Bo Tao Michaëlis har skrevet en bog om forførelse. 32 forførende og forførte nedslag i litteraturhistorien. Det første, man gør med sådan en bog, er jo at bladre, pluklæse hist og pist, se billeder. Og bogen er umiddelbart tiltrækkende. Smukt bourgognerød, med et kyssende par på omslaget. Rigt illustreret og med typer, der gør det nemt at skimme. Og jo - den er jo lækker nok, bogen. Måske lige light nok til ens forfinede litterære smagsløg. Men bestemt en lækker bog. Så læser man et par af kapitlerne lidt grundigere. Ikke et one night stand Og efterhånden bliver man (det gjorde jeg) langsomt forført, nu ikke længere af det ydre, men af det boblende overskud, der er i værkbeskrivelserne. Michaëlis spiller på mange tangenter, så man går videre til næste kapitel både beriget og med lyst til mere. Det er ikke et one night stand. Kærlighedens kanon Det er hele verdenslitteraturen, der er investeret i dette forføriske spil, »Al kunst, kultur og litteratur er en gradbøjning af værket at forføre, at forlokke, at bedåre og at beruse«, så det er et ret stort spillerum Michaëlis har givet sig selv. Hovedlinjen er klassikerne, også dem hvis hovedtema ikke nødvendigvis er forførelse, f.eks. Proust: 'På sporet af den tabte tid' og Joyce: 'Ulysses'. Kompositionen er kronologisk, fra Bibelens syndefald til Milan Kunderas 'Tilværelsens ulidelige lethed' postmoderne kærlighed. Og af danske forfattere er det vores internationale stjerner Andersen, Kierkegaard og Blixen, der er på banen. Udvalget er egentlig ret forudsigeligt. Det her er en international litteraturkanon, dernæst en kærlighedens kanon. Men det gør ikke noget, for vinklingen er forfriskende skæv. Man føler på ingen måde et kanonudvalg ånde en tungt i nakken. Fra popkultur til verdenslitteratur Hvert kapitel tager udgangspunkt i et kort citat fra det pågældende værk. Der inddrages faktuelle oplysninger, analytiske greb, litteraturhistoriske perspektiver og skæve vinkler, ofte med inddragelse af filmatiseringer, reklamer og genrer, der er mere kulørte end kanoniserede. Hvor den ene pol i 'Verdenslitteraturens store forførere' altså udgøres af verdenslitteraturen (Homer, Austen og Joyce), så udgøres den anden af altså populærkulturen (Homer Simpson, Marilyn Monroe og Søs fra 'Far-til-fire-filmene'). Storbyen i spil Enkelte gange får det karakter af maner. I kapitlet 'Musens helt egen sang' om Odysseus møde med Nausikaa skal dansktoptitler i underkapiteltitlerne få det til at glide lettere. 'To mennesker på en stand'. 'Giftes med farmand' osv. Det er overflødigt. Langt hyppigere åbner koblingerne dog for et bredere perspektiv. Når Michaëlis lader Kierkegaards 'Johannes Forføreren' og Chandlers 'Philip Marlowe' være »to alen ud af samme stykke«, så er det en fin litteraturhistorisk pointe. Begge, så ulig de ellers er, er dybt prægede af storbyens fremkomst og således sættes urbaniteten og moderniteten i spil. Sammenhængen bliver elegant synliggjort og (litteratur)historien giver mening til værket og omvendt. Litteraturforførelse, der virker Det litteraturhistoriske er måske bogens vægtigste bidrag til værkerne og dermed til kærligheden som litterært motiv. Det er ikke bare et påskud eller en tom ramme, som forførelsen udfolder sig indenfor. Konstant holdes den litteraturhistoriske vinkel i live. Man følger kønnene ændre deres selvopfattelse, moderniteten bryde frem, får vist, hvordan receptionen af værker skifter, og frem for alt hvordan litteraturen ændrer sig. Og bogens forfatter lader sig ikke selv forføre, der kunne fortælles langt mere umiddelbart forføriske historier om forfatterne, læses langt mere sensationslystent end Michaëlis gør, men ædrueligt holder han hovedet koldt. I kapitlet om Emily Brontës 'Stormfulde Højder' antydes en biografisk udlægning af værket, nemlig Emily Brontës forelskelse i sin broder, men symptomatisk for Michaëlis retter han fokus mod Brontë-søstrenes uddannelse og belæsthed og dermed deres kendskab til den fremkomne feminisme. Med et vågent blik til de litteraturhistoriske linjer undgås de personalslibrige faldgruber. Det her er litteraturforførelse, der virker. Let som en vellykket souffle Illustrationer er et kapitel for sig. Velvalgte og ofte med en reference til populærkulturen. Jeg fik lyst til at udrive billedet af Marilyn Monroe, læsende James Joyces 'Ulysses' til sidste side iført badedragt, ramme det ind og sætte det på reolen ved siden af 'Ulysses'. Hvilket vist ville være i Michaëlis ånd, men synd for bogen. Så alt i alt er 'Verdenslitteraturhistoriens store forførere' lækker, overdådigt iscenesat, begavet og belæst og let som en vellykket souffle i sin tone. Et godt bud på en litteratens coffee table book. Lad den ligge fremme og lad din gæst læse i den, mens du selv læser med, med den ene hånd hvilende på hendes skulder. Men und også dig selv at læse den i enrum.