Elsker havregrød, men spiser det kun på skiferie, ellers bliver hun for tyk. Læser sjældent bøger, men gerne anmeldelser, også af film, hun aldrig får set, beundrer Nelson Mandela og pløjer i øvrigt morgenaviserne igennem i bilen på vej til arbejde. Brovten majestæt Yndlingsforfattere er H.C. Andersen, Karen Blixen og Kaj Munk. Maler i sin fritid og har andre kunstneriske sysler. Og hun står tidligt op, er et A-menneske og er slem til at bande, nok noget, hun har arvet fra sin far, den vidtbefarne sømand. Kender du typen? Mon dog og nu ikke mere dus, personen, vi taler om, skal helst bøjes i majestætisk pluralis. Alt dette er kort sagt skitser af vor egen dronning, Margrethe II. Særlige regler Annelise Bistrup har skrevet en smækker-lækker portrætbog af monarken på baggrund af en række samtaler med Hendes Majestæt i årene 2003 og 2004. Den slags bøger lægger sig i sin helt egen genre, afgrænset og defineret af sit emne og sin personlighed, dette at der er andre regler for regenter end for adel og borgerskab. Især i et konstitutionelt kongedømme som vort eget, hvor kongemagten ikke er guddommelig og enevældig, men bøjet ind under et moderne demokratis spilleregler og dog samtidig har beholdt visse af sine egne ophøjede. Åbenhjertig og ærlig Jeg er langtfra ekspert i denne kongelige kunst, men må dog sige, at bogen 'Margrethe' på sine præmisser er både oplysende, interessant og nu og da inciterende. Thi vi regeres af en overordentlig vís dronning, begavet med en enestående god hukommelse ned i detaljer og kronet med en ekstraordinær sans for intellektuel strategi. Hun synes hele tiden at være et skaktræk foran i hver henseende, når samtalen strejfer prekære, politiske og pinsomme emner. Bistrup kalder dronningen en hukommelsesmester. Det er såre rigtigt. Besættelsestidens fem onde år er dronningens egne fem unge år, og hun husker alt med et fotografis fastholdelse. Christian X, som falder af hesten, sin elskede far og mor og deres forholdsvis beskedne liv under mørklægningen og endelig, at 5. maj tilbragte den kongelige familie i beskyttelsesrummet. Disse erindringer fortsætter med en majestætisk accentuering af eget liv og levned; fra pigeår, grundlovsændring og studentereksamen til forlovelse og ægteskab med en sydfransk greve, og så den skæbnesvangre dag i 1972, hvor døden og Jens Otto Krag udråber hende til de danskes dronning. Alt fortalt meget åbenhjertigt og så ærligt, etiketten nu tillader det. Kongehusets branding Og nej, hun fortryder ikke sin 'det kan vi ikke være bekendt'-nytårstale i 1984, hvor dronningen egenhændigt fornærmede den stadig mørklagte del af Danmark med sit opråb mod det tiltagende fremmedhad. Men ellers definerer hun klart, at politik vil hun ikke tale om. Hvilket selvfølgelig er tiltalende, men lidt teoretisk, da alt ved det moderne er præget af det politiske. Dette ses sigende ved, at det danske kongehus polisk har ændret sig under hendes 30-årige regentperiode. Royalismen er blevet mere royal, i takt med at hoffets damehatte er blevet større og mere spektakulære, mens flere ordner og kammerherrenøgler uddeles til driftige venner i handel og vandel. Flere jagtselskaber med blåt blod end fagenes fest med håndbajere. Men også denne indvending for husets feudale restaurering har dronningen forudset. Dels understreger hun nødvendigheden af kongedømmets symbolværdi i en tid, som manisk dyrker logoer og brands - at Amalienborg også er et firma. Dels har hun så megen (selv)ironi, at hun kan grine over sommerrevyernes udstilling af alle de der hatte med fjer fra eksotiske fugle og skygger længere end stamtavler. Hele tiden skal du stå tidligt op for at sætte dronningen til vægs, så også her et A-menneske, hvor A'et står for argumenter. Ikke mærkeligt, at hun ynder at omgås teologer, som diskuterer 1700-tallets teodicéproblem, om den gode Guds indgriben eller mangel på samme i en ond, ondere og ondest verden. Grænser for kommercialismen Hun elsker sin far, den gamle kongelige søulk med socialdemokratiske sympatier, sin svenske mor, som ærligt og hjerteligt blev mere dansk end hele Sønderjylland tilsammen, og så sin franske husbond, hvis galliske luner hun forsvarer og forklarer ud fra egne mangler. Er det fair, og er det rigtigt, denne anger, selvbebrejdelse og undskyldning for prinsen og hans franske accent i en større offentlighed? Og ser hun vitterlig svigt i eget bakspejl som mor for sine sønner som helt små? Velan, kongelige har vel en ræson inden for murene, som vi borgerdyr højst kan bjæffe ad, men ikke blande os i. Alligevel åbner dette aspekt op for det indre problematiske paradoks ved det senmoderne monarki. At følge med tiden uden at være populistisk, at være ophøjet uden at være højrøvet, være lidt dus med Danmark og dog De og Deres på en måde, som får royalismens mystik til ikke at indskrænke sig for meget i et ellers indskrænket monarki. Dronningen fastholder, at hun og hendes hof skal fortrylle det moderne på den modne måde og alligevel leve med borgerlige vielser og bitre skilsmisser. Og med alt det kommercielle hurlumhej til en vis grænse. Mens dette skrives kan man se kronprinsesse Mary på forsiden af modemagasinet Vogue i kioskens vindue anbragt mellem Hillary Swank på coveret af Elle og Sandra Bullock på Marie Claire. I bogen anes det, at dronningen ikke helhjertet er med i denne modemæssige glamourisering, som på lang sigt trækker renter på den kongelige respekt - og raison d'etre. Republikansk sisyfosarbejde Hun vil hellere være og huskes som kunstner, og heldigvis er hun blevet anerkendt som en sådan af respektable kunstkritikere såsom Henrik Wivel og Torben Weirup. Det er vel fint nok, og alt er skildret og beskrevet følsomt underholdende og informativt på den fede måde i dette fornemme og frejdige bogværk, furneret med et væld af flotte fotografier. Således må denne republikanske anmelder erkende, at ruten til et andet rige end monarkiets er et sisyfosarbejde hele vejen op ad bjerget. I hvert fald så længe dronning Margrethe står på toppen og troner, sådan set både yderst tolerant, distinkt tiltalende og meget taktisk.