Det er interessant at være historiker i disse dage. På den ene side er man glad for at opleve den enorme videbegærlighed hos det brede publikum. På den anden side tenderer debatten mod at skabe uproduktive modsætninger, så man enten rubriceres som værende kynisk for samarbejdspolitikken inklusive industrielle bidrag til den tyske krigsindustri med brug af slavearbejdere samt klapjagt på sabotører og/eller kommunister, eller også er man heroisk per stedfortræder og nedkalder gerne bål og brand over vore forfædre for at kunne stå moralsk uplettet 60 år senere. Detektivarbejde Desværre bidrager Vilhjálmur Örn Vilhjálmssons bog til denne grøftegravning ved en temmelig enøjet kritik af samarbejdspolitikken, der ses som roden til alt ondt i de fem forbandede år. Vilhjálmsson kalder samarbejdspolitikken for kollaboration, der klinger af landsforræderi, for at kunne rette sin brod mod myndighederne generelt. Vilhjálmsson skal ikke desto mindre have stor tak for at have gravet de jødiske flygtningeskæbner frem. Gennem et detektivarbejde er det lykkedes ham at give nuancerede portrætter af de jødiske emigranter, der ellers optræder som anonyme aktstykker hos de danske flygtningemyndigheder. Bidt til døde af hunde Vilhjálmsson dokumenterer, at 21 statsløse jøder, heraf tre børn, i den første del af besættelsen blev udvist af de danske myndigheder og omkom i det tyske udryddelsessystem. Vilhjálmssons forskning føjer sig til tendensen til at skrive historie i øjenhøjde, hvor det ikke så meget er de overordnede politiske magtkampe, men mere de konkrete menneskeskæbner, som toner frem. Som nu ægteparret Ruth Fanni og skrædderen Schulim Niedrig, der skriver kærestebreve til hinanden fra celler i Vestre fængsel, og hvor Ruth Fanni naivt sender et bønskrift til Christian X, som kongen dog aldrig fik at se: »Undskyld mig venligst at jeg vover at skrive til Dem. Jeg ved imidlertid desværre hverken anden udvej eller råd. Jeg er 18 et halvt år gammel og har været gift siden 38. Min mand fylder 29 i september. Vi er begge to jødiske og af den grund flygtet fra Tyskland til Danmark for 9 uger siden«. »Vi håbede her på hjælp i vore trængsler. Har imidlertid indtil nu desværre været spærret inde...«. Der var ikke megen hjælp at hente hos de danske myndigheder, og i 1942 blev Ruth Fanni bidt til døde af SS-soldaters vagthunde i Auschwitz. Uddeler kollektiv skyld Vilhjálmsson konstaterer med rette, at de danske myndigheder forvaltede en lovgivning »så nøjeregnende og formelt, at der til tider end ikke blev levnet plads for en smule forståelse«. Her er forfatteren på sikker grund, men det er ikke nok for ham. Han skal også dæmonisere sine datidige modstandere og uddele kollektiv skyld i en sådan grad, at han konstaterer, at jøderne blev »udvist fordi de var jøder, og fordi der var en antisemitisk stemning i dele af samfundet«, hvilket forekommer at være noget af en generalisering. I en del tilfælde synes myndighederne primært at være interesseret i at slippe af med så mange emigranter som muligt, f.eks. blandt polakker og tjekker. Det var kynisk, men skete ikke nødvendigvis på grund af en indgroet antisemitisme. Der er ingen grund til at sætte trumf på. Historien er grum nok i sig selv. Talforvirring For Vilhjálmsson, som for statsministeren, er det hele samarbejdspolitikken, der nu skal torpederes af oplysningerne om den barbariske behandling af de statsløse jøder. Men er det en fair konsekvens at drage? Gik det jøderne bedre i de lande, hvor man valgte konfrontation med besættelsesmagten? Tværtimod, tænk bare på Frankrig, hvor forfatteren selv sætter antallet af Vichy-regeringens deporterede jøder til dødslejrene til 320.000, hvilket dog rettelig er ca. 73.000 fra det franske territorium som helhed. Vilhjálmsson forveksler det totale antal jøder i Frankrig med antallet af deporterede. I Holland blev jøderne registreret, deres ejendom blev konfiskeret, de blev tvunget til at bære 'jødestjerne' og sendt på tvangsarbejde. Omkring 107.000 hollandske jøder deporteredes, hvoraf næsten alle døde i Auschwitz, Sobibor og Bergen-Belsen. Vendte det blinde øje til Skønt det ikke var forhandlingspolitikkens primære rationale at redde de danske jøder, blev konsekvensen, at tyskerne var tilbageholdende med at internere og videreekspedere de danske jøder til koncentrationslejrene. I samarbejde med den tyske gesandt von Renthe Fink og senere Werner Best lykkedes det langt ind i besættelsen at friholde Danmark fra racediskriminerende love og registrering af jøder. Og da tyskerne endelig deklamerede Endlösung i Danmark, vendte de, bl.a. af hensyn til et godt forhandlingsklima med danskerne, det blinde øje til, så over 7.000 jøder kunne reddes til Sverige, og 'kun' 481 blev fanget, og 100 mistede livet. Uafrystelige historier Forfatterens negative erfaringer med statsadvokatens arkiver, der forsvandt efter krigen, og nutidens vrangvillige danske arkivmyndigheder har tydeligvis bidraget til, at han ender i en konspirationsteori. Efterkrigstidens politikere dannede et broderskab med det formål at hindre sandheden, for det er »mere end usandsynligt, at man i efterkrigstidens regeringer ikke har kendt til disse forbrydelser«. Man nedgjorde »den lille, men vigtige modstand, der var, for at glorificere samarbejdspolitikken«. Og endelig sørgede man for, at »historien blev skrevet efter en bestemt formel af historikerne, der stort set havde monopol på adgangen til kildematerialet«. De danske samtidshistorikere er altså i de forræderiske politikeres sold med det formål at holde sanddru udenlandske historikere, som Vilhjálmsson selv, ude. Heldigvis lykkes det ikke at drukne bogens vigtige budskab og nuancerede fortællinger på trods af forfatterens hang til moraliseren, polemik og følelse af at være forfulgt. Bogen kan og bør absolut læses for sine uafrystelige historier om de eksistentielle valg, myndighedspersoner faktisk havde under forhandlingspolitikken.