Den klinger af eksistentialistisk patos, selve titlen på Fernando Savaters nye bog, 'Mod til at vælge'. Sådan kunne et eksistentialistisk programskrift fra 1950'erne eller en selvhjælpsbog fra den tid, vi lever i, have heddet. Savaters bog er imidlertid ingen af delene. Selv om det er en ordentlig mundfuld, han gaber over i 'Mod til at vælge', går han til opgaven med både fornuft og humor. Heroismen i anslaget har ikke noget sidestykke i bogens indhold, der angår intet mindre end den fri vilje og valgets genvordigheder. Den værdige tvivl Savater, der er født i 1947, er spansk filosofiprofessor og forfatter med et internationalt publikum, der kender ham især fra 'Tanker fra en kannibal' (1991) og 'Den politiske brødrister' (1994), hvori han fortæller sønnen Amador om filosofiens store spørgsmål. Ikke for at besvare dem, men for at anspore »tvivlen, hvorved vi kan leve med intelligent værdighed og uden absolutte visheder«, som han så elegant skriver i 'Mod til at vælge'. Denne nye bog følger ad samme spor. Frihedens antropologi For Savater at se er frihed noget, der er specifikt for menneskeslægten i forhold til andre dyrearter. Det er en egenskab ved dét at være menneske. Dimensionerne af dette vilkår og konsekvenserne af det lodder Savater i den første - teoretiske - del af bogen om 'Frihedens antropologi'. Det foregår i dialog med en række tænkere, fortidige såvel som nutidige, fra Aristoteles til Arnold Gehlen. Overraskende nok er der ikke et ord hverken om eller af Kierkegaard i Savaters bog, men til gengæld indgår Henrik Stangerups roman 'Manden der ville være skyldig' i Savaters overvejelse af den vidt udbredte tilbøjelighed til at fralægge sig negativt ansvar, det vil sige påtage sig skyld. Galant polemik Hele den teoretiske del lægger op til en serie af praktiske anbefalinger i bogens anden del. Sandheden, lysten, menneskeligheden samt politik, samfundssind og det mulige er de foreteelser, som Savater anbefaler sin læser at vælge. Kan man gøre andet? Ja, det kan man. Som alternativer til Savaters 'anbefalede valg' optræder postmodernistisk skepticisme, forskellige livsanskuelser, der udskyder lystfølelsen »til ære for uhåndgribelige fornøjelser i det hinsides eller for en strålende fremtid«, dyrkelse af det nedarvede og uforanderlige ved menneskelige forhold, manglen på evne eller vilje til at forstå andre menneskers behov og konsekvent kynisme. Savater tager disse positioner alvorligt og imødegår dem med gode argumenter. Savaters galante polemik gælder ikke mindst de former for identitetspolitik, som lader etniske tilhørsforhold være hele udgangspunktet for politisk deltagelse: »Hvis man i dag skulle sammenfatte det politiske projekt, der fortjener størst opmærksomhed med ét ord, ville jeg vælge: borgerskab. Det vil sige den form for aktiv deltagelse i samfundet, der er baseret på enighed om fælles rettigheder, og ikke på om man tilhører bestemte grupper, som er forbundet via blodsbånd, kulturel tradition, økonomisk status eller arvebestemt hierarki«, erklærer han. Erfaringer på egen krop Hvad Savater undlader at nævne, er den pris, som han selv dagligt betaler for at tale denne »etnomani« imod. Han er modstander af den baskiske separatistorganisation ETA og deres terroristiske metoder samt medstifter af bevægelsen 'Basta Ya' (Nu er det nok), der forsøger at få resten af Europa i tale om nationalismens voldelige konsekvenser i Baskerlandet. Af den grund kan han ikke gå uden for en dør uden bodyguard-ledsagelse. Når Savater taler om frihed, handler det altså ikke kun om katederfilosofi, men også om erfaringer på egen krop - først under falangisternes diktatur og efterfølgende under separatisternes rædselsregime. Ikke bare ved sin klare prosa, men også ved sit praktiske engagement slægter han forbilledet Voltaire på, og man kan passende sige om ham, hvad denne sagde om Diderot: »Lyset, der illuminerer hans hjerne, varmer hans hjerte«. Sådan en kilde kan andre også varme sig ved, og Savaters 'Mod til at vælge' er derfor så afgjort et anbefalet valg.