Der er ikke grænser for det, der gør Skagen til noget særligt. Altså om sommeren. Skagen er sagen, når man ikke kan komme længere nordpå i Danmark. Der, hvor de 'tvende have' Skagerrak og Kattegat mødes og får hovedlandet til at spidse til, ligger dette fjerne sted med de mange myter og frasagn, som tilvænnede iblandt os ikke kan få serveret ofte nok. Nutidig fortid Som en geografisk magnet trækker det hvert år turister til i tusindvis, så der dårligt nok er plads til bare halvdelen af dem på byens smalle hovedgade. De kommer ikke bare på grund af sandet, vandet, luften, lyset og solen (som næsten altid skinner ...), men også på grund af Skagens særlige historie. Læs: forhistorie. For her mellem husene og klitterne er fortiden, som vi har set den igen og igen i skagensmalernes populære malerier, nærmest alt for nutidig. Fortrolige venner Man kan selv gå ind på Skagens Museum og se efter og møde det andet Skagen, et bedre, om man vil, som den farende skjald Holger Drachmann digtede om, og P.S. Krøyer, Michael Ancher, Anna Ancher og snesevis af andre kunstnere malede så smukt og medfølt, at fejringen af det gamle Skagen for længst er blevet en moderne kulturindustri. Vi kender snart disse 1800-tals kunstnere bedre end dem fra vores egen tid, og deres billeder er blevet som gode og fortrolige venner, vi kunne finde på at klæbe ind i vore familiealbums. Selv om vi ikke som tidløse gespenster kan vandre gennem lærredet og f.eks. tage del i fiskernes heroiske kamp med havet eller kunstnernes glade fester med champagne, så tror vi helst på, at det var nøjagtigt sådan, det var. Sådan som kunstnerne malede det. For de var jo med hele vejen, ikke ... Modigt opgør med myter Det lyder alt sammen for godt til at være helt sandt, og det har Mette Bøgh Jensen sat sig for at vise. Hun er museumsinspektør ved Skagens Museum, og hun har skrevet en kildekritisk og revisionistisk bog om et af de mest elskede og privatmytologiserede områder i den danske kunsthistorie. Det er en modig bog, der vil gøre hende respekteret blandt mange fagfæller. Men det er ikke en bog, der vil gøre hende populær blandt travle turistførere, formidlere og andre lokale forførere. Og der skal nok også være en kunsthistoriker eller to, der vil mene, at hun i sin konsekvente og rigoristiske søgen efter sandheden, kun sandheden og ikke andet end sandheden kommer til at smide skagenskunsten med alle dens myter ud med det varme badevand. Kunsthistoriens mangler 'At male sit privatliv - skagensmalernes selviscenesættelse' - er et speciale, som Mette Bøgh Jensen er gået videre med og har udvidet, takket være et forskningsstipendium fra Novo Nordisk Fonden. I overensstemmelse med den nye kritiske kunsthistorie, som med en særlig indædthed hellere kaster sig over den ældre kunsthistories mangler end over billedkunstens dyder, indleder hun bogen med at demonstrere, i hvor høj grad den eksisterende litteratur om skagensmalerne altid har været en konstruktion og et stykke afskrift, hvorved så godt som hver ny titel om emnet har lagt sig i slipstrømmen på alle de forrige. Subjektive sandheder Som kildemateriale er det meste af det, som bøgerne bygger på, præget af de mange år, der nåede at gå, før vidnerne fik lov at afgive deres vidneudsagn. Hvad der gik tabt i tidens løb, ved vi naturligvis ikke. Vi ved kun, at det, som blev bevaret og overleveret, ikke kan være hele sandheden. Kun enkelte menneskers udgave af den. Den er så til gengæld blevet gentaget mange gange. Den første forfatter, der i umiddelbart før Første Verdenskrig nedskrev historien om Skagen og skagensmalerne, var Alba Schwartz. Hun var gift med Skagens borgmester og optræder bl.a. på Krøyers sankthansbillede. Hun var ingen