Eneste anke mod Jostein Gripsruds bog 'Mediekultur, mediesamfund' er, at den skulle være udkommet for længe siden. For søren, hvor ville jeg gerne have haft den med som kompas, da jeg som universitetsstuderende for mange år siden begav mig ud på det oprørte mediehav og forsøgte at få overblik over det enorme forskningsområde. Hverdagslig virkelighed Bogen er en gennemgang af det overvældende og konstant flimrende område, medieforskningen er. Forfatteren formidler stoffet forbilledligt og formår at gøre komplekse tænkere tilgængelige ved hele tiden knytte dem til den medievirkelighed, vi alle dagligt omsluttes af. Overblik og indsigt Særligt velgørende er det, at han holder teorierne ud i strakt i arm - ikke mindst i afsnittet om mediernes påvirkning, hvor han minder om, at medieforskning ikke nødvendigvis skal bedrives som del af bekymringsindustrien. Velgørende, fordi det netop er den del af medieforskningen, vi hører mest om. Eller tag hans perle om medierne som identitetsskabere: »Vores identitet trues ikke af Se og Hør eller talkshow i radio og tv. Men den svækkes, hvis den slags er det eneste, vi bliver tilbudt«. Banalt måske - men en præcis formulering, som rummer det overblik og indsigt i emnet, som kendetegner bogen. Fornem formidling Opbygningen er logisk og starter lige på og hårdt med en dame på 90 år, som blev vred og bange, fordi hun troede, at der gennem tv'et kom fremmede mennesker ind i hendes stue. Herefter sættes medieudviklingen ind i større og større sammenhænge, ligesom forskningens forskellige analysemodeller præsenteres. Enkelte teoribeskrivelser i bogen er lovlig overfladiske, men det er svært at undgå i en indføringsbog. Det ændrer dog ikke ved, at bogen er så velskrevet og emnet så fornemt formidlet, at den kan anbefales til alle interesserede læsere. Og ikke kun mediestuderende i havsnød.