege og betone mangfoldigheden og forandringerne. Grundtvigianisme er et komplekst og mangefacetteret fænomen. Fra konservative til maoister Der er god grund til at acceptere bogens tese. I en nuanceret og grundig fremstilling demonstrerer Møller, hvordan de grundtvigske tanker om pædagogik, politik, folkeoplysning, nationalisme og kristendom har forplantet sig i et sandt virvar af modsatrettede bevægelser, skoler og foreninger. Grundtvigs navn er således blevet taget til indtægt af både nationalister og liberale, konservative og maoister, husmænd og akademikere, høj- og lavkirkelige. Frihed og folkelighed Hvad end ideologierne har haft præg af åndsforladt materialisme eller åndsbesat romantik, har de kunnet lukrere på en Grundtvig, der tilsyneladende kan fortolkes og skæres til, så han passer ind i enhver tænkelig skabelon. Stiller man store krav til sprogets semantik, må man resigneret konstatere, at grundtvigianisme betyder hvad som helst og derfor ingenting. Skal man endelig pege på en fællesnævner for de mangfoldige og divergerende (mis)tolkninger af Grundtvig, må det være, at ordene 'frihed' og 'folkelighed' - hvad det så end er - optræder med en umiskendelig hyppighed. Uønsket begrebsmetafysik Måske kunne man have ønsket sig, at forfatteren - stik imod den tidstypiske trend - havde fremsat en definition af grundtvigianismen, der kunne have fungeret som udvælgelseskriterium. Men den slags 'begrebsmetafysik' bryder man sig vist ikke længere om, og konsekvensen er, at historiske og sociologiske forskningsfelter kun meget vanskeligt lader sig afgrænse. På den baggrund kan man måske forstå - men alligevel ikke undgå at undre sig over - at der er viet et helt kapitel til Hal Koch. Manden holdt ganske vist en forelæsningsrække over Grundtvig i 1940 og skrev også en bog om ham, men - som Møller selv skriver - så var Koch »ikke grundtvigsk endsige grundtvigianer«. Møllers fremstilling af et fænomen, der i den grad har sat sit præg på dansk kulturhistorie, er alt i alt særdeles vellykket. Trods forvirringen om Koch og bogens mange trykfejl kan den derfor varmt anbefales.