0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det romantiske barn

Godt bud på, hvorfor Ingemanns 'Morgensange for Børn' er særligt børneegnede.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er kendt, at da Dan Turèll første gang hørte 'Lysets engel går med glans' blive sunget i skolen, besvimede han. Så stærkt et indtryk gjorde Ingemanns ord på ham.

'Lysets engel' hører sammen med de øvrige 'Morgensange for Børn', som B.S. Ingemann udsendte i et beskedent hæfte i 1837, til danskernes foretrukne salmer. De stikker vennen Grundtvigs mange gange.

Og heller ikke i 2005 går der en dag, uden at 'I Østen stiger Solen op', 'Nu titte til hinanden' eller 'Lysets Engel gaar med Glan(d)s' bliver afsunget på en eller anden af landets skoler.

Weyses og Ingemanns samarbejde
Populariteten og udbredelsen af Ingemanns ord er forbundet med Weyses kongeniale melodier, og Weyses og Ingemanns samarbejde fortsatte, måske fordi Weyse skrev til Ingemann, efter arbejdet med morgensangene var afsluttet:

»Skulde De altsaa fremdeles digte flere Sange af den Art - maaske Aften- eller Bord-Sange, da staar Undertegnede atter til Tjeneste«.

Ingemann skrev straks en ny lille suite sange/salmer, bl.a. 'Der staar et Slot i Vesterled' - der står allerøverst på anmelderens private kanonliste - 'Dagen gaar med raske Fjed', 'Den skjønne Jordens Sol gik ned' og 'Den store stille Nat gaaer frem'.

Sange til børneasylerne
Morgensangene blev skrevet på opfordring af én, siger man, højtstående dame, dvs. en dame fra kongehuset, den senere Dronning Caroline Amalie, gift med Christian VIII. Sangene var tænkt til brug i de første børnehaver i Danmark, dem man kalder asyler.

I asylerne optog man børn af fattige forældre, i al fald af par, hvor begge parter var tvunget til at gå på arbejde. Mange små børn løb derfor rundt ude på gader og stræder uden hverken opsyn eller pasning, og dette forhold var der nogle nydelige mennesker, som ville rette op på.

Derfor opfordringen til Ingemann om at skrive noget for aldersklassen passende til brug i asylerne. Og da A.P. Berggreen lidt senere udgav sine 'Sange til Skolebrug' og brugte Ingemanns tekster med Weyses melodier, var vejen frem til den helt store popularitet for 'Nu titte til hinanden' og de øvrige sange banet.

Biografisk research
Ingemanns Morgensange opnåede højere popularitet end aftensangene, nok fordi Ingemann i morgensangene henvendte sig mere direkte til børn end i aftensalmerne. Men hvad er det, Ingemann rent faktisk udsiger i sine tekster? Hvordan ser han på barnet, hvordan taler han til det? Ja, hvad er det, som gør Ingemanns 'Morgensange for Børn' særlig børneegnede?

Det har børnelitteraturforskeren Nina Christensens sat sig for at undersøge i bogen 'Barnesjælen. Børnelitteraturen og det romantiske barn'. Hun redegør klart for 'indholdet' i sangene, for henvendelsen, og for hvordan disse sange er blevet udbredt først og fremmest gennem skolesystemet.

Hun læser herefter Ingemanns selvbiografiske værker for om muligt at finde frem til, hvad det romantiske barn er eller rettere var for en størrelse, for herefter at undersøge eksempler på det, hun kalder, for romantisk arvegods i moderne børnelitteratur.

Til dette formål analyserer hun Bente Clods triologi om pigen Thilde og Bjarne Reuters 'Shamran'. Hun finder faktisk flere lighedspunkter mellem Ingemann og de to moderne forfattere, end man egentlig havde forestillet sig. I endnu en analyse endevendes Bent Hallers 'Katamaranen', en børnebog, der bragte sindene i kog, da den udkom i 1976, og som denne anmelder stadig finder ubehagelig.

Eksisterer børnelitteraturen?
Nina Christensen skriver klart og kontant. Hun har et mål for sine analyser, og man får især i de historiske afsnit god besked om sammenhænge, som ikke tidligere har været fremme, bl.a. om forbindelsen mellem 'sangarbejdet' med Berggreen i spidsen og udbredelsen af Ingemanns børnesalmer.

Bogen burde derfor kunne vinde en ganske vid udbredelse, men ærgerligt nok har hun valgt at indlede bogen med en fremstilling af det børnelitterære felt, bl.a. med en diskussion hentet fra England/USA om det giver mening at tale om børnelitteratur. Eksisterer der overhovedet noget sådant som en børnebog?

Måske ryster De, min læser, på hovedet, mens De tænker på alle de herlige børnebøger, De selv har slugt, eller som De måske har læst højt for Deres børn. For selvfølgelig eksisterer der børnebøger, siger De. Men det skal De altså ikke være så sikker på ifølge de forskere, Nina Christensen citerer.

Selv lurepasser hun lidt ved ikke at fortælle sine læsere, om hun finder Bente Clods trilogi og Bjarne Reuters roman vellykkede. Disse småmukkerier skal imidlertid ikke skjule for, at Nina Christensen med sin bog om barnesjælen fremlægger nye resultater.

Og hvis De nu vil læse om et københavnsk børneasyl, så find Maria Andersens børnebog 'Tudemarie' frem, for Tudemarie bliver heri sendt i asylet. Og på trods af nogle udenlandske syrehoveders forsøg på at negere Tudemarie, så findes hun nu alligevel, skal jeg hilse og sige.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement