Der var engang, da retspolitik var andet og mere end ustandselige skærpelser af alverdens strafferammer. Egentlig er det blot en 12-15 år siden, at ord som afkriminalisering og resocialisering gik af mode. Når det alligevel virker, som om det var en evighed siden, kan det være en god ide at genopfriske historien. Det er der mulighed for i Christian Borchs bog 'Kriminalitet og magt'. Den gennemgår samfundets skiftende opfattelse af kriminalitet i løbet af det 20. århundrede. Tilgængelig for større læserskare Men lad det være sagt med det samme: Det er en forbasket tung sag at tygge sig igennem - også unødigt vanskelig. Bogen er en bearbejdning af en ph.d.-afhandling, som cand.scient.pol. Christian Borch har forsvaret på Københavns Universitets juridiske fakultet. Han skriver i forordet, at han har villet gøre værket tilgængelig for en større læserskare. Det er kun lykkedes med begrænset held. Teorier om magtudøvelse Sproget er opstyltet og kunstigt. Forfatteren strør om sig med en drabelig mængde fremmedord. Men det danske sprog kniber det med. Hans sætninger er indviklede, og han skriver næsten konsekvent i passiv form. Samtidig bevæger han sig på et højt abstraktionsniveau. Det, der gør bogen lige så svær som en lærebog, er ikke den historiske beskrivelse, men udredningerne om de teorier om magtudøvelsen, som er forfatterens egentlige budskab. Kriminalitet en del af samfundet Fremstillingen af det historiske forløb giver indblik i, hvordan samfundet har skiftet syn på, hvorfor de kriminelle overtræder loven. Det er en beretning om, hvordan samfundet først byggede straffesystemet på en opfattelse af, at kriminalitet var et udslag af forbrydernes frie vilje, der skulle knækkes. Siden gik straffeteoretikerne i den modsatte grøft og udlagde kriminalitet som et resultat af sygdom og degenerering. Det bragte racehygiejnen i spil og gjorde det legitimt at tale om at holde samfundet fri for de individer, der blev udråbt som skadelige. Bogen følger tiden op til vore dage, da det er god latin at betragte kriminalitet som en normal del af samfundet. Det har sat gang i arbejdet på at forebygge lovovertrædelser med kriminalpræventive programmer, der rækker lige fra enkle råd om robuste låse i hoveddøren til vejledning i kriminalitetsforebyggende byplanlægning. Kritisk over for kriminalprævention Forfatteren tolker enhver form for kriminalprævention som magtudøvelse og argumenterer med, at al forebyggelse sigter på at regulere folks handlinger. Han medgiver, at han har svært ved at argumentere mod, at det er bedre at forebygge end at straffe kriminalitet. Alligevel er han stærkt kritisk - for ikke at sige afvisende - over for i hvert fald dele af kriminalpræventionen. Konklusion virker som kortslutning Han mener, at der ikke er nogen grænser for kriminalpræventionen, og at den sigter på at regulere alle livsforhold for borgerne. Det fører ham frem til bogens bærende følgeslutning om, at kriminalprævention udgør en »tendentiel totalitær bestræbelse«. Den vidtgående konklusion virker nu nærmere som en kortslutning forårsaget af for heftigt skoleridt på magtteorierne. Det er vel dristigt at koble det forebyggende arbejde sammen med ideologien bag totalitære samfund, hvor alle skal underkaste sig én og samme ideologi, og hvor politisystemet er baseret på fysisk og psykisk terror.