Frygten for den og det fremmede er langtfra et kulturelt smertepunkt af nyere oprindelse: Tænk blot på de oldgræske heltekvad og på deres skiftevis forskrækkede og lattervækkende skildringer af periferiens vilde og lovløse barbarer. Identitetsmanøvre Forestillingen om 'de andre' lader til at være et effektivt socialt kit, og både for den enkelte og for samfundet er det tilsyneladende nødvendigt at definere sig i forhold til - og på trods af - nogen. At udgrænse indre og ydre fremmede er således en velkendt politisk og psykologisk identitetsmanøvre, og forskellige systemer og tidsaldre har haft (og har) deres karakteristiske repertoire af barbarer, kannibaler og vilde. Litteraturens ansvar Antologien 'Europas andre' handler om xenofobien i europæisk kultur, og de 24 universitære skribenter leverer en række interessante punktnedslag i to årtusinders litterære og kunstneriske fremmedhåndtering - fra Homers 'Odysseen' til Oehlenschlägers romantiske orientalisme, fra Cervantes 'Don Quixote' til Jens Haanings politiserende kunstprojekter. Især litteraturen sættes kyndigt under lup: Skønlitterære forfattere kan som bekendt ikke anses for neutrale samtidsskildrere, men er i høj grad med til at producere, karikere, forstørre, nedtone og problematisere. I litteraturen får fremmedheden sprog og gestalt, hvad enten det sker opbyggeligt eller som skræmmekampagne, med rejste parader eller i anfald af grådkvalt udve. Fremmede for os selv Bogens indholdsspektrum er betragteligt, men det står hurtigt klart, at kulturens omgang med de fremmede i høj grad hviler på et både besværligt og befrugtende paradoks: Det utæmmede og anderledes betragtes med samtidig (eller skiftevis) frygt og fascination, og i verdenslitteraturen opspores denne ambivalens med lethed - undertiden endog som en tematisk motor hos den enkelte forfatter. Dette synes f.eks. at være tilfældet hos den britiske 1700-talsskribent Henry Fielding, hvis roman 'Tom Jones' ifølge Jesper Gulddal kan læses som et forsøg på at neutralisere det xenofobe med det xenofile - at give uordnen et vist spillerum og udforme en praktisk etik for omgangen med tiggere, vagabonder, gøglere og rejsende. En lignende bestræbelse finder Lilian Munk Rösing i sine læsninger af blandt andet Imre Kertész, men her funderer etikken sig på en besnærende parallelforskydning: Til syvende og sidst er vi altid mere fremmede for os selv end for de andre, og først i mødet med den andens særhed indser vi for alvor vores egen. Eller som kapiteloverskriften rammende formulerer det: »Inderst inde er vi alle langt ude«. Den ydre svinehund De fremmede er på skift tillokkende og dødsensfarlige, men som antydet er det på ingen måde forudsigeligt, hvem 'de andre' egentlig er: I malerkunstens primitivisme er det geografiske perspektiv således vendt på hovedet, og det er nu - viser Mikkel Bogh - den materialistiske bybo, som dæmoniseres, mens det eksotiske og oprindelige idealiseres og tillægges helende kvaliteter. Pointen ligger ligefor: I opgøret med én type fremmedfrygt konstrueres en anden, og i Frederik Stjernfelts portræt af 'Den ydre svinehund' betragtes xenofobien som en slags 'arvesynd', der næppe kan udryddes, men så meget desto mere bør inddæmmes, problematiseres og holdes i skak. Tankevækkende udflugt Og derved er vi nået frem til vores egen senmoderne epoke og strejfer endog den grasserende danske indvandrerdebat, som viser sig at have interessante fællestræk med tidligere tiders nationale og sociale identitetsprojekter. Det handler om konstruktionen af 'danskhed' i mindst lige så høj grad som om tvangsægteskaber og fanatisk islamisme, og også i dag er kunstnere og intellektuelle storproducenter af både indsigt og blindhed, fordom og nødvendig opposition. 'Vi' og 'de' er et dynamisk og betydningsspruttende makkerpar, hvis vej gennem historien er en tankevækkende udflugt. Det bekræfter 'Europas andre' på stimulerende vis.