Vi fik friheden. Til at vælge, til at finde os selv, til at realisere os selv. Og mulighederne er mange, derfor valgene, der hele tiden presser sig på. Gør jeg det rigtige? Lever jeg op til forventningerne? Er jeg som de andre, er jeg tjekket, er jeg in, cool, kontrollerer jeg mig selv? Går karrieren i den rigtige retning? Lurende katastrofe Det er nogle af de mange spørgsmål, som unge stiller sig i en verden, der gav friheden fra noget - men ikke rigtig friheden til noget. Det skal man selv finde ud af. Eller tage bestik af i de mange sociale og kulturelle søgeprocesser. Hvor er de andre - så ved jeg, hvem jeg selv er? En grundlæggende tvivl om eget ståsted, egen kompetence, egen identitet. Og hvis man ikke finder svaret, så er der ikke alene tvivl, men også en lurende katastrofe, der kan ende med at udslette selve min indre fornemmelse af mig selv: hvad jeg står for, hvad jeg kan, og hvad jeg skal blive til. De offensive vindere Er det alene et billede af unge og usikre? Nej, det er et langt stykke af vejen også et temmelig dækkende billede af menneskets almene situation i en stadig mere individualiseret kultur. Det er ikke alle, der er trængt i defensiven. Nogle er offensive og har succes: De udvikler kompetencer, får karriere og parforhold til at fungere. De skaber en fortælling om sig selv, der hele tiden opdateres i nye sejre, og de har et socialt netværk, hvor man hele tiden bekræfter hinanden i en fælles identitet og styrkes i den. Her er vinderne, modellerne og reklamens frontløbere. Den åbne verden De andre, de defensive, kæmper med at leve op, de bærer på et usikkert selvværd, de udvikler skam over ikke at være som normen i livsstilsprogrammerne og de superkompetente. Deres verden holdes oppe af 'et stillads' af forstillelse og en ydre tilkæmpet kontrol. De lever i en verden, der let krakelerer og måske falder totalt sammen i afmagt, håbløshed og manglende livsmod. Måske også i definitiv opgivelse. Flere og flere beretninger kommer til og supplerer dette billede af den åbne verden med de udstrakte muligheder og den enorme pris, der også betales. To bøger behandler det fra hver sin vinkel. Den ene helt nede i øjenhøjde, der hvor unge kæmper for et ståsted, og hvor det handler om at give dem en hjælpende hånd. Det er Lisbeth Bendtsens sigtepunkt. Den anden bog er mere i fugleperspektiv, den er teoretisk, men har samme ærinde: Hvad sker der, og hvad gør vi? Det er antologien, redigeret af Willig og Østergaard. Krav om selvrealisering Men begge bøger tager afsæt i en ny form for individualisme her i vores tid, i senmoderniteten. De gamle sociale og kulturelle livsformer er borte, vi står med et nyt krav om selvrealisering: Du skal finde dig selv, og du skal finde din egen vej. Men det er mere kompliceret endda, for nu er selve individualiseringen blevet en del af også den officielle dagsorden. Det gælder i skolen, i gymnasiet, i de sociale roller og i de erhvervsvalg, der skal træffes. Det gælder arbejdsmarkedet: Du er selv ansvarlig. Hvis du ikke lever op til dette krav, må der findes andre udveje, det kan være stereotype løsninger, klicheer, udvendige løsninger, der ikke mindst kolporteres af reklamen og markedet. Tilbage står ofte noget, der er tæt på nederlaget, tomheden og måske depressionen og social lidelse. Normalitetens facade Lisbeth Bendtsen er psykolog inden for gymnasieområdet. Hun møder unge, der hele tiden slås med, om de er gode nok, og ofte lever bag en facade af tilsyneladende normalitet. De administrerer deres følelser, så de kan overleve i dagligdagen, men hungrer efter anerkendelse og bekræftelse på, at de er o.k. De er på mange måder spændt ud mellem en drøm om at være superstjerner i deres eget liv - og være hærget og pint af dæmoner, der rummer frustrerede drømme og angst for ikke at slå til. De klarer denne udspændthed ved kontrol og selvdisciplin - indtil de ikke kan klare presset længere. Det er ydrestyrede unge, der har et indre fokus: De tænker hele tiden på sig selv og på, om de klarer det. Det er her, psykologen kommer ind i billedet, og hvad gør hun så? Hun hjælper dem med at komme af med dæmonerne og få styrke til at blive i 'deres egen cirkel'. Det vil sige opgive tanken om, at det er mig, der er noget galt med. Den ydrestyrede mister let