Åh nej, skal vi nu til at høre om feminisme og post-feminisme, og måske endog post-post-feminisme, igen? Og til overflod om sovjetrussisk socialrealisme? Og så i 'Den Blå Port' - denne 65. gang er redaktørerne af Porten skejet ud i et vildt, 70'er-agtigt retroflip, hvor alt det fortrængte vender tilbage, komplet med fimset Lola Baidel-typografi og syrepink på forsiden; og så dog, for ved nærmere, rystet øjesyn stiller sagerne sig en hel del anderledes. Smagløshedens gru Slavisten og litteraturforskeren Tine Roesen har en strålende artikel, der ender med at konkludere, at det er langt vildere og vanskeligere at læse den klassiske socialrealisme i dag, end det er på helt standardiseret måde at konfronteres med den russiske futurisme-avantgardes kun dengang chokerende eksperimenter. Smagløshedens gru overgår langt den forfinet trætte avantgardisme. Begavet og flabet Redaktørerne plæderer i lederen begavet og flabet for, at der bør være flere kvinder med i den litterære kanon, og de oprullede argumenter burde egentlig konfronteres med Hans Bondes ikke mindre (måske endda mere) overbevisende grunde til det modsatte, fremsat bl.a. i denne avis' spalter. Og så er der en helt masse andet godt også, men tag og læs det om sovjetrealisme og kvindekamp især.
Køns- og klassekamp i pink
Lyt til artiklen
