Det begavede essay er en mangelvare. Ikke bare i Danmark, hvor man skal tænke endog meget længe for at komme på bare fem gode essayister, men også på internationalt plan. Ganske som det gælder gode billige madsteder, er det en kunst at finde frem til de perler, der rent faktisk findes, og undertegnede spidsede derfor ører, da The Economist for nylig roste den britiske journalist og essayist Samuel Brittan fra Financial Times som en af fagets ypperste og hans nye essaysamling som et lille mesterværk. Bogen blev efter nogen tøven - får man nu virkelig læst den? - bestilt, og med nogen forsinkelse kan jeg nu på enhver måde give anbefalingen videre. Brittan skriver ualmindelig elegant, med vid, viden og charme, og stort set hver eneste tekst i samlingen får én til at tænke nye tanker eller genoverveje sine positioner. Retoriske tricks Støtter af Danmarks arabiske initiativ vil blive provokeret af hans raseri over dem, der efter 11. september mente, at det nu gjaldt om ikke at forhaste sig og først fokusere på at finde og forstå årsagerne til terroristernes had til USA. Brittans svar er, at han personlig er meget tilfreds med, at Winston Churchill ikke skulle gennem lange udredninger om »årsagerne til den tysktalende verdens fjendtlighed over for Vesten«, før han kastede Storbritannien ud i Anden Verdenskrig. Et billigt retorisk trick? Måske. Men før man når at afvise Brittan som endnu en konservativ neocon, overraskes man et par sider længere henne af, at han ikke mener, det var det værd for Storbritannien at bekæmpe Tyskland under Første Verdenskrig. Livet under kejser Wilhelm ville ikke have været meget anderledes end under Lloyd George, skriver han, og forskellen var efter hans vurdering i hvert tilfælde ikke de mange millioner faldne værd. Konservativ, men ikke forstenet Og således går det derudad med refleksioner og betragtninger omkring næsten alt under solen. En stor del om de økonomiske emner, som er Brittans egentlige speciale, og også her udfordrer og overrasker han. For han er muligvis konservativ, men bestemt ikke forstenet, og hans påpegning af, at lighedstanken i den europæiske model har fokuseret alt for meget på folks indtægt og alt for lidt på deres overordnede velstand, slog undertegnede som indlysende rigtig. Forskellen på, hvor mange penge folk har, er langt større end forskellen på, hvad de tjener, og som Brittan påpeger, er det vanskeligt at forstå, at man ikke er gået meget videre med progressiv beskatning af arv end af indtægt. Herligt befriet for politisk korrekthed Hans støtte til Gordon Browns 'Baby Bonds', en slags statsindbetalt børneopsparing som mekanisme til at give alle borgere chancen for at kunne investere ud over i deres bolig og pension, var heller ikke uinteressant, og som han bemærker i hvert tilfælde en mere visionær og opfindsom måde at anvende privatiseringsgevinster på end den evindelige tanketomme fokus på nedbringelse af den nationale gæld. Fremragende er også Brittans refleksioner omkring religion, hvor han med afsæt i sin egen jødiske opvækst undrer sig over de mange sekulære europæere, der afviser religion med et skuldertræk og en bemærkning om, at det jo ville være skønt, om det var sandt, og hvis bare folk levede, som de prædikede. De fleste religioner, Brittan kender, ville være meget lidt vidunderlige, hvis de rent faktisk passede, og endnu værre ville det være, hvis flere levede strengt religiøst. Har man et åbent sind, vil man nyde Brittans tanker, der er herligt befriet for både politisk korrekthed og den skingre eller selvfede tone, mange feterede kommentatorer hurtigt tillægger sig.