Danmark er i ekstrem grad et land præget af konsensus. Trods al snak om afgrunde til forskel og det ene skæbnevalg efter det andet er uenigheden mellem de politiske partier på langt de fleste områder forsvindende lille. Vi er et lille land, hvor vi snakker os til rette og i øvrigt fra begyndelsen er enige om det meste. Denne tilgang til tilværelsen og dens uforudsigelige luner kan bestemt have sine fordele, men at det ikke er basis for en sindsopvækkende debatkultur, skal man ikke hedde Georg Gearløs eller Lille Hjælper for at erkende. Provokation Alene derfor er der noget ualmindeligt forfriskende over Christopher Arzrouni og hans nye bog 'Helt uforsvarligt', hvor han sætter spørgsmålstegn ved nogle af de allermest indgroede selvfølgelige meninger i dagens Danmark. At det er noget snavs at købe menneskelige organer fra fattige folk i ulandene. At rugemødre er noget svineri. At alfonser og billethajer udgør bunden af den menneskelige race. At elefanter og deres tænder skal beskyttes, og at det slet ikke nytter at eksportere vores affald til den tredje verden. Og så videre og så videre går det derudad med provokerende meninger, alt sammen bygget efter samme simple skabelon, som Arzrouni på ærlig vis selv redegør for i forordet. Almindelig uforsvarlighed Først kommer den selvindlysende almindelige mening om sagen, for eksempel, at passiv rygning er et problem, som myndighederne må gribe ind overfor. Derefter spørgsmålet, om det nu også virkelig er så indlysende endda. Så følger analysen, der altid baserer sig på de frie markedskræfter i højeste potens, og så kommer endelig svaret, der hver gang er, at det netop er den almindelige mening - at passiv rygning er noget, myndighederne skal blande sig i - der er 'helt uforsvarligt'. Caffelatte-segmentet Stor kunst er det ikke, men som klummeskrivningsgimmick - de fleste essays i bogen stammer oprindeligt fra Arzrounis klumme i Weekendavisen - er det ganske effektivt og fungerer glimrende efter hensigten, nemlig at få læserne til at tænke en ekstra gang over nogle af de ting, der anses for selvindlysende. Enig med det hele behøver man bestemt ikke være - det er Arzrouni måske ikke engang selv, når han tænker efter - men velskrevet og interessant er det. Leder man efter en gave til et medlem af den kreative klasse eller caffelatte-segmentet er Arzrouni et godt bud. Så har man da i det mindste noget at tale om, mens man nipper til den næste kop Havelaar-kaffe med økologisk rørsukker og varm mælk fra Grambogaard.