Den danske sang var en ung, blond pige, da Kai Hoffmannn og Carl Nielsen i 1924 slap tekst og musik løs til denne evergreen fra 'Højskolesangbogen' og 'Danmarks Melodibog', men så kom den tyske besættelse i 1940, og nogle af de unge blonde piger blev feltmadrasser, som det hed, når man lå i med fjenden. Det nationale sindelag blev udsat for fristelser og splittelse, men flertallet var naturligvis på den rigtige side og sang alsang af lungernes fulde kraft. Radikal drejning Alsangen var en af de nationale manifestationer, der trak på den nationale sangskat. Da det blev forbudt at synge i kor, fik sangglæden en radikal drejning fra de skønne hjemlandstoner i tekst og melodi til lejlighedssangene i tradition med den slags, der ellers blev digtet til konfirmationer og sølvbryllupper. Hadefuld hurralyrik Anledningen var ganske vist mere grum end de familiære festligheder, og indholdet også mere grovkornet, da den folkelige trang til at udtrykke sig i rim og tone ændrede retning til illegale protestsange, der i poetisk forstand var helt i niveau med den hurralyrik på skæve rim, som havde fyldt festbordenes sangskjulere. Teksterne var et primitivt, hadefuldt hjørne af modstandskampen, og man kunne blive straffet både for at synge dem og kolportere dem, sådan som det skete i besættelsens mange illegale tryksager. Smæderim mod Hitler og co. Sangene blev samlerobjekter straks efter besættelsens ophør for 60 år siden. I Esbjerg har en privatmand skabt en kolossal samling, og Frihedsmuseet har naturligvis også dokumentation for det illegale versemageri. Forfatteren Svend Nielsen har udgivet en bog, hvis titel er hentet fra en af de tekster, der nok blev den mest udbredte af alle, ikke mindst fordi den følger melodien til Norbert Schultzes udødelige slager 'Lili Marleen'. Statsadvokaten for særlige anliggender forbød at spille melodien på offentlige steder, fordi den omsluttede et skønt sortiment af smæderim mod Hitler og co.: »Først så ta'r vi Göring/ ved det ene ben./ Siden ta'r vi Goebbels/ og klasker mod en sten./ Så hænger vi Hitler i en strop/ ved siden af v. Rippentrop./ Så ta'r vi os et grin/ af de fire dumme svin...«. Helten Lenin Tonen er lav, men bestemt i de 107 viser, hvoraf tekstforfatterne til de fleste er anonyme. Bogen går uden om periodens revyviser som f. eks. PH's 'Man binder os på mund og hånd', men blandt de anonyme lejlighedsdigtere, der rækker fra det platte til det rent ud patetiske i lyrisk elendighed, finder vi de to Horserød-fanger Hans Kirk og Hans Scherfig. Den sidste med sit ironiske lune på sjove rim, den første i højtsvunget kommunist eufori: »Da tændtes lyset - med vor nye viden,/ vi ranked' os kamp mod og i trods:/ Af Marx vi lærte, at engang i tiden/ bli'r verden vor, som den er skabt af os ...«. »Alting var kaos, krig og blodig færd./ Vi havde troen på vor fremtid mistet./ Mørk blev vor verden, hvert et håb var bristet,/ det store ragnarok var rykket nær./ Men da kom Lenin! Ruslands skarer lytted'/ til Lenins ord med anspændt åndedræt,/ og millioner deres trældom bytted'/ med socialismen og det fri Sovjet...«. Ak, ja. Lynchstemning og had Der er mere stil over nazisympatisøren Valdemar Rørdams vers, selv om de ikke er betagende af indhold, men de har da bedre versefødder at gå på. De gik bare i den gale retning. Der er er lynchstemning og had i de fleste af viserne: »Til Hr. Fritz Clausen har vi en strop/ Tidlig en morgen hænges han op/ Der kan han hænge den udslagne dag/ indtil hans fedt er smeltet af...«. Er der noget i tonen, der minder om den kamplyrik, som glødende fodboldpatrioter akkompagnerer den ædle sportsgrens hedeste opgør med? Tysken og hans medløbere får med forhammeren. Svend Nielsen har udstyret sangene med noder, og det giver en fornemmelse af 'Lystige viser'. Lidt overflødigt er det at gentage noderne til 'Lili Marleen' en halv snes gange. Bogen slutter med kommentarer og eksempler på, hvordan det gik de danskere, der blev pågrebet under afsyngelse af de rå tekster. Fem forbandede år Der er lagt megen omhu i bogen. Den dokumenterer et hjørne af modstandskampen, måske ikke det mest charmerende, når man ser på det så mange år efter. Teksterne er dog båret af vilje og harme. Jeg husker nogle af de mere uskyldige fra min opvækst i årene lige efter befrielsen, bl.a. »Du må få min sofacykel, når jeg dør - du skal ikke være bange, den har både dæk og slange«, og det var der faktisk mange cykler, der ikke havde. Og så naturligvis Svend Møller Kristensen og Knudåge Riisagers heroiske frihedssang, der holdt sig langt frem i fredstiden gennem ønskekoncerterne hvert år omkring 5. maj: »En vinter lang og mørk og hård/ på fem forbandede år/ har knuget landet i sin favn/ med kulde og sult og savn./ Og der gik slid på skoven skår på skår, og der gik råddenskab i svage træer./ Gå til modstand alle danske, alle mand som én og gør Danmark frit«. Den stod at læse første gang i det illegale Frit Danmark i januar 1945 og gik videre til en række af de andre undergrundsblade lige op til befrielsen, da sangen endelig kunne lyde i radioen, og den blev en bestseller som grammofonplade.