Man kan tage drengen ud af Virum. Men man kan ikke tage Virum ud af drengen. Ligegyldigt hvor meget Ole Grünbaum kokser i 1960'erne og 70'erne og tumler vind og skæv rundt med fedtet uldmophår og beskidt fåreskindspels, så noterer han sig samtidig, at det overalt roder af gammel opvask i folks køkkener. En rigtig revolutionær ville næppe gøre sig tanker om, at han og konen også holder op med at vaske op, endsige synes, at det er så vigtigt, at det skal med i hans erindringer. Men det gør Ole Grünbaum. Den pæne dreng I det livsforløb, han så åbenhjertigt og delvis ubarmhjertigt (over for sig selv) skildrer i 'Bar røv i 60'erne', er Ole Grünbaum en pæn dreng, der i sin søgen efter en højere og helst ufejlbarlig autoritet glider med strømmen og samtidig kæmper mod sig selv. Udefra set kan det virke, som om han er en leder, men den rolle er skabt af pressen på grund af hans baggrund, iøjnefaldende udseende og lige så markante evne til at råbe op. I erindringsbogen fremstår han som en drømmer, der villigt lader sig forføre af næsten hvem som helst og hvor som helst, filosofier, utopier, venner, stoffer og kvinder. Produkt af sin tid Ikke at han er dum eller ubegavet, tværtimod. Men han er i den grad et produkt af sin tid og sin baggrund og dermed stærkt genkendelig i sin udvikling, må man konstatere som gammel selverkendt flinkeskoleelev fra Virum Statsskole, godt nok nogle klasser under Ole Grünbaum. Allerede dér gjorde Ole oprør i cirka 1961 ved som den eneste at blive siddende under kongesangen, fortæller en lidt ældre skolekammerat mig. Og det på et højborgerligt gymnasium, hvis rektors motto kunne være hentet lige ud af 1950'erne: Det gælder om at bevare skolens ansigt udadtil. Altså måtte man heller ikke gå og kæreste i skolegården, fordi den kunne ses fra gaden, og hvad måtte de forbipasserende ikke tænke. Ny musik og gamle stoffer Sådan var det i Virum, og sådan var det i det omliggende samfund, om end vi er nogle, som synes, det var særlig slemt i Virum. Deri har vi næppe ret, men ikke desto mindre er det forståeligt, at mange følte trang til at skeje ud og række næse ad autoriteterne. Heriblandt også Rifbjerg og de andre halvgamle intellektuelle, som på mystisk vis havde taget patent på at være antiborgerlige og uhauha-uartige, og som vi derfor fandt dybt irriterende og irrelevante. Dertil kom længslen efter noget andet og mere, et friere, smukkere liv med vide horisonter, næret af ny musik og gamle stoffer. En højeksplosiv og for nogle en fatal blanding, skulle det vise sig. Hensynsløst ærlig Ole Grünbaum beskriver miljøerne, han færdedes i. Herunder også glimrende de trips af forskellig art, han var på, om end jeg bestemt ikke deler hans gode oplevelser med opium. Men han beskriver lige så godt de psykiske nedture, der fulgte et overvældende stofforbrug. I erindringen følger man ham, mens han håbefuld sidder ved fødderne af snart den ene, snart den anden læremester, til han sumper godt og grundigt til. Indimellem fletter han begivenheder fra udlandet ind, men det er i den nære erindring, bogen lever. Grünbaum virker hensynsløst ærlig i sin udpakning af sine egne nedture og knugende angst for ikke at være nogen, der er noget værd. At han omsider finder ro hos en guru, som vi var en del, der grinede ad dengang, forstår man nu, når man følger den sjælsrejse, han har været igennem. At han siden finder en ny gud i teknologien og altid synes at skulle have brug for en sag, der er mere end ham selv, fremstår ret klart, i alle tilfælde for denne læser. Respektindgydende gavflab Det imponerende er, at han ikke mister overblikket. Hans ret stramt skrevne beretning om en tumultarisk tid er krydret ikke kun med anekdoter, men også med mange skarpe observationer, især af udviklingen i det politiske liv. Han citerer sig selv flittigt fra tidligere bøger, næppe det mest dumme og uaktuelle. Men manden havde jo ret, da han i 'Emigrér' konstaterede, at »Demonstrationsformen er utilfredsstillende. Den bygger på en illusion om folkets magt og (...) binder demonstranten til magtapparatet, idet han appellerer til de institutioner, som han protesterer imod«. Ligeledes når han i 'Når jeg bliver statsminister' skriver om staten, der betjener sig af vold, trusler og magt, bl.a. til at spærre folk inde: »Men hvorfor truer denne magt dag for dag alle landets borgere med ulykker, hvis de ikke makker ret? Det gør den, fordi den er frygtens magt, mistillidens magt. Mistilliden er dens fundament. Ikke mistillid til magthavere, men mistillid til dem, der ingen magt har«. Personlig har jeg altid syntes, at Ole Grünbaum var noget af en umoden gavflab. Men efter at have læst denne bog har jeg fået meget mere respekt for ham - eller man skulle måske snarere sige fået mere godhed for ham. Nu er det lige før, det ærgrer mig, at han ikke blev statsminister.