Lev stærkt, dø ung og bliv et smukt lig. Sådan går den på James Dean og sådan set også på Albert Camus, som i en alder af 46 og små tre år efter sin nobelpris kørte sig ihjel vinteren 1960. Næppe lagt i graven genopstod han som en klassiker og kanoniseret til en af Frankrigs og hele verdens smukt skrivende sønner. En af vore egne Mesterværket 'Den fremmede' fra 1942 læses den dag i dag i fransk i det danske gymnasium og såmænd nogle gange også i faget dansk som et tidstypisk og eksistentialistisk spejl af sin samtid. Albert Camus er da sådan set næsten blevet en af vore egne, står i samme reol som H.C. Branner og Tage Schou-Hansen. Svigter forfatteren Jørn Boisens grundige og saglige 'Albert Camus. En introduktion' accentuerer imidlertid en meget fransk forfatter, som både kulturelt og historisk er viklet ind i sit lands udviklinger. Vi får vitterlig meget at vide om den intellektuelle debat på venstre side af Seinen i almindelighed, mellem Camus og Sartre i særdeleshed. Men da hans bog også er en introduktion, en indbydelse til nye læsere, synes jeg, at han her og der svigter forfatteren til fordel for debattøren. Sex og skæbne Nuvel, der er lange gennemgange af værkerne, især 'Pesten' og 'Faldet'. Men Camus' litterære antræk, hans stils tilhørsforhold og hans sproglige nyhed med hensyn til modernitet forsvinder i de alenlange referater af bøgernes filosofiske indhold. Lidt underligt, da Boisen til sidst må tilstå, at Camus' filosofi er et eksistentialistisk studenterbrød bagt op med patetisk bragesnak, lyriske anfægtelser og en mytologiseret spejderdrengemoral om at tænde bål, selv om det styrtregner. Sartre sagde så rigtigt - og citatet er med i bogen - at 'Den fremmede' er 'Kafka skrevet af Hemingway'. Han kunne såmænd også have sagt James M. Cain, thi netop 'Postbudet ringer altid to gange' med sin soltørrede blanding af sex og skæbne lyser igennem Camus' debutroman. Fotografier af stålsatte Albert Camus med en stump Gauloise i munden, et arkaisk smil på læben og frakkekraven slået op viser da også en Humphrey Bogart fra Algeriet, damernes hårdkogte ven, den standhaftige moralist, som ved sin død ud over konen havde tre elskerinder plus det løse fra foredragsturneer i Europa og USA. Antikommunist og antikatolsk I det hele taget er Camus nok så meget inspireret af den moderne kultur uden for Frankrig end af den i selve hjemlandet. Her kunne bogen godt være lidt mere introducerende til det internationale kulturliv dengang i 40'erne og frem. At Camus' store kærlighed, skuespilleren Maria Casarès, var spansk flygtning fra borgerkrigen, som med sin fragile, intelligente og traurige skønhed, artikuleret stærkt med hendes gennembrud som den ulykkelige hustru i mesterfilmen 'Paradisets børn' bjergtog forfatteren for altid, mens hele Paris havde ondt af fru Camus. At Albert Camus aparte både var uromantisk, antikommunist og antikatolsk i et borgerligt miljø, hvor de - hvad enten du var katolik eller kommunist - gik i kirke og troede på den store kærlighed. Flanerende middelhavsmand Og til tider er bogen lidt for fransk. URSS hedder USSR på dansk, og hos os er en slem kommunist en bolsjevik og ikke en bolchevik. Men bogen skal roses, fordi den i skitser tegner et portræt af et stort menneske, som nok aldrig skulle være draget til Paris, storbyen, som nu og da bliver en forstad brolagt med politisk korrekthed af småtskårne individer og misundelige småborgere. Camus var nok mere en flanerende middelhavsmand end en fanatisk oprører. Boisen konkluderer præcist, at Camus aldrig fandt en velegnet genre før til sidst og ufuldendt, og så var det for sent. Bilen skred ud, og borte tog Albert for altid.