Mit Livs Historie vil sige Verden, hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste. Således begyndte H.C. Andersen i 1855 sin selvbiografi 'Mit Livs Eventyr' med at røbe konklusionen: At forsynet fandtes, og at alle livets tildragelser havde en ultimativ mening, som var givet af Gud. Det var det, biografien skulle bevise. Godt nok var der nederlag og ydmygelse, uovervindelige tab og tusinde bitre piller at sluge undervejs, men alt var trods alt til sidst til det bedste. Det var han selv et levende vidnesbyrd om. Hedenske feer Det lyder alt sammen såre godt og sandt kristent, men går man til den første linje i selvbiografien - i stedet for den anden, som jeg her har citeret - bliver billedet mere broget: »Havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og hun havde sagt: »vælg din Bane og dit Maal, og da [...] beskytter og fører jeg Dig!« min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er«, indleder Andersen. Mægtige feer er der som bekendt ikke mange af i kristendommen, og således trækker Andersens forsynstanke på dette sted på hedenske snarere end kristne forestillinger. Religiøs ambivalens Alene disse to første linjer af 'Mit Livs Eventyr' godtgør, hvor vanskeligt det er at lave endegyldige opgørelser over Andersens religiøse overbevisning. Forskellige religiøse forestillinger og traditioner blander sig i hans liv og forfatterskab og veksler fra linje til linje. Fra barndomshjemmet var han konfronteret med religiøs forskellighed i form af en from og temmelig ortodoks mor og en rationalistisk fritænker af en far, der til konens og sønnens bestyrtelse holdt for, at der »er ingen anden Djævel til, end den, vi have i vort eget Hjerte!«. Mange af disse rationalistiske tanker førte Andersen videre. Han gik ikke i kirke og omgikkes ikke mange præster. Han tilsluttede sig aldrig nogen af tidens religiøse fraktioner, men nærede en stor og privat interesse for religiøse spørgsmål, der tiltog med alderen, uden at hans overbevisning gjorde det. Allerede i den formidable debutroman 'Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829' langede Andersen ud efter troen på, at den gode Gud virkelig vil lade folk brænde i helvede til evig tid, således som mange i samtiden mente. I hans næstsidste roman, 'At være eller ikke være' fra 1857, stod derimod samtidens sprængfarlige sammenblanding af religion og politik for skud, da han lod hovedpersonen konstatere, at »Danskhedens yderste Høire hos os er gamle Grundtvig«. Den plads er der andre, der i mellemtiden har overtaget. Illustreret budskab Det er altså alt i alt en kompliceret sag at redegøre for Andersens religiøsitet, både i biografisk og litterær henseende. Sådan fremstår det imidlertid ikke i antologien 'Andersen & Gud', der er ankommet til jubilæumsåret og redigeret af Århus-teologen Carsten Bach-Nielsen. Her er det ikke den religiøst anfægtede - og slet ikke den religionskritiske - Andersen, som man stifter bekendtskab med. Det er tværtimod en utvivlende forkynder af evangeliet, der læses frem af en række danske teologer, som alle »forudsætter, at H.C. Andersen i hele sit liv såvel som i sit forfatterskab, i alt hvad han troede, tænkte og fortalte, befandt sig inden for kristendommens univers«, som redaktøren skriver. Kendetegnende for bogens bidrag er, at de ikke tager udgangspunkt i et problem eller spørgsmål, som søges belyst, men snarere i et budskab, som artiklen skal udbrede, og Andersen-teksten blot illustrere. Det er den tydelige tendens i antologien, fra Bach-Nielsens distræte indledning om, hvordan Andersen er blevet taget som »gidsel« af »liberalteologiens hyldest til livet« til Monica Papazus bizarre bidrag, der i stedet tager Andersen som gidsel for tidehvervsteologien! »Budskabet er hardcore evangelisk-luthersk«, opsummerer Hans Hauge. Respektløse læsninger Der er således ikke tale om ræsonnerende 'læsninger', men snarere om associerende prædikener over især eventyrene. Artiklerne griber fast i en bibelallusion hist og her og bruger den som belæg for en helhedsfortolkning af teksten, ja ofte også af hele forfatterskabet. Der skal åbenbart ikke meget til, før man føler sig på det rene med, hvad hele Andersens forfatterskab går ud på, som for eksempel når Gudmund Rask-Pedersen konstaterer, at som »H.C. Andersens eventyr hviler Grundtvigs salmer på den vision og det livssyn, at det kan gå godt, selv når det ikke gør det«. Antologien om 'Andersen & Gud' modsiger ganske entydigt denne pointe: Det går ikke særlig godt med de 'teologiske læsninger', som nok virker ærbødige, men reelt set er ganske respektløse over for Andersens tekster. På nær to lysende undtagelser. Den ene er Finn O. Hvidberg-Hansens kompetente, velresearchede gennemgang af den plads, som jøder, katolikker og islamiske mystikere (som Andersen havde førstehåndskendskab til fra sine udlandsrejser) indtager i hans tekster. Den anden er Jacob Bøggilds fine og tekstligt begrundede betragtninger over den kristne etik i en håndfuld eventyr, som tager det vanskelige spørgsmål om Andersens forhold til Søren Kierkegaard op til fornyet overvejelse. Her mærker man kompleksiteten af Andersens tekster og religiøse tænkning, som antologien ellers gør sit for at træde under fode.