Der er det mærkelige ved den amerikanske forfatter Truman Capote, at hans værk og hans liv er to vidt forskellige og usammenhængende størrelser. Gerald Clarke, som har skrevet den store definitive biografi om ham, formulerer det således: »Det er en del af mystikken omkring Capote, at hans perfekte værker tilsyneladende eksisterer fuldstændig løsrevet fra hans kaotiske liv«. Ond og sød I anledning af 20-året for Truman Capotes død og 80-året for hans fødsel er man i USA, England, Tyskland og Frankrig startet med at relancere denne fantastiske forfatters bedste bøger - og Gerald Clarke har redigeret et stort og underholdende udvalg af Truman Capotes breve, for som han siger i forordet: »Capote som forfatter kan man læse i hans bøger, men Capote som menneske får man bedst indtryk af i hans personlige korrespondance med venner, kolleger, elskere og rivaler«. Han er ond, sød, utrolig skarp og morsom. Sine venners bedste ven, sine fjenders værste fjende. Alles darling I introduktionen til en ny komplet samling af alle Capotes noveller skriver forfatteren Reynolds Price om et andet modsætningsforhold, nemlig USA's kulturløse masser og Capotes utrolige berømmelse. Kun to skønlitterære forfattere fra det 20. århundrede var kendt af alle amerikanere, og egentlig var det ikke for deres forfatterskab. Hemingway, fordi han med sit skæg og sin fiskestang eller jagtgevær optrådte som ikon i Life Magazine. Capote, fordi han efter udgivelsen af dokumentarromanen 'Med koldt blod' i 1966 fra da af optrådte i samtlige talkshows i fjernsynet. 'Med koldt blod' var 60'ernes største bogsucces. Den solgte i millionoplag i USA, og den blev udsendt i mere end 100 lande. Truman Capote blev alles darