Hvad er det nemmeste i verden? At klø sig i nakken. Og dernæst? At ryste på hovedet ad folk, der i ramme alvor kalder sig for kulturradikale. Når selv litteraturprofessor Hans Hertel, der om nogen kender kulturradikalismens grundlag og tankesæt, i et interview tidligere på året her i bladet slog fast, at PH tog den progressive strømning med sig i graven i 1967, så ligner det en intellektuel kamikazehandling alligevel at styrte frem mod det borgerlige tidehverv under kulturradikalismens falmede fane. Påtrængende emne Man løber en stor risiko for at blive skudt ned, før målet er i sigte. Og det er desværre tilfældet med Klaus Rothsteins nye debatbog, der tager den borgerlige meningsdannelse herhjemme under behandling. 'Desværre', fordi Rothstein - til daglig litteraturanmelder og kommentator på Weekendavisen - med sin analyse af den stadig mere udbredte glorificering af 'danske værdier' ellers berører et meget påtrængende og relevant emne. Politisk korrekthed Men selv om han som en anden japansk kamppilot råber Banzai! nok så højt, får han ikke fuldført sin mission. Det er ikke så meget evnerne til at navigere som præcisionsskydningen, den er gal med. Klaus Rothstein ved, hvor fjenden befinder sig, og hvordan han ser ud, men det kniber med træfsikkerheden. Han har øje for, at det kulturpolitiske og politisk-ideologiske klima i Danmark har ændret sig i løbet af de seneste år. Hvor Rothstein i 1990'erne som informationschef for Dansk Flygtningehjælp var personificeringen af den politiske korrekthed, forstået som en humanistisk og universalistisk holdning, har dette begreb forandret betydning i takt med magtskiftet på den parlamentariske scene. Patriotisk selvtilstrækkelighed De borgerlige skribenter og politikere, der for blot fem år siden var travlt beskæftigede med at nedgøre Klaus Rothstein som 'kulturrelativist' og medlem af 'godhedsindustrien', har i dag en betydelig grad af indflydelse på 'den gode smag' og dermed på prægningen af de begreber og værdier, som trænger ned i det kollektive grundvand. Det har Rothstein ret i. Og det er godt det samme, at han i flere udmærkede passager med spids pen og begavede onelinere gør front imod tendensen til dyrkelse af danskhed og kristendom, som om det var redningskranse for en nødstedt nation. Den patriotiske selvtilstrækkelighed, som er dette lands evigt slumrende feber, bliver effektivt udstillet. Spørgsmålet er blot, om der er nogen, som lytter i den anden ende. Fejlslagen integrationspolitik 'Tid til forundring' vil utvivlsomt finde sit publikum blandt dem, der partout ikke bryder sig om regeringen og mener, at et stadig mere brutalt opinionsregimente dominerer den offentlige debat. Men bogen vil formentlig ikke gøre så stort indtryk på de moderate borgerlige, som den synes at være henvendt til. Mange af disse pæne konservative og liberale, som angiveligt døjer med det ene og det andet danske konventionsbrud på udlændingeområdet, bryder sig ikke om Dansk Folkepartis udfald imod menneskerettighederne. Men de kan næppe heller finde sig til rette med den holdning til flygtninge- og indvandringsdiskussionen, som i Rothsteins udlægning ikke rummer megen kritisk selvrefleksion over, hvorfor netop et fænomen som Dansk Folkeparti kunne opstå. Det skete jo ikke blot, fordi nogle sinistre højrekræfter pludselig så deres snit til at angribe kernen i de oplysningstanker, som vores demokratiske samfund bygger på, men i nok så høj grad som en konsekvens af årtiers fejlslagen integrationspolitik (og mangelfuld kommunikation heraf). Rothsteins egne fadæser En væsentlig grund til, at Klaus Rothsteins forehavende ikke kommer til vejs ende, er således bogens mangel på indre modstand. Det meste af det, Rothstein kritiserer den ny tids politisk korrekte kræfter for, er rigtigt, men på ingen måde uventet. Og det vil temmelig sikkert ikke gøre de folk, han skyder efter, alvorligt fortræd. Hvis Rothstein i kraft af sin centrale placering i de forgangne ti års integrationsdiskussion i stedet havde vovet at stille lige så skarpt på egne fadæser (ikke strengt personligt, men som del af en bestemt diskurs) som på modstanderens, havde han sandsynligvis begået et langt mere vedkommende og slagkraftigt skrift. Som det er nu, styrter han sin maskine i havet nogle få meter fra fjendens lejr. Han er tæt på, men ikke tæt nok. Braget udebliver.