Det kan både være rigtigt og forkert at hævde, at ingen dansk jazzmusiker har opnået en så overvældende popularitet som den, der er kommet Svend Asmussen til del. For det var som revykunstner, showman og entertainer, han fejrede sine største succes'er. Ikke blot på de hjemlige scener, men verden over, hvor årene med Alice Babs og Ulrik Neumann i gruppen 'The Swe-Danes' stod som kulminationen. Nyt mod på livet Men samtidig er der det rigtige i påstanden, at jazzmusikeren i Svend Asmussen aldrig har fornægtet sig. Isoleret set kunne jazzen være en mere eller mindre integreret del af showet, men den gav sig også til kende i timingen og det drive, i hele den ånd, der beherskede det. Alt dette og meget mere kan man læse om i bogen 'June Nights', hvor Asmussen fortæller sin historie til amerikansk-fødte Ellen Bick Meier, Master of Arts og litteraturanmelder, som han i dag lever sammen med, og som har gengivet ham nyt mod på livet, efter at Asmussen havde mistet sin kone gennem 62 år, Annegrete, for fem år siden. Charmerende udstråling En historie, der tager sin begyndelse 28. februar 1916, da han bliver født som den fjerde søn i et solidt borgerligt, men også musikalsk hjem på Østerbro. Og musikken får tidligt tag i 'Svendemand', som han blev kaldt. Han starter med klaver som femårig, men går over til violinen, da han bliver syv. Talentet var åbenbart, og det var det ligeledes for at tegne og arbejde med ler. Efter skolegangen på Krebs Skole og siden på Metropolitanskolen var det imidlertid musikken, der fik overtaget. Asmussen afbrød både sine studier på Tandlægehøjskolen og derefter sin forberedelse til Kunstakademiets billedhuggerskole, idet han allerede i 1933 havde indledt sin karriere som professionel musiker. Og den tog hurtigt fart. Takket være hans kønne udseende og charmerende sceniske udstråling kunne det være fristende at betragte Asmussen som en Aladdin-skikkelse, men der lå et hårdt slid bag de opnåede resultater. Tilværelsens skyggesider Asmussen beretter yderst levende om de musikalske højdepunkter, han oplevede, både egne og dem, andre skænkede ham. Stig Lommer-revyerne, orkestrets optræden i alverdens natklubber, rejserne med krydstogtskibene, der bragte ham i forbindelse med fremmede kulturer og tjente til ny inspiration. Men han mødte også tilværelsens skyggesider. Hans arrestation sammen med en række andre danske borgere, da regeringen 29. august 1943 brød med den tyske besættelsesmagt, og efterfølgende ophold i et berlinsk fængsel, den tragiske flyulykke i 1947, der kostede Ulrik Neumanns søster Gerda livet, og mennesker inden for show business, der viste sig at være uhæderlige. Selvransagelser og sceneskræk Det er sent, men heldigvis ikke for sent, at denne bog er blevet til. For netop i kraft det store tidsperspektiv, den strækker sig over, møder vi i den en Svend Asmussen, som offentligheden ikke har kendt til. En Svend Asmussen, der giver sig tid til selvransagelser, og som heller ikke er bange for at røbe sider af sig selv, han måske ikke tidligere ville have udstillet. Skulle man have troet, at han igennem hele sin karriere havde lidt af lampefeber? Ikke umiddelbart. Men ved nærmere eftertanke kan denne frygt netop have bidraget til, at Svend Asmussen stillede så høje krav både til sig selv sine musikere. Intet måtte gå galt. Eller som selv formulerer det: »Jo bedre man forbereder sig, jo større er chancen for et godt resultat«. En fin bog at blive klog på. Og man bliver heller ikke skuffet, hvis man er på jagt efter små unøjagtigheder. Der er enkelte forkert stavede navne. Den fremragende klarinettist Ernst Höllerhagen var ikke schweizisk, men tysk. Og det kan ikke have været 25 år siden, Asmussen og Jan Johansson spillede sammen i Göteborg. For på det tidspunkt havde den svenske pianist været død i tolv år.