Scenen er som taget ud af en klassisk Hollywood-film. Den aldrende agent med vigende hårgrænse og begyndende hængemave befinder sig i karrierens falmende efterår. Efter i årevis at have været på farefulde missioner i Pakistan og Afghanistan ser vores helt så småt frem til sit velfortjente otium med fluefiskeri, grønne fingre og tænksomme bøger. Men så ... Bin Ladens hoved Terrorangrebene 11. september for fire år siden sætter en brat stopper for Gary C. Schroens forhåbninger om en snarlig rekreativ tilværelse. I stedet bliver han i kraft af sin erfaring udnævnt ved præsidentielt dekret til at samle seks håndgangne mænd til en specialindsats i det Talebanstyrede Afghanistan. Opgaven er såre simpel (på papiret): Tag kontakt til afghanske militsgrupper, der vil medvirke til at vælte det siddende styre og dermed berøve al-Qaeda praktisk støtte og rygdækning. And oh ... one more thing, lyder det på falderebet fra Schroens nærmeste overordnede: »Fang Bin Laden, dræb ham, og kom tilbage med hans hoved i en køleboks!«. Vanskelig opgave Hvis hævngerrigheden ulmer ved afrejsen, får den straks en anden karakter ved ankomsten til Talebanernes krigshærgede og vindblæste månelandskab. Afghanistan i oktober er ingen spøg, og forfatterens intense beskrivelser efterlader et indtryk af, hvor vanskeligt det er at planlægge og udføre en sådan operation. Vi får - apropos Hollywood - alt det, som aldrig kommer med på lærredet. Diarre, hjemve, elendig mad, dårlig hygiejne, udueligt materiel, grundstødte planer, vrangvillige lokale og et hjemligt bureaukrati, der på tusinde kilometers afstand ikke forstår betingelserne for indsatsen i marken. Bevæbnet med elektronisk udstyr, automatvåben og tre millioner dollar til at smøre de stedlige krigsherrer arbejder Schroen og hans gruppe på at skaffe de nødvendige kontakter. Men at det ikke er helt så ligetil, som skrivebordsstrategerne i Washington havde forestillet sig, fremgår med al tydelighed. Nemmere bliver det ikke af, at ethvert træk på brættet frem mod fjernelsen af Taleban skal tænkes ind i en kompliceret international sammenhæng. Hvordan Afghanistan skal styres og af hvem, samt hvilke udenlandske kræfter - amerikanere, pakistanere, iranere - der vil få mest indflydelse på et post-Taleban-styre er nogle af de spørgsmål, Schroen må forholde sig til i Panshirdalen, samtidig med at han plejer sin skrøbelige tarmflora og spejder efter skydelystne talebanere. Bushregeringens fadæse Det lykkedes som bekendt ikke at vende tilbage med terrorprofeten bin Ladens afhuggede hoved, og Schroen gør i det hele taget ikke meget ud af den del af sin opgave, men han tager rigelig revanche med sine nøgterne beskrivelser af, hvordan 'the war on terror' tager sig ud i den virkelige virkelighed. I et kritisk efterskrift peger Schroen på, at invasionen af Irak efter hans opfattelse var en fejl, fordi den amerikanske interesse for udviklingen i Afghanistan dermed svandt kraftigt ind. Schroen er ikke sen til at påpege, at det var en fadæse fra Bushregeringen, som han mener afgørende har svigtet det amerikanske folks interesse i at få elimineret de terrorister, der rystede deres land og nationale psyke. Fejlgrebet i Irak har kun forværret truslen, lyder den fældende dom. Opgør med politikere og officerer Nogenlunde samme konklusion når også oberstløjtnant Tim Collins frem til i sin bog 'Rules of Engagement'. Collins er nordirer af fødsel, loyal mod den britiske trone, kamperfaren soldat med uddannelse fra det berømte militærakademi Sandhurst og det ikke mindre berømte elitekorps SAS og alligevel i momenter så svovlholdig i sin undsigelse af de politikere og stabsofficerer, der anså invasionen af Saddam Husseins Irak for at være rigtig, at man må gnide sig i øjnene. Og så er Collins endda identisk med den selv samme medieombejlede 'ørkenhelt', der få dage før angrebet på Irak holdt en motiverende tale til sine tropper i The Royal Irish Regiment, som var i venteposition i Kuwait. Entusiastisk og professionel Talen, der i sit retoriske stemningsleje giver mindelser om Winston Churchill, nåede takket være en kvindelig journalist til omverdenens kendskab, og sætninger som »We are going to Iraq to liberate and not to conquer« og »Iraq is steeped in history; it is the site of the Garden of Eden, of the Great Flood and the birthplace of Abraham. Tread lightly there« vakte begejstring hos både præsident George Bush og prins Charles. Collins gjorde, hvad han skulle gøre, og med entusiasme og professionalisme. Ingen soldater fra hans bataljon blev dræbt trods svære ildkampe med irakiske styrker i det sydlige Irak, og den ene by efter den anden blev befriet. Glæden var stor blandt irakerne, og Collins og hans mænd blev hyldet behørigt. I løbet af de knap to måneder, Collins tilbragte i Irak, var der kun få angreb på udenlandske styrker, og trods antydningen af indre religiøse og etniske modsætninger i den irakiske befolkning var der en vis optimisme for fremtiden, vurderer Collins. Muskelsvulmende show Men at der er gået en mørk sky for solen, og at de relativt fredelige områder, han oplevede i Irak, nu er plaget af daglige terrorhandlinger og høj kriminalitet, overrasker ikke ham dog ikke. Hvorfor? Fordi amerikanerne fik lov at køre 'the show' på deres alt for muskelsvulmende og ufølsomme facon. Britisk politik har ifølge Collins' lidt vel enøjede fortolkning traditionelt handlet om at arbejde for det fælles bedste med de folk, i hvis land man »har befundet sig«, mens amerikansk politik derimod udelukkende bygger på krav om »underkuelse og ydmygelse«. Bogen giver flere eksempler på denne adfærd, sådan som Collins oplevede det på nærmeste hold. I et af tilfældene greb Collins ind over for en amerikansk major, der var i færd med overfuse en ældre irakisk bonde. Anklaget for mishandling Denne på overfladen banale episode fik et langt og besværligt efterspil og endte med at føre til Collins' afgang fra hæren. Kort efter sin hjemkomst fra den vellykkede mission til Irak blev Collins nemlig paradoksalt nok anklaget af den amerikanske major for »mishandling«, og den sensationslystne del af den britiske presse, der ellers havde medvirket til at tegne et glansstrålende heltebillede af den veltalende kriger, forfulgte sagen og fik undervejs gravet historier op om, at den hårdføre Collins angiveligt havde både tortureret irakiske krigsfanger og nakkeskudt medlemmer af Baath-partiet i forbindelser med afhøringer. Collins er ikke i tvivl om, at pressen fik sine tvivlsomme oplysninger fra kilder i hærens ledelse. Nye tider, nye svar Beskyldningerne førte til en retssag, som Collins vandt. Men følelsen af at være ugleset blandt de højere lag inden for det militære hierarki - ifølge Collins, fordi disse pudderduftende paradesoldater var misundelige over hans, kampsoldatens, gerninger på slagmarken - fik ham efter 22 år til at tage sin afsked fra hæren. Men for en 'natural born soldier' som Collins er det ikke kun den personlige skuffelse over at føle sig udhængt af Overkommandoen som »torturrist«, der fik ham til at træde uden for nummer. Også følelsen af, at de firstjernede generaler ikke begriber, at den kolde krig for længst er historie, skuffer ham. Terrorismen kan ikke knægtes af officerer, der elsker hesteopvisninger, gallauniformer og de gamle lærebøgers velkendte doktriner om krigsførelse. Nye tider kræver nye svar, så enkelt er det, konstaterer en lettere desillusioneret Collins. 'Parfumeprinserne' En dansk pendant til Tim Collins må være oberstløjtnant Poul Dahl, ligeledes elitesoldat og tidligere chef for det danske Jægerkorps og for FN's styrker i Irak. Hans historie, som er beskrevet i bogen 'Jægersoldat i en terrortid', minder på mange måder om Collins'. Også Dahl oplevede at blive trukket gennem mediemøllen, efter at han i et indslag i TV-avisen slog fast, at der kan være tilfælde, hvor en vis grad af fysisk pression er nødvendigt for at få en tilfangetagen terrorist til at tale. Ret elementært, skulle man mene, men den opfattelser deler forsvarschefen ikke, og derfor måtte Dahl gå samme tunge vej som Collins. Heller ikke han havde altså held til at trænge igennem hos det, den legendariske amerikanske oberst og krigskorrespondent, nyligt afdøde David Hackworth, kaldte »parfumeprinserne«, de højest placerede officerer. Sætte terrorismen i perspektiv I Poul Dahls bog, der også indeholder en mere generel beskrivelse af Jægerkorpsets historie samt portrætter af en række af dets folk, er det ikke så meget en kritik af Irakkrigen og dens påståede afledning af fokus fra den 'sande' kamp imod terror som selve diskussion af metoderne i den førte antiterrorkrig, der står i centrum. Dahls ønske - et ønske, han som kandidat for Venstre nu vil arbejde for politisk - er, at befolkningen, ja hele samfundet rustes, men ikke rystes, til at forholde sig til livsbetingelserne i en terrortid. Det gør man bedst ved at sætte terrorismens omfang og mulighedsbetingelser i perspektiv, f.eks. i forhold til risikoen for trafikulykker og livstruende sygdomme, men også ved effektivt at målrette den militære uddannelse og dermed afsætte flere af kronerne på finansloven til at stå imod den dødelige fare, som terrorisme er. Forfattere med førstehåndskendskab Ingen af de tre bøger, der her er blevet refereret, skal anskaffes for deres litterære værdi. Schroen er lidt for nøgtern, Collins et nummer for omstændelig og Dahl en anelse for ustruktureret, til at man under læsningen uden videre lader sig rive med og glemmer tid og sted. Den militære fagjargon har sine begrænsninger, og ikke mindst de mange forkortelser udfordrer tålmodigheden. Men på hver deres måde er de tre bøger med til at vække nogle tanker hos den i terrorbekæmpelse uindviede læser om, hvordan mænd med førstehåndskendskab til krig og terrorisme mener, tingene skal gøres, og ikke mindst, hvordan de ikke skal gøres, men indtil videre ulykkeligvis er blevet gjort.