Greves professorale riffel

Lyt til artiklen

Økonomer har sunget sangen i årevis: »Den danske velfærdsmodel er udsat for et massivt indre og ydre pres fra blandt andet ældrebyrden og globaliseringen«. »Derfor må vi reformere velfærden for at redde, hvad reddes kan«. Plaf-plaf-plaf ... Men sangen er helt igennem falsk, mener velfærdsstatsforskeren og RUC-professoren Bent Greve. Og det har han så skrevet en bog om, hvor han én for én skyder almindeligt anerkendte forestillinger om velfærdssamfundet ned: »Frit valg er en god ting«. Plaf! »Ældrebyrden er en realitet«. Plaf! »Danskerne vil kun arbejde, hvis skatten sættes ned«. Plaf! »Der er ikke råd til efterlønnen«. Plaf! »Uligheden er blevet større i de senere år«. Plaf! »EU blander sig i dansk social- og arbejdsmarkedspolitik«. Plaf! »Globaliseringen lægger pres på den danske velfærdsmodel«. Plaf! Væsentlig og forstandig bog Efter denne massakre på de almindeligt kendte forestillinger og deres indbyggede krav om reformer og nedskæringer lægger Greve riffelen fra sig og foreslår en række finjusteringer af velfærdssamfundet, som efter hans opfattelse kun trænger til, at der stilles på en skrue hist og her. Mere skal der ikke til. Mener altså Greve. Den fagtunge bog er på lange distancer interessant og tankevækkende læsning. Bestemt. Men efter læsningen sidder man alligevel tilbage med spørgsmål som: Hvorfor mener Greve, at samtlige trusler mod velfærdsmodellen er myter? Hvorfor kan han - som også er erklæret socialdemokrat - ikke bare finde én eller to af dem og sige: »Ja, her er faktisk en trussel, der holder?«. Skyldes det, at han i virkeligheden selv er ude i et politisk ærinde, ligesom alle de fagfæller, der skriger på reformer? Tja ... Det kan ingen, end ikke han selv, formentlig svare på. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Greve har skrevet en væsentlig og forstandig bog om velfærdssamfundets udfordringer, som er værd at læse, inden Velfærdskommissionen for alvor folder sig ud til efteråret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her