I det store udbud af litteratur om den myteopspundne kampenhed Fremmedlegionen udmærker den nye historiebog af David Jordan sig ved at være skrevet af en anerkendt historiker. Dr. Jordan, professor ved University of London, er kendt som ekspert i brug af flyvevåben, men her kaster han sig over det lette infanteri, og det gør han på velformuleret og velstruktureret vis, udmærket oversat af Lars Rosenkvist. Ulydighed og desertering Jordan demonstrerer en dyb forståelse for europæisk militærhistorie, og han formår at se på forholdene i en større sammenhæng. Oprettelsen af legionen i 1831 hænger således sammen med den ustabile tid efter den franske revolution. Efter opløsningen af de udenlandske regimenter blev de resterende udenlandske soldater samlet i en fremmedlegion. Det kaos, legionen udsprang af, beskrives indgående, f.eks. var fællessproget for de mange schweizere, spaniere og italienere tysk, hvilket var et stort problem for mange af de fransksprogede officerer. Desuden resulterede den dårlige administration i ulydighed og desertering, men det kom der orden på, efter at legionen blev flyttet til Algeriet, legionens hjem de første hundrede år. Selvmord frem for patruljering Man får en god fornemmelse af, at 1800-tallets Europa var af en helt anden verden, ikke blot militært, men også i forhold til de økonomiske og politiske stridigheder stormagterne imellem. F.eks. er det svært at forestille sig den intervention, England, Spanien og Frankrig i 1861 foretog i det borgerkrigshærgede Mexico, blot for at gendrive private gældsposter annulleret på grund af landets bankerot. Interventionen var ingen større succes, men den dannede grund for en af legionens vigtigste historier, slaget ved Camerone. Her blev et halvt kompagni legionærer ledet af kaptajn Danjou godt nok udraderet, men de satte et blændende eksempel til efterfølgelse, idet de kæmpede til sidste mand - og hermed startede legionens ry som eliteenhed. Jordan ser også på andet end militære slag. Han hæfter sig flere gange ved de problemer med forplejning, legionen ofte led under. F.eks. er det tankevækkende, at 19 legionærer på grund af kolera og dårlig kost i 1868 valgte at begå selvmord i stedet for at gå ud på patrulje i dårligt vejr. Det har nok været hårde tider! Mislykket kupforsøg Krigen i Indokina 1945-54 beskrives indgående og minder om, at der altså var krig i Vietnam, længe inden amerikanerne kom ind i billedet. I junglekrigen kom især legionens gamle infanteriregimenter (2 og 3 REI) på deres største prøvelse, og de blev senere støttet af de nye faldskærmsbataljoner (1 og 2 BEP). Disse enheder bestod i stort omfang af unge tyskere med erfaring fra Anden Verdenskrig, og de blev hurtigt gode legionærer. De fleste gik tabt ved det endelige slag ved Dien Bien Phu i 1954. Efter tabet af Indokina fokuserede Frankrig på krigen i Algeriet. Denne krig beskrives kun kort, men den var nu heller ikke noget gloriøst kapitel i Frankrigs historie. På grund af de hårdhændede metoder, man brugte i Algeriet, skabte det splid i Frankrig. De Gaulle blev indsat som præsident for at løse krisen. Han begyndte straks at forhandle en fransk tilbagetrækning, hvilket resulterede i et kupforsøg, som legionens faldskærmsregiment (1 REP) blev en del af. Kupforsøget mislykkedes, og den franske hær forlod Algeriet. 1 REP blev desuden opløst og dets officerer retsforfulgt. Disciplin og træning Legionen blev efter tiden i Algeriet reduceret fra 20.000 mand til 8.000. Regimenterne blev omdannet til at være del af en hurtig reaktionsstyrke, som kunne sendes til verdens brændpunkter. De næste tre årtier blev legionen brugt mest i Afrika og Mellemøsten: Tchad, Djibouti, Zaire, Libanon, Kuwait, Somalia, Balkan og Rwanda, primært som fredsskabende styrke, altid efter ønske af FN eller de lokale regeringer. Sidste del af bogen beskæftiger sig med legionen af i dag. Der er en troværdig beskrivelse af forholdene omkring optagelse, uddannelse og træning. Jordan understreger det karakteristiske ved den særligt hårde uddannelse, der er fokuseret på militær disciplin og fysisk træning: Lange marcher og terrænløb med fuld udrustning, men endnu mere rengøring og vedligeholdelse af udstyret. Indirekte kritik af Frankrig Jordan er en levende formidler med et fint blik for det absurde i historiens gang. I bogen er der ingen kildehenvisninger, men det tjener forfatteren til ære, at han henviser til Douglas Porch som den bedste fremstiller af legionens historie. Der er en gennemført brug af bokse med udvalgt stof, vigtige militære stillinger og store personligheder i legionens historie (bl.a. danske Prins Aage). Desuden er der løbende beskrivelser af udvalgte slag med kort og mange relevante fotos (hvoraf nogle få dog ikke som lovet viser legionærer i aktion). Umiddelbart er bogen blottet for kritik af Frankrigs motiver og metoder igennem krigene, men Jordans mange hentydninger er sigende, og legionens tabstal indtil 1962 siger alt. Legionen har haft offerviljen, og Frankrig har været parat til at udnytte den. Sådan var det dengang, situationen er en helt anden i dag, heldigvis.