Ingen kender dagen, før solen går ned, og det er selvsagt alt for tidligt at vurdere visdommen i USA's invasion og efterfølgende besættelse af Irak. Det forholdsvis vellykkede valg og de demokratiske chokbølger, det har sendt gennem Mellemøsten, har atter fået de neokonservative krigstilhængere til at vejre morgenluft for deres teorier om, at vestligt demokrati kan eksporteres med militær magt. Krigsmodstanderne er stadig skeptiske og peger på de mange opløsningstendenser, der side og side med de positive tegn dagligt kan observeres i Irak. Amerikansk og international politik Uanset hvor man står i den principielle debat om Irakkrigen, er de fleste dog enige om, at USA har begået en del fodfejl i besættelsen. Supermagten undervurderede, hvor mange soldater der skulle til at kontrollere landet, efter at regimet var knust; man sikrede Saddams våbenlagre for sent, opløste de irakiske sikkerhedsstyrker og skabte derved masser af potentielle terrorister, og endelig udliciterede man for mange dele af besættelsen til private firmaer. Og det er just dette sidste uheldige aspekt af Irak-sagaen, som Pratap Chatterjee, redaktør ved den amerikanske organisation Corpwatch, dykker ualmindeligt grundigt ned i i sin lille bog 'Iraq Inc. - A Profitable Occupation', der varmt kan anbefales til enhver, der interesserer sig for Irak eller blot moderne amerikansk - og dermed international - politik. En beskeden profitmargin Chatterjee er ikke nogen voldsomt spændende skribent, men han er en grundig mand, og i sin lille bog samler han på meget systematisk vis en imponerende mængde informationer om, hvordan private firmaer - primært amerikanske - har tjent styrtende på besættelsen. Hovedskurken er ikke overraskende Halliburton, og selv om mange af skandalerne for længst har været beskrevet i pressen, giver Chatterjee det mest komplette billede af problemets omfang, jeg endnu er stødt på. 'Cost plus' hedder den bizarre kontrakttype, Halliburton - og mange mindre selskaber - har indgået med Pentagon. Ideen er, at Pentagon betaler Halliburton, hvad det koster selskabet at levere en given ydelse plus en profit på én procent. En beskeden profitmargin, bevares, men til gengæld garanteret af den amerikanske stat. Kontrakt på 10 minutter Med denne ordning har man dermed reelt skabt et system, hvor Halliburton tjener flere penge, jo mere det koster selskabet at levere ydelserne. Som Chatterjee skriver, ikke ligefrem noget, som opfordrer selskabet til at holde igen med udgifterne, hvad det da heller ikke gør. Benzinen, som Halliburton leverer til de amerikanske styrker, koster således næsten 300 pct. mere end fra den lokale leverandør, og tror man, det er prisen for at få orden i sagerne, tager man grumme fejl. I sin første afregning med Pentagon er der en uregelmæssighed på 700 millioner dollar til fordel for Halliburton, og hele processen er mildt sagt ikke beroligende. En kontrakt på 587 millioner dollar indgås ifølge Chatterjee med Halliburton på mindre end 10 minutter på grundlag af sølle seks siders dokumentation. Var det så bare nepotisme Og sådan går det derudad. Bechtel, et Californisk selskab med ansvar for genopbygning af Iraks elektricitets-, vand- og skolesystem, har ikke fået nogen af delene på fode her næsten to år efter krigen, men kan til gengæld være glad for, at firmaets overskud slår nye rekorder, og at kontrakterne takket være tætte forbindelser til Bush & Co. bliver ved med at komme i en lind strøm. Var det så endda bare nepotisme, der plagede genopbygningen af Irak. Men visse beslutninger, Chatterjee beretter om, er direkte bizarre, allermest måske kontrakten med det stort set ukendte firma Research Triangle Institute International fra North Carolina, som fik ansvaret for udviklingen af lokaldemokratiet i Irak. Solid og sober journalistik Bag selskabet gemmer sig en sælsom cocktail af en mormonsk præst fra Utah, en kommunaldirektør fra Houston og en professor i antropologi fra New York, der, som Chatterjee udtrykker det, »blev udsendt til det store eksperiment i Irak«, hvor de med sikker hånd opløste de improviserede og nogenlunde velfungerende lokalråd, der var oprettet efter krigen, og erstattede dem af udpegede råd uden lokal legitimitet. For ulejligheden bonede de det første år USA - eller rettere Irak, eftersom pengene for størstedelens vedkommende kommer fra landets olieindtægter - for den nette sum af 156 millioner dollar eller en lille milliard kroner. Mindre end 10 procent af pengene blev brugt i Irak. Med venner som disse, fristes man til at sige. Chatterjee har i al fald begået et stykke uhyre solid og sober journalistik.