Midt i bogen kommer afsløringen: Egentlig ville den svenske forfatter og journalist Göran Rosenberg bare have skrevet en pamflet. Et lille anklageskrift, der skulle gøre op med den udbredte idé om, at aktiviteter, som hidtil har været drevet af pligt og ansvar - ældreomsorg, sygepleje, skoler mv. - bør overgå til 'konkurrence', 'valgfrihed', 'kundestyring' og 'rentabilitet' i effektivitetens navn. Opgør med individualismen Han ville tordne mod forestillingen om at overføre virksomhedsideer på hospitaler, skoler, børnehaver og ældreboliger. Og gøre op med tendensen til at reducere elever til 'resultatenheder', hjælpeløse til 'klienter' og ældre til 'kunder'. Men da han ikke kunne finde ud af, hvem han skulle rette brodden mod - fordi han erkendte, at tendensen til at fortrænge ansvar og pligt til fordel for profit og nytte ikke kunne begrænses til særlige grupper, men gælder os alle - droppede han pamfletten. Og skrev så i stedet en bred kulturkritisk bog, der skulle gå i rette med tidens øgede friheds- og uafhængighedstrang, individualisme og tro på, at vi gør ting for vores egen vindings skyld. Menneskelig afhængighed Resultatet er blevet en både sympatisk og væsentlig bog, som er gennemsyret af ikke bare samfundskritik, men også af menneskekundskab og indsigt. Rosenberg har et stort overblik, skriver levende og spiller hellere end gerne intellektuel bold med Aristoteles, Marx, Kant, Hegel, Montaigne, Aristoteles, Platon, Hume, Cicero, Adam Smith, Rorty, Tocqueville, Simmel, Touraine m.fl. Med stor lethed bevæger han sig fra samfundsniveauet ind i menneskesindet og ud igen og fra det abstrakte plan ned på det konkrete og op igen. Hele tiden er ærindet det samme: at gøre op med forestillingen om, at mennesket ikke længere er afhængigt af nogen eller noget. Og en konstant insisteren på, at det er afhængigheden af andre mennesker, ikke friheden fra dem, der gør os til mennesker. Profitprincippet Rosenberg skelner mellem to principper, der kan regulere mennesket og samfundet: pligten og profitten - som ikke skal forstås snævert. Det første er det kit, der binder mennesker og generationer sammen med tillid og ansvar. Det andet princip handler om at forfølge sine egne lyster og præferencer. Ifølge Rosenberg er begge principper væsentlige i alle samfund og for alle mennesker. Der skal være en vis balance, og de to principper bør gælde på hver sine samfundsområder. Men menneskelivet og samfundet får overbalance, hvis det ene princip kommer til at dominere. Og det er just, hvad vi oplever i disse år, hvor profitprincippet - forestillingen om menneskets totale uafhængighed og frihed fra snærende bånd fra familie, hjemegn, nation mv. - går grassat. Det kan vi ikke leve med i længden. Hverken som samfund. Eller som enkeltindivider. Mener altså Rosenberg. Pligtrelationer eller penge? Pointen er interessant, men også så generel, at det nogle gange går ud over skarpheden og præcisionen. Når han kritiserer profitmotivets sejrsgang, dækker kritikken alt fra menneskets lyst til at frigøre sig fra snærende bånd - familien, lokalsamfundet mv. - til markedsliberalismen. I den forstand er kvindefrigørelse og nye økonomistyringssystemer i den offentlige sektor to sider af samme sag, og så bliver det lidt diffust. En anden uklarhed i bogen er spørgsmålet om, hvad der skal gøres for at holde profitprincippet i ave. Vil han tilbage til det nationale fællesskab? Storfamilien? De lokale fællesskaber? Næppe. Men hvad så? Det fremadrettede svar blafrer i vinden, som man ofte ser det i forfaldsbøger. Rosenberg er skarpest, når han er konkret. Det gælder især de dele af bogen, hvor han kritiserer, at profitprincippet trækkes ind på tilværelsesområder, som burde styres af pligtrelationer: uddannelse, ældreomsorg og sundhed. Her er det fatalt, hvis vi begynder at tænke for meget i penge, effektivitet og omkostningsbevidsthed, betoner Rosenberg. Med rette. For hvordan måler man effektiviteten i og udbyttet af omsorgen af ældre? Og på et hospital? Og i en børnehave? Det kan man ikke, og det må aldrig ske, skriver Rosenberg. Vel vidende at det netop er i den retning, vi rider i disse år. Den del af bogen - den oprindelige pamflet - er hele bogen værd. Her gør hans kritik ondt. Og godt.