Mange vil mene, at politik og teologi intet bør have med hinanden at gøre. Siden oplysningstiden har de europæiske samfund bevæget sig hen imod at adskille stat og kirke (ærgerligt nok er det efter 200 år endnu ikke sket hertillands). Modbydelig totalitarisme Troen er privat, den politiske debat offentlig. Kirken må tage sig af det hellige, staten af det verdslige. Blander man de to ting for grundigt, vil man alt for nemt kunne ende i en modbydelig form for totalitarisme: For om troens absolutte dogmer kan der i sagens natur ikke føres en endeløs, offentlig debat, åben for høj som for lav. Vækkelser i øst og vest Problemet er, at det politiske og det teologiske alligevel synes at hænge sammen på talrige, komplicerede måder; ikke alene og helt åbenlyst ved den reteologisering af det politiske, der er indtruffet i kraft af den amerikanske religiøse højrefløjs held med at få sin kandidat valgt som præsident, samt ved de mange religiøse vækkelser i Mellemøsten - to strømme, der efterhånden gensidigt synes at nære og besmitte hinanden i en parallel oprustning - men også ved, at hele vores politiske begrebsapparat og struktur er modelleret ud fra nogle teologiske grundmodeller. Sprængfarligt emne Det helt fremragende århusianske tidsskrift 'Distinktion' tager i sit tiende nummer livtag med det sprængfarlige og udfordrende emne indkapslet i titlens hilsen til den tyske retsfilosof Carl Schmitts værk 'Politisk teologi'. Vi kommer vidt omkring i det idéhistoriske landskab (bl.a. rundt om Rousseau, Hobbes, Spinoza og Leibniz), men alt med en skarp sans for at aktualisere og reflektere over de helt sitrende, nutidige brydninger mellem det politiske og det teologiske. Nummeret kan og skal stærkt anbefales.