Der står mere om slaget ved Austerlitz i 1805 og tilbagetoget fra Dybbøl i 1864 end om nogen af August Bournonvilles balletter i den biografi, som Ditlev Tamm har skrevet i anledning af 200-året for balletmesterens fødsel. »En kunstner var i Bournonvilles univers også en borger. Samfundsborgeren Bournonville er hovedpersonen i denne biografi«, skriver forfatteren i sit forord, men hvem af de to er det mest spændende at få belyst, når det er de værker, koreografen efterlod sig, der gør, at vi fejrer ham med alle kongelige kræfter og international bevågenhed? Majestæten har også skrevet et forord, der lyser af forventning om netop at få beskrevet værket, balletterne: »De er blevet en nationalskat for os og kendes som noget særligt dansk overalt i verden, hvor de bringes frem ... Hans liv og værk og hans personlighed fortjener i høj grad, at vi beskæftiger os med ham«, skriver vor danseglade dronning. Så sandt, så sandt. Bournonville taler for sig selv Umiddelbart lød det spændende, at det var en velmeriteret historiker og ikke en danse-connaisseur, der skulle skrive den biografi, som kunne placere August Bournonville i vores kulturhistorie, hvor han på sit felt er jævnbyrdig med de bedste af guldalderens kunstnere og åndspersoner, over for nutiden. Han var en skabende kraft i den sammenhæng, der tæller Thorvaldsen, Kierkegaard, Købke, Hartmann og Andersen for bare at nævne nogle få. Der er et formidabelt kildemateriale, ikke mindst i Bournonvilles egne tre erindringsbind 'Mit Theaterliv', men også i hans talrige breve og skrifter om kunstens æstetik og tidens politiske og sociale forhold, der optog ham som den begavede medborger, han vitterlig var. Det er især erindringerne, Ditlev Tamm benytter sig af, så en meget stor del af bogen er citater af Bournonville. Det kan på grund af tidens stavemåde være lidt træg læsning, og man havde hellere haft lidt færre citater og lidt flere refleksioner over indholdet. Nu taler Bournonville meget for sig selv. I øvrigt foreligger 'Mit Theaterliv' i en udgave ved Niels Birger Wamberg fra 1979, hvor teksten er 'oversat' til nudansk retskrivning. Drikker hustruens skål Når det gælder borgeren i dansk og europæisk sammenhæng, er der en pointe i, at Ditlev Tamm kæder Bournonville og Napoleon sammen. Balletmesteren var nærmest endeløst begejstret for kejseren: »Jeg er født i det Aar, der skuede Austerlitz' Sol«, skrev han og angav hermed et pejlemærke for, om ikke sit liv, så sit virke. Bournonville var en klog strateg, også en despot, men han var mere dansk end fransk, selv om hans far var Napoleons landsmand. Der stak en hjertegribende patriot i ham, og derfor sved Dybbøl. Derfor bankede hans hjerte for et bedre samfund og en større kunst i Danmark, og han kæmpede for begge dele med et held, der ikke altid stod ham klart i øjeblikket. Som denne stridsmand fremstår Bournonville klart og detaljeret i denne biografi, og hans privatperson får flere facetter end i nogen tidligere fremstilling, dels gennem indblik i hans dybfølte kristentro og forholdet til hustruen, Helene, hvis skål han aldrig forsømmer at drikke, når han er ude i den store verden, mens hun går derhjemme og får enderne til at mødes i en stram økonomi. Nutidig som klassiker Vi får også at vide, at den gode bedsteborger kunne falde i grøften på dydens smalle vej, men et sidespring med følger synes han også at have håndteret med den fornuft, der gennemsyrer hans ellers iltre kunstnersind. Jo, man bliver klogere på Bournonville, men ikke rigtig klog. Og hvorfor ikke? Fordi der står for meget om den europæiske samtidshistorie, og mindre om opfattelsen af den ånd og slet ikke noget om den teknik og musik, der gav hans balletter adresse på evigheden. Hans kunstneriske idealer, Thorvaldsens gratie og Oehlenschlägers drama, Hartmann, Gade og Lumbyes toneverden. Det, der er - stilen. Den, vi stadigvæk opsøger og afsøger. Somme tider med tungen i kinden, fordi Bournonville var af en anden tid, men også nutidig som klassiker. Bogen er smukt udstyret, et pragtværk at se på.