'100 veje til at blive en rigtig kvinde' er udgivet af et forlag, som hedder Mandens og ligger på Møn, og en redaktør, der hedder Kjeld Heising. Det kan man tage sit bestik efter - skal vi nu til at lære at være kvinder af en mand?! - og grine lidt af. Og det gør man da også, bl.a. når forfatteren, som må formodes at være en mand, giver fødselsråd, men samtidig skriver, at mænd ikke har noget at gøre ved fødsler. Pudsig blanding Bogen giver tips til, hvordan man scorer en mand, hvordan man får et godt hjemmeliv, takler en skilsmisse, hvordan man som en rigtig kvinde bør se på feminister og den slags og alt muligt andet. Det er en ret personlig bog, en pudsig blanding af snusfornuft, skarpsindighed og længsel mod de dage, hvor en kvinde var en proper og glad værtinde, som passede hjem, mand og børn og i det hele taget var en pryd for hjemmet. Gamle kønsroller Forfatteren går ret meget op i, at kvinder bør være gode værtinder. Samt at der bør være en hel del mystik i forholdet mellem mand og kvinde. At bryde kønsroller ned og være fælles om alt er ikke noget, man får point for i denne bog. Ej heller for forbrugerisme. Forfatteren er meget imod statusræs og især imod, at hjemmet er blevet ophøjet til en hovedperson, der tager fokus fra det forhold, manden og kvinden rettelig burde have. Det sidste lyder jo ikke så dumt, gamle kønsroller eller ej. Hele bogen og dens mange gode råd er skrevet af nogen, der kalder sig 'vi' ,som skriver på rigtige mænds vegne. Vi her på avisen (som altså også bare er mig) har en mistanke om, at bag det 'vi' sidder en meget romantisk og længselsfuld mand og kigger fortabt ud ad vinduet, ud på den støvede landevej, hvor der for pokker da snart må dukke en lille kvinde op med en kurv med nybagte boller over armen og et mildt smil på læben. Samt noget rigtig frækt undertøj under den søde sommerkjole.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