kontakten med egne behov og følelser og ender med at blive en fremmed for sig selv. Derfor er det en hjælp at komme af med præstationsangsten og selviscenesættelsen og af med skammen over ikke at leve op til de andres formodede forventninger. Enkel hverdagsterapi Bendtsens metode er at komme i gang med en fortælling om det gode og det positive som en modvægt til det negative. Den unge skal gøres 'tilstrækkelig', og det sker gennem en hjælp til at opbygge nye fortællinger, der rummer anerkendelse. Hun bruger tegninger, 'fantasirejser' og samtaler, der følges op i breve og i små 'certifikater', det vil sige et dokument fra psykologen, der fortæller, at man er på vej. Den unge skal finde sit 'sikre sted'. Det er inde i ens egen cirkel, hvor der er selvværd, kærlighed, stolthed og glæde, og hvor man ikke hele tiden bliver kastet for løverne i form af et enormt forventningspres. Lisbeth Bendtsens bog er en meget brugbar anvisning på, hvordan man kan hjælpe. Og man behøver ikke være psykolog for at få inspiration af bogen. Det er en tidskritisk analyse, der rummer håb. Den bagatelliserer ikke, og den påstår ikke, at den grundlæggende usikkerhed kan ryddes af vejen. Dens styrke er medmenneskeligheden og så det, at den ikke gør det sværere end nødvendigt på det direkte personlige plan. Den er for så vidt enkel og en slags hverdagsterapi, der kan bruges af alle. I den forstand er den original og autentisk. Depression som folkesygdom Willig og Østergaards antologi rummer syv bidrag, der har fat i samme problematik: selvets utilstrækkelighed i en verden af ubønhørlighed med hensyn til at finde sig selv. Det er historien om individualiseringens paradoks. Bogen står i gæld til den tyske socialfilosof Axel Honneth, der er Jürgen Habermas' efterfølger som professor ved universitetet i Frankfurt. Hans nøglebegreb er 'anerkendelse', og her bygger han både på filosoffen Hegel, psykologen Winnicott og socialpsykologen George H. Mead. Det moderne menneske har et fundamentalt behov for anerkendelse, her ligger selve grundlaget for personlig integritet. Uden anerkendelse intet selv, der kan være drivkraften i en autonomi. Og dermed heller ingen modstandskraft over for det pres, som hver eneste dag er rettet mod den enkelte. Honneths bidrag i antologien er excellent i sin udlægning af de paradokser, som individualiseringen stiller mennesket over for. Han udkrystalliserer forskellige typer af individualisme, der dog har det til fælles, at individerne er gjort til centrum i deres egen livsplanlægning. Denne planlægning sker i nøje samklang med muligheder i uddannelserne og reklamen og livsstilsudbuddet, men med et ustandseligt krav om selvrealisering. Man prøver sig selv af og forsøger sig i nye baner. En utrættelighed, der forvandles til en tvang og en lidelse. Derfor tidens folkesygdom: depression, som et udtryk for, at en manglende anerkendelse er slået ud som en følelse af tomhed. Frihed og tvang Antologiens forskellige analyser giver glimrende bidrag til forståelse af denne sociale patologi og dens mange udtryksformer i depression, anoreksi og sorg. Den belyser også anerkendelsens modsætning i overgrebet. I et rystende bidrag analyseres den systematiske krænkelse af menneskelig værdighed, der fandt sted under krigen i Bosnien: Massevoldtægten blev en etnisk udrensning, en definitiv ydmygelse af fjenden. Og metoderne var grusomme. Der var tale om en systematisk nedbrydning af identiteten, individuelt og etnisk. I religiøs og antropologisk litteratur tales om 'abjekt' og 'abjektion'. Det vil sige en udslettelse af selve den menneskelige kerne. Personen er hverken 'objekt' eller 'subjekt', men eksisterer på et dyrisk, et syndigt niveau, er måske slet og ret affald: beskidt, nedværdiget, udstødt og moralsk underlegen. Det er en forkastelse som menneske - præcis det modsatte af anerkendelse. Tilsammen er de to bøger et særdeles godt grundlag for at forstå det moderne menneskes tilværelse som en frihed med mange muligheder - og som en tvang, der næsten ikke levner den enkelte muligheder overhovedet. Brobygningen mellem de to former for eksistens inddrager det vigtige begreb 'anerkendelse', og der er ingen tvivl om, at vi her har et produktivt begreb både i analysen og i den sociale og behandlingsmæssige indsats.