kunsthistoriker, men et dannet og nysgerrigt menneske, der tilfældigvis befandt sig på det rigtige sted næsten på det rette tidspunkt. Problemet var, at hun ikke kun nedskrev sine egne indtryk og sine egne erindringer. For de første årtier af Skagens guldalder - fra 1870'erne og frem - kendte hun ikke af selvsyn. Her måtte hun støtte sig til den gamle maler Michael Anchers notesbøger og hukommelse. Personlige kunstneriske behov Da Michael Ancher på et tidspunkt ligefrem truede med at stemple hendes erindringer offentligt, hvis de ikke i højere grad stemte overens med hans egne, blev en bestemt opfattelse af historien - nemlig hans - opløftet til at være det basismateriale, som også følgende populære oversigtsværker skulle bygge på. Især Alba Schwartz' og skagensmaleren og kunsthistorikeren Karl Madsens bøger om skagensmalerne blev et kildemateriale af næsten evangelisk autoritet, og de mange anekdoter om kunstnernes liv og færden, som bøgerne rummer, blev det grundstof, som al populærvidenskabelig skagenslitteratur siden har næret sig ved. Selv om vi ikke får at vide, hvad det var, som gamle Ancher ønskede ændret, var han ingen skurk. Han ønskede bare at sætte sig selv i scene som den maler, der var lidt mere fortrolig med fiskerne end de andre malere. Sammen med sin kone Anna Ancher boede han deroppe hele året, i modsætning til f.eks. gæsten Krøyer, der ligesom mange senere rige turister benyttede Skagen som et sommerligt ferieparadis, hvor man ikke kun skulle arbejde, men også feste. Krøyer fik ikke fiskernes lopper med sig hjem, når han besøgte dem. Men det gjorde Michael Ancher. Til gengæld var de begge lige gode om at iscenesætte Skagen ud fra et personligt kunstnerisk behov. Krøyer interesserede sig for lyset i fiskernes ansigter og tøj, Ancher derimod for deres psykologiske profil og lighed med heltene i det store drama om livet og døden. Bevidst iscenesættelse Begrebet kunstnerkoloni blev heller ikke født med skagensmalerne. Det minder Mette Bøgh Jensen også om. Der findes andre kolonier i Europa, hvor kunstnere har fundet sammen i arbejde og fest. Og det var heller ikke unikt, at kunstnerne gerne optrådte i sådanne frokost- og havebilleder. For de var rene fællesskabskonstruktioner. Kunstnerne tog bare det moderne liv med sig ud i samfundets knap så moderne afkroge. De festede videre, men de festede ikke med fiskerne. De ville ikke integreres. De ønskede bare at fremtræde som usynlige øjenvidner til det, som de fik lyst til at male. Denne bevidste grad af iscenesættelse fra kunstnernes side er den røde tråd, som Bøgh Jensen gør nærmest ubehageligt synlig og siden følger gennem alle de maleriske motiver, som en mere naiv tid end vores har opfattet som ubesmykkede øjebliksskildringer. Det er de langtfra. Dyrkelsen af privatsfæren Hvis det drejer sig om den ultimative sandhed om disse kunstneres liv, bliver vi ikke så voldsomt klogere af at studere de billeder, som de malede af hinanden og af sig selv. Dertil er graden af iscenesættelse for stor. Men sandhed er, som bekendt, et relativt begreb. Selv såkaldt realisme handlede om at tilfredsstille visse billedmæssige krav til skønhed og dekorum. Det gør selv de fotografier, vi tager. Derimod er det rigtigt, at kunstnerne i deres værker af privatlivets intimitet vil give os en fornemmelse af, at vi er kommet tættere på dem og er blevet deltagere i deres personlige liv. Den intimitet, som vi kender fra malerierne, kender vi kun, fordi malerne valgte at male den. Gennem dyrkelsen af privatsfæren, ikke kun fiskernes, men også kunstnernes egen, har skagensmalerierne ført publikums opmærksomhed væk fra det rent kunstneriske. Lysets særlige velsignelser Mange ser på disse billeder, som de ser på