0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den (u)mulige frihed

Hannah Arendts politisk-filosofiske klassiker fra 1958 er smuk filosofi om samlivet og handlingen, der forvandler.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Filosoffen Hannah Arendts (1906-1975) hovedværk, 'Menneskets vilkår' (1958), er stor og smuk filosofi om det samliv, som er et vilkår for mennesket på godt og ondt.

Nu er den oversat til dansk, og det er en filosofisk begivenhed. Især for politisk tænksomme læsere.

Ifølge Arendts begreber om politik er politik ikke, hvad det har været.

For Arendt så allerede sin samtids politik samt den offentlighed, hvori den blev til, som et forfald:

»Samfundet er den form for samliv, hvor det udelukkende er den gensidige bestræbelse på at sikre livet selv og intet andet, der har offentlig betydning, og hvor de aktiviteter der alene tjener til livets opretholdelse, har fået adgang til det offentlige rum«.

Ideal: den græske polis
Det forfald, som Arendt altså ser i vores samliv, og som gør det til et samfund, består i, at det, der kun angår det private, og det, der kun angår det offentlige, ikke er adskilt.

Og i dag er politik vel sjældent mere end fordelingskamp om velfærden og retten til at sikre livet på et hidtil uset materielt stade.

Arendts politiske ideal, som hun dømmer vores samliv efter, er den antikke græske polis og dens offentlige liv, hvori den enkeltes anliggender og fællesskabets anliggender var helt adskilte.

I polis var der således ikke et samfund, men et politisk fællesskab, som bestod af frie ligemænd, som kunne diskutere og træffe afgørelser uden overhovedet at være besværet af livets opretholdelse. Dette havde de nemlig slaver til!

Frihed kontra nødvendighed
I Arendts analyse er den dybe filosofiske forskel på polis og samfund, at politikken i polis var funderet i frihed, mens politikken i samfundet er funderet i nødvendighed. Men friheden er vigtig, fordi kun den kan åbne for forskellighed i samlivet.

Selv om Arendts begreber om frihed og politik er svære, fordi de er helt forskellige fra vores, så er de værd at tænke over.

For egentlig kan man ifølge dem slet ikke tale om politik i samfundet, fordi politik kun kan finde sted i frihed og forskellighed hinsides 'livet selv' og dets 'noget for noget-tænkning'. Således er lovgivning heller ikke en politisk aktivitet for Arendt.

Den frigørende handling
Analysen af det samtidige samliv i 'Menneskets vilkår' er nok dyster: Mennesket er fortabt i en diskussion af livets opretholdelse, fordi det er forblændet af et fattigt begreb om frihed, som gør egentlig politik umulig. Men der er håb.

Arendt analyserer nemlig også det, hun kalder for menneskelige aktiviteter, hvoraf der er tre: arbejde, fremstilling og handling. Disse aktiviteter er ahistoriske, men de er ikke lige vigtige i alle historiske epoker.

Arendts analyse af de to første aktiviteter er kort sagt denne: I arbejdet gør vi livet længere og lettere, og i fremstillingen gør vi livet mere nyttigt.

Disse aktiviteter er selvfølgelige stadig nødvendige. Men det er den tredje, som gør mennesket frit. Det er først i handlingen, at vi egentlig bliver til for og med hinanden.

Født for at begynde
I vores tid er den aktivitet, som Arendt forstår ved handling - aktivitet, som er mål i sig selv, mellem mennesker - ikke så vigtig, fordi den netop er forbundet med det begreb om frihed, som vi har tabt. Vi begriber derfor ikke mere, hvor vigtigt det er at handle:

»Varigheden af det menneskeliv, der uvægerligt iler mod døden, ville uundgåeligt føre til, at alt menneskeligt ville ødelægges og gå i opløsning, hvis vi ikke besad evnen til at afbryde det og påbegynde noget nyt, og denne evne der er iboende i al handling, fungerer for menneskene som en stedse nærværende påmindelse om, at de, selv om de skal dø, ikke er født for at dø, men for at begynde«.

Således har vi stadig evnen til at handle, som er den eneste aktivitet, hvori mennesket kan vise for andre, hvem det er. Det er blot svært at komme til at udfolde den i samfundet, som sætter arbejde og fremstilling højere.

Arendts analyse af aktiviteten handling og det politiske fællesskab, som gør den mulig, får uvægerligt sin læser til at tænke over samtiden. Og læser man langsomt og åbent, kan man få en forunderlig fornemmelse for menneskets frihed, som kan inspirere til handling. Læs og forstå - ikke alt, men næsten!

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu