0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fare, fare krigsmand ...

Tre specialtrænede soldater med felterfaring kritiserer, hvordan stormagterne bekæmper terrorister - og især hvordan de ikke gør det.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Scenen er som taget ud af en klassisk Hollywood-film.

Den aldrende agent med vigende hårgrænse og begyndende hængemave befinder sig i karrierens falmende efterår.

Efter i årevis at have været på farefulde missioner i Pakistan og Afghanistan ser vores helt så småt frem til sit velfortjente otium med fluefiskeri, grønne fingre og tænksomme bøger. Men så ...

Bin Ladens hoved
Terrorangrebene 11. september for fire år siden sætter en brat stopper for Gary C. Schroens forhåbninger om en snarlig rekreativ tilværelse.

I stedet bliver han i kraft af sin erfaring udnævnt ved præsidentielt dekret til at samle seks håndgangne mænd til en specialindsats i det Talebanstyrede Afghanistan.

Opgaven er såre simpel (på papiret):

Tag kontakt til afghanske militsgrupper, der vil medvirke til at vælte det siddende styre og dermed berøve al-Qaeda praktisk støtte og rygdækning.

And oh ... one more thing, lyder det på falderebet fra Schroens nærmeste overordnede: »Fang Bin Laden, dræb ham, og kom tilbage med hans hoved i en køleboks!«.

Vanskelig opgave
Hvis hævngerrigheden ulmer ved afrejsen, får den straks en anden karakter ved ankomsten til Talebanernes krigshærgede og vindblæste månelandskab. Afghanistan i oktober er ingen spøg, og forfatterens intense beskrivelser efterlader et indtryk af, hvor vanskeligt det er at planlægge og udføre en sådan operation.

Vi får - apropos Hollywood - alt det, som aldrig kommer med på lærredet. Diarre, hjemve, elendig mad, dårlig hygiejne, udueligt materiel, grundstødte planer, vrangvillige lokale og et hjemligt bureaukrati, der på tusinde kilometers afstand ikke forstår betingelserne for indsatsen i marken.

Bevæbnet med elektronisk udstyr, automatvåben og tre millioner dollar til at smøre de stedlige krigsherrer arbejder Schroen og hans gruppe på at skaffe de nødvendige kontakter.

Men at det ikke er helt så ligetil, som skrivebordsstrategerne i Washington havde forestillet sig, fremgår med al tydelighed. Nemmere bliver det ikke af, at ethvert træk på brættet frem mod fjernelsen af Taleban skal tænkes ind i en kompliceret international sammenhæng.

Hvordan Afghanistan skal styres og af hvem, samt hvilke udenlandske kræfter - amerikanere, pakistanere, iranere - der vil få mest indflydelse på et post-Taleban-styre er nogle af de spørgsmål, Schroen må forholde sig til i Panshirdalen, samtidig med at han plejer sin skrøbelige tarmflora og spejder efter skydelystne talebanere.

Bushregeringens fadæse
Det lykkedes som bekendt ikke at vende tilbage med terrorprofeten bin Ladens afhuggede hoved, og Schroen gør i det hele taget ikke meget ud af den del af sin opgave, men han tager rigelig revanche med sine nøgterne beskrivelser af, hvordan 'the war on terror' tager sig ud i den virkelige virkelighed.

I et kritisk efterskrift peger Schroen på, at invasionen af Irak efter hans opfattelse var en fejl, fordi den amerikanske interesse for udviklingen i Afghanistan dermed svandt kraftigt ind.

Schroen er ikke sen til at påpege, at det var en fadæse fra Bushregeringen, som han mener afgørende har svigtet det amerikanske folks interesse i at få elimineret de terrorister, der rystede deres land og nationale psyke. Fejlgrebet i Irak har kun forværret truslen, lyder den fældende dom.

Opgør med politikere og officerer
Nogenlunde samme konklusion når også oberstløjtnant Tim Collins frem til i sin bog 'Rules of Engagement'.

Collins er nordirer af fødsel, loyal mod den britiske trone, kamperfaren soldat med uddannelse fra det berømte militærakademi Sandhurst og det ikke mindre berømte elitekorps SAS og alligevel i momenter så svovlholdig i sin undsigelse af de politikere og stabsofficerer, der anså invasionen af Saddam Husseins Irak for at være rigtig, at man må gnide sig i øjnene.

Og så er Collins endda identisk med den selv samme medieombejlede 'ørkenhelt', der få dage før angrebet på Irak holdt en motiverende tale til sine tropper i The Royal Irish Regiment, som var i venteposition i Kuwait.

Entusiastisk og professionel
Talen, der i sit retoriske stemningsleje giver mindelser om Winston Churchill, nåede takket være en kvindelig journalist til omverdenens kendskab, og sætninger som »We are going to Iraq to liberate and not to conquer« og »Iraq is steeped in history; it is the site of the Garden of Eden, of the Great Flood and the birthplace of Abraham. Tread lightly there« vakte begejstring hos både præsident George Bush og prins Charles.

Collins gjorde, hvad han skulle gøre, og med entusiasme og professionalisme. Ingen soldater fra hans bataljon blev dræbt trods svære ildkampe med irakiske styrker i det sydlige Irak, og den ene by efter den anden blev befriet.

Glæden var stor blandt irakerne, og Collins og hans mænd blev hyldet behørigt.

I løbet af de knap to måneder, Collins tilbragte i Irak, var der kun få angreb på udenlandske styrker, og trods antydningen af indre religiøse og etniske modsætninger i den irakiske befolkning var der en vis optimisme for fremtiden, vurderer Collins.

Muskelsvulmende show
Men at der er gået en mørk sky for solen, og at de relativt fredelige områder, han oplevede i Irak, nu er plaget af daglige terrorhandlinger og høj kriminalitet, overrasker ikke ham dog ikke.

Hvorfor? Fordi amerikanerne fik lov at køre 'the show' på d