fotografier i Billed-Bladet. De er nysgerrige. Motiverne lever ligefrem af nysgerrighedens evne til at danne flere myter, både om personerne på stedet og stedet selv. Kunstnerkolonier har altid været fascinerende, fordi de betegnede et opgør med tidens borgerlige livsformer. Det er også en kolporteret myte, at malerne kom til Skagen kun på grund af det særlige lys. Vi ved, at de kom på grund af de gode og billige modeller og på grund af det forventede samvær med andre frigjorte kunstnere. For det kan man læse om i brevene. Om lysets særlige velsignelser i Skagen ved vi med kildekritisk sikkerhed, at kunstnerne ikke eksplicit nævnte dem for hinanden, før de drog af sted. På den anden side eksisterede der vel også andre informationer og kontakter kunstnerne imellem end dem, der blev skrevet ned. Nådeløs kritik Mette Bøgh Jensen har haft mange hensigter med at skrive sin bog, og derfor rummer bogen også mange aspekter. Hun fortæller om malerierne som iscenesat scenografi, om traditionalismen og provinsialismen i den måde, hvorpå vi har defineret både skagensmalerne og kunstnerkolonien på Skagen, om anekdoter som et krisetegn og en del mere. Den ældre skagenslitteratur får disse nådeløse ord med på vejen: »Indimellem fungerer kunstværkerne som katalysatorer for forfatternes privatlivsberetninger ofte med det resultat, at billederne ikke sættes ind i en kunsthistorisk kontekst, teoretiseres eller analyseres nærmere, men i stedet bruges som illustrationer til den farverige beretning om skagensmalernes privatliv«. Turismens forklædninger Hendes væsentligste anke mod sine forgængere i den overbiograferede skagenslitteratur er den samme, som man med en vis ret kan rette mod hendes bog: nemlig at billederne rykker ud af fokus. Kritisk begavet, som hun er, vil hun gerne gennemskue motiverne hos de andre, både dem, der malede, og dem, der skrev om malerne. Men det ville have styrket bogen, hvis hun bare havde skrevet sin egen moderne kritiske version af skagensmalerne, deres værk og deres historie - og så udeladt alle de overvejelser og gentagelser, der passer bedst i en akademisk afhandling. Det glimrende afsnit om turismens forklædninger i Skagen, om det mondæne globetrotteri, haverne, lighederne med de franske impressionister etc., viser, at stofnød ikke har været årsagen til, at der først skulle holdes metodisk rettergang over den ældre litteratur, et afsnit, som ikke vil interessere så mange andre end kunsthistorikere - og antikvarboghandlere. Overflod af biografiske anekdoter Men naturligvis er det rigtigt nok. Mange monografier sætter i alt for høj grad lighedstegn mellem liv og værk og får værkets kunstneriske suverænitet til at kollapse under det biografiske materiales overvægt. Men halvfems procent af alle bøger om skagensmalerne er primært skrevet for det publikum, der hellere ser deres læsning krydret med en biografisk anekdote end en kunsthistorisk fodnote. Ligesom Skagen er et feriested, er meget af den litteratur, der handler om Skagen og dets kunstnere, også ferielæsning. Man kan tage den med ud i klitterne. Underholdning forbudt Det er ikke enhver formidlers pligt at sætte kunstværker ind i et teoretisk og analytisk perspektiv. Det er faktisk en menneskeret at lade være. Når man skriver et universitetsspeciale, skal man ikke underholde. Så har man værsgo at mobilisere det akademiske analyseapparat og demonstrere, at man kender hele den teoretiske diskurs etc. Og det kan i den grad mærkes på denne bog om skagensmalernes selviscenesættelse, at den er vokset ud af en magisterkonferens - men vel at mærke en rigtig god konferens. I øvrigt mener jeg ikke, at anekdoter er det værste, man har. F.eks. kendte jeg ikke den om Michael Ancher og lopperne.