Det er resultatet af tyve års frugtsommeligt arbejde med Strindbergs selvbiografiske værk, der på fredag gør lektor Per Stounbjerg til doktor ved Aarhus Universitet, hvis ellers han kan svare for sig på opponenternes inkvisitoriske spørgsmål. Det kan han nok - de, som har oplevet Stounbjerg performe Strindberg live, vil vide, at hans dybt engagerede show ikke sådan lige lader sig stoppe. Akademisk lingo Helt så sjovt har jeg ikke haft det, mens jeg har læst den tilhørende afhandling, 'Uro og urenhed. Studier i Strindbergs selvbiografiske prosa'. Det skyldes ganske enkelt, at den er affattet i et akademisk lingo med yndlingsord som 'permeabel' - gennemtrængelig, der for uabstrakte læsere lyder som tungetale. Man kunne derfor ønske sig en læse-let-udgave af Stounbjergs øjenåbnende undersøgelse af de tekster, Strindberg selv klassificerede som selvbiografiske og foreslog udgivet i ét bind efter sin død. Her taler vi om hovedværker som 'Tjänstekvinnans son', 'En dåres försvarstal' og 'Inferno'. Tvivlens drivkraft »Jag handlar improviserat: livet bliver lustigare på det viset!«, skriver Strindberg overstadigt selvbevidst i romanen 'Inferno' (1897). Den danske symbolist Johannes Jørgensen har i et essay ramt denne egenskab rent på kornet: »Han viser sig i sine Bøger uafbrudt staaende paa nye Standpunkter, der oftest er de umiddelbart foregaaende stik modsatte. Han er i stadig Virksomhed med at omhugge de Gudebilleder, han selv kort i Forvejen har rejst«. Og det er vel i bund og grund det, Per Stounbjerg er ude efter: at vise, hvordan rystelsen, normbruddet og tvivlen er selve motoren i Strindbergs værk. En stadig uro, som gør, at han i værk efter værk skriver sit liv om - der var ikke nogen, der skulle tro, at de kunne fiksere og beskrive ham! Ingen biografisme Det er ikke Stounbjergs ærinde at ransage Strindbergs psyke (det gjorde Gunnar Brandell allerede i 1950 i 'Strindbergs Infernokris'), men derimod hans tekster: »Denne afhandling fokuserer ikke på årsager, men på effekter«, fastslås det. Det betyder f.eks., at Stounbjerg ikke interesserer sig for, hvorvidt Strindberg var gal eller ej under den eksistentielle krise, der munder ud i romanen 'Inferno'. Sygdomstilfældet Strindberg er blevet vist ud - som han groft sagt har været det fra forskningen, siden Michael Robinson i 1986 udgav milepælen 'Strindberg and Autobiography'. Til gengæld er teksten blevet gal, og Stounbjerg søger at gøre den god igen ved hjælp af moderne litteraturteori. Synlig og fræk fortæller Ud over de perspektivrige værklæsninger og en indledende diskussion af selvbiografien som genre er der to bærende ideer i 'Uro og urenhed'. For det første forestillingen om 'Strindbergs urene skrift'; hans angreb på 'konstruktionslitteraturen', som han fuld af foragt kaldte den illusionsskabende fiktion, der bekræfter virkeligheden, som vi kender den. Et af de momenter, der bryder illusionen, er ifølge Stounbjerg den særdeles synlige fortæller, der hele tiden frækt gør opmærksom på sig selv i Strindbergs prosa. I mine øjne er det denne stemmes konstante, utidige indblanding, der er mere end halvdelen af morskaben ved at læse Strindberg, og det er spørgsmålet, om ikke Stounbjerg kunne have gjort mere ud af denne effekt. Grundlæggende melankoli For det andet lancerer Stounbjerg ideen om 'et melankolsk mønster' hos Strindberg. Et gentaget mønster, hvis kerne er forfatterens fiksering på oplevelser af adskillelse og følelsen af at blive tilsidesat, som nærmest er indbegrebet af en personlig mytologi. Som jeg ser det, bryder Stounbjerg her - ved at gå den psykoanalytiske vej over Kristeva og Lacan - sit eget dogme om ikke at fokusere på årsager, men på effekter. Til gengæld er det et godt tilløb til en forklaring af Strindbergs uhyrlige tilbøjelighed til at omhugge de gudebilleder, han selv rejste. Det handler om en grundlæggende melankoli, der gør ham mistroisk over for enhver autoritet og orden - også i de ting han selv skrev. En melankoli, som tvinger ham til at skabe med den ene hånd og ødelægge med den anden. »At handle improviseret« er i Strindbergs tilfælde hele tiden at afsøge nye positioner, nye oppositioner. 'Uro og urenhed' kommer ikke til at revolutionere Strindbergforskningen, men den er - ligesom Ulf Olssons studier i Strindbergs prosa, 'Levande död' (1996) - en væsentlig tilskyndelse til at vende sig mod, hvad der rent faktisk står i Strindbergs tekster, og hvorfor de virker så stærkt, som de gør.