Eksotiske procedurer

Lyt til artiklen

»Paven, Viceguden, Vorherre/ er en evig fader .../ Det vil sige, han dør ikke, eller rettere sagt, han dør/ men han dør kun udvendigt«. »For når hans krop slipper magten,/ ... drager hans sjæl hverken til himmels eller til helvede/ den springer straks over i efterfølgerens krop«. »Derfor kan der være lidt forskel på hjernen,/ på maven, ørerne, næsen, håret;/ men som pave betragtet er paven altid den samme«. Global indflydelse Sådan omtrent skrev den romerske dialektdigter Giuseppe Gioacchino Belli (1791-1863), dengang paven i lige så høj grad var Kirkestatens enevolds-hersker som den katolske kirkes overhoved. I dag er pavens rolle som jordisk monark af minimal betydning, men i modsætning til paverne på Bellis tid, hvis religiøse herredømme var koncentreret om Italien og det øvrige katolske Europa, overtager den næste pave et embede, som i løbet af Johannes Paul II's 26 år lange pontifikat har fået virkelig global indflydelse. »Alle ud!« Bellis satiriske sonet betoner kontinuiteten i pavedømmet og formentlig også digterens irritation over 1800-tallets meget konservative pavestyre, men underspiller samtidig den forskel, som pavens person kan gøre. Hvis Johannes Paul II ligesom flere af sine forgængere havde interesseret sig mere for kirkens daglige drift og andre interne forhold og mindre for de store kampe mellem Godt og Ondt, ville både kirken og verden have set anderledes ud i dag. Derfor er det interessant, og ikke bare for verdens 1,1 milliard katolikker, hvad resultatet bliver af den særegne valghandling, som begynder på mandag, når den pavelige liturgiske ceremonimester råber »Extra omnes« (»Alle ud«) og lukker døren til Det Sixtinske Kapel, så de op mod 118 kardinaler under 80 år, som er ene om at have valgret, kan arbejde i fred. Kardinalernes komfort Valghandlingen - konklavet, af det latinske cum clave ('lukket med nøgle') - foregår i henhold til regler og procedurer, som har udviklet sig gennem næsten 1.000 år, men som har fundet deres nuværende form i en forordning, som den afdøde pave udsendte i 1996. Johannes Paul II forenklede bl.a. afstemningsreglerne og bestemte, at kardinalerne ikke længere skal indespærres i Det Sixtinske Kapel og sove på feltsenge med interimistiske skillevægge og for få toiletter til deling, men bliver indlogeret i et komfortabelt gæstehus med enkeltværelser til de fleste. Når de ikke lige er optaget af de daglige afstemninger, må kardinalerne færdes i hele Vatikanet, men de må kun tale med hinanden og deres edsvorne medhjælpere, og det er forbudt andre at henvende sig til dem. Underholdningsværdi Disse og mange andre eksotiske procedurer beskrives med forbilledlig klarhed og passende sans for underholdningsværdien i den amerikanske Vatikankorrespondent John L. Allen Jr.s lille håndbog 'Conclave'. Allen skriver for det amerikanske ugemagasin National Catholic Reporter, og han er en af de vatikanologer, som citeres hyppigst i andre medier. Han kan sit stof til bunds og har et meget omfattende netværk blandt centralt placerede folk, som har gjort det muligt for ham i sin bog at opstille en top 25 - inddelt i de 10 mest sandsynlige kandidater og 15, som det er værd at holde øje med - foruden at kommentere et stort antal andre kardinaler, hvis chancer er mere teoretiske end reelle. Allen gennemgår, hvad der sker, fra en pave dør, til hans efterfølger træder frem på Peterskirkens balkon for at lyse sin første velsignelse over byen og verden, og skitserer desuden de vigtigste af de teologiske, kirkepolitiske, moralske, sociale og andre spørgsmål, som skiller de forskellige fraktioner i kardinalkollegiet. 'Conclave' er en på én gang detaljeret og overskuelig indføring i pavevalgets personligheder, politik og procedurer og giver desuden et levende indtryk af den katolske kirkes mangeartede rolle i den moderne verden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her