Der er flere særdeles gode grunde til at udgive en bog om maleren Christen Købke, for ikke nok med, at han var en del af den danske guldalder, han portrætterede oven i købet sine kunstnerkolleger, hvilket gør ham til et oplagt udgangspunkt for en fortælling fra første halvdel af 1800-tallet. Motiver fra nærmiljøet Købkes professor på Kunstakademiet var Eckersberg, men hvor læremesteren søgte ud, navnlig til Rom, fandt Købke uden besvær sine motiver i sit nærmeste nærmiljø: Kastellet og Sortedams Sø skildres med stor inderlighed og så naturligt, at man næsten glemmer, hvor perfekt malerierne er komponeret. Det minder Mikael Wivel så heldigvis læseren om, ikke mindst i fine gennemgange af udvalgte malerier, både bybilleder og de fintfølte portrætter af Købkes kolleger og venner, der giver et smukt indblik i den enkeltes psykologi og væsen, fra den ængstelige Lauritz Lyngbye til den dominerende og selvsikre Wilhelm Marstrand. Anekdoter på mode Wivel følger også tilblivelsen af Købkes kendte maleri 'Udsigt fra Dosseringen mod Nørrebro' sidst i 1830'erne fra skitse til færdigt maleri og peger ærligt på de brist, der findes i det færdige værk, der fremstår noget mere stift end det første udkast. Her spiller vores egen tids kunstsyn ind, for vi er blevet vant til det spontane, det umiddelbare, mens man i begyndelsen af 1800-tallet var mere forfalden til den anekdotiske skildring, der sandsynligvis er baggrunden for, at Købke tilføjede et par veninder og ikke mindst et noget besynderligt dannebrogsflag i sit endelige maleri. Ubesvarede spørgsmål På den måde kommer Mikael Wivel godt rundt i stoffet, men der er også steder i bogen, hvor det lykkes mindre godt. Det kan for eksempel godt undre, at en bog om Købke lægger ud med en rimelig grundig introduktion til Eckersberg. Mest markant er dog problemet med at kombinere forfatterens store viden om Købke med formatet: en lille og letlæselig bog om kunstneren. På den ene side savner man flere steder belæg for Wivels påstande (noget der kunne være klaret med en fodnote), mens man på den anden side ikke får helt nok at vide om Købke som person. Det er ganske vist ikke klassisk kunsthistorie, men ved ikke at fortælle, hvordan det gik til, at Købke kun blev 38 år, og blot i forbifarten nævne, at hans portræt af Wilhelm Bendz er malet, kort før »Bendz drog af sted på den rejse til Italien, hvorfra han aldrig skulle vende levende tilbage«, forudsætter teksten, at man kender historien i forvejen. Og meningen med bogen er vel netop det modsatte: at give læseren en introduktion til en kunstner, som man måske ikke ved alt om i forvejen.