Lars Olsen har udgivet en modig, velskrevet og frem for alt nødvendig debatbog om et Danmark, der er ved at blive stadig mere opdelt. Den er ikke en ideologisk klagesang over, at vi står ved den sociale massegravs rand. I Velfærdssamfund Danmark har vi nemlig råd til at betale til dem, som ikke har et arbejde gennem overførselsindkomster, og vi har råd til at poste mange penge i offentlige systemer - som f.eks. en af verdens dyreste folkeskoler. Ghettoer Alligevel er der over de sidste 15-20 år sket en opsplitning i ordets bogstavelige forstand. Vi bor med nogen, der ligner os selv. Arbejdsløse indvandrere bor med andre indvandrere i det, vi normalt kalder for ghettoer. Og det gælder også alle andre i samfundet. Middelklassen bor i middelklasseghettoer, og de velhavende bor i velhaverghettoer. Opsplitningen er blevet forstærket, uden at nogen har sat hælene i. Slet ikke de politiske kræfter, der burde have mest blik for at forhindre øget polarisering af samfundet. Svækket sammenhængskraft Socialdemokratisk-radikale regeringer har op igennem det 20. århundrede skabt verdens mest lige samfund ud fra et bevidst politisk ønske om stærk sammenhængskraft. Men selv samme partier er ved at sætte sammenhængskraften over styr, fordi de har sat kikkerten for det blinde øje. Suppleret af velmenende mennesker fra SF og Enhedslisten, verdensfjerne samfundskritikere, interesseorganisationer som Danmarks Lærerforening og smagsdommerforskningsmiljøer fra DPU og SFI. For når vi i stadig højere grad bor med nogen, der ligner os selv, mister vi kernen i det danske velfærdssamfund - at vi er sammen med høj som lav og lærer hinanden at kende - frem for bare at læse om 'de andre'. 'Sorte skoler' Her spiller folkeskolen en nøglerolle. Folkeskolen er efterhånden det eneste sted, hvor alle på tværs af social baggrund møder hinanden - eller rettere sagt - sådan var det. For når vi kun bor med nogen, der ligner os selv, så afspejler det sig også i den lokale folkeskole. Den fælles folkeskole er blevet en delt folkeskole med lokale ghettoskoler eller 'sorte skoler', som selv venstreorienterede forældre på Nørrebro kalder dem, lokale middelklassefolkeskoler og lokale velhaverfolkeskoler. Og der, hvor den lokale folkeskole er 'sort', vælger de ressourcestærke forældre den fra. I hele København vælger kun halvdelen af forældrene, at deres børn skal gå på deres lokale folkeskole. Resten har valgt privatskoler eller en middelklasseskole længere væk. Personligt engagement Journalisten Lars Olsen har taget grundigt fat i researchen, og med tal og eksempler tegner han et billede af et Danmark, der er endt præcis modsat af, hvad selv samme politiske centrum-venstre normalt plejer at tale varmt for. I et meget tankevækkende kapitel har han skrevet om ti år som borger og far på Nørrebro. For nok er Lars Olsen journalist og har igennem mange år - bl.a. som kommentator her i Politiken - skrevet om besværlige, men væsentlige politiske emner. Men hans nye debatbog er i lige så høj grad båret af personligt engagement og indignation i forhold til ikke mindst en udlændingepolitik, der er gået helt af sporet. Og som har haft helt konkrete negative konsekvenser for ikke så meget ham selv, men hans datter, som er en af de få 'hvide' børn, der har gået i folkeskole på Indre Nørrebro. Manglende social mobilitet Han har valgt den personlige skildring for at fortælle om de mange små sager, der aldrig kommer på avisernes forsider i modsætning til f.eks. drabet på Antonio Curra eller gruppevoldtægter. Og som de mange velmenende politikere og samfundsdebattører derfor ikke aner en pind om, fordi de ikke selv bor i de multikulturelle områder, de ellers hylder. De få, der gør det, har helt konsekvent valgt den lokale folkeskole fra. Det gælder f.eks. den københavnske skoleborgmester gennem otte år Per Bregengaard fra Enhedslisten, der ikke får mange pæne ord med på vejen af forælderen Lars Olsen. Og det gælder i øvrigt de tre fjerdedele medlemmer af Borgerrepræsentationen i København, der har valgt deres egen kommunes folkeskole fra til fordel for privatskole. Beskrivelsen af datterens skolegang er hård kost. F.eks. den nye dansklærer, der ikke griber ind, da en indvandrerpige kalder datteren for hvide luder i timen. For »Pernille er jo den ressourcestærke«. Et tilråb, som i forskellige varianter er tonen over for danske piger i kvarteret. Uden at nogen griber ind. Lars Olsen tegner et billede af et område, hvor den sociale mobilitet er gået i stå og ingen har ambitioner på deres børns vegne. Fagligheden i skolen er i bund på trods af mange ekstra økonomiske ressourcer og flere lærere per elev. I stedet for at trække hinanden op trækker man hinanden ned. Det er cool at være i bande. Der er masser af skjult racisme, ikke mindst fra nogle af indvandrerne selv, med tilråb og overfald mod 'anderledes', f.eks. bøsser og jøder. Afmontering af myter Lars Olsen tager fat i mange af myterne. Også kriminaliteten. Der er mere kriminalitet blandt indvandrere - korrigeret for sociale forskelle er den 43 procent højere end hos danskere. Vi bliver tvunget til at se virkeligheden i øjnene gennem bogens grundige dokumentation. Hans kritik af det politiske centrum-venstre er nådesløs. Men han nøjes ikke med kritikken. I et langt og politisk meget interessant afsluttende kapitel giver han en række anvisninger, der bygger på gode erfaringer med integrationspolitik i andre lande og enkelte byer i Danmark. Det handler om en helt anderledes folkeskolepolitik, hvor faglighed og disciplin kombineret med moderne ledelse ikke er fyord. Det handler om en langsigtet og sammenhængende bypolitik med blandede boligområder. Det handler om effektiv integrationspolitik gennem spredning af børn på skolerne, sprogtest, uddannelse, bolig-job-pakker og krav om at bidrage til fællesskabet. Moralsk opsang Kun på ét punkt er jeg i tvivl om Lars Olsens anvisning. Han giver en moralsk opsang til middelklassen, der flytter væk fra indvandrerghettoerne. Men efter at jeg har læst om hans datters erfaringer og udbytte af sin lokale folkeskole, kan jeg ikke lade være med at tænke, om Pernille ikke blev et offer for sin fars politiske ønske om at bruge den lokale folkeskole. Er det rimeligt, at hun blev et socialt eksperiment, hvor hun helt åbenbart ikke har fået den kvalitetsskolegang, Lars ellers er varm fortaler for, at alle skal have? Lars Olsen efterlyser debatten - og han leverer gods til mange timers væsentlig debat med sin bog. Men at gøre middelklassen til prygelknabe, fordi den vælger et liv, der giver dens afkom social mobilitet, er svært at følge. Til gengæld er der behov for en enorm politisk indsats, og den giver Lars Olsen et meget brugbart bud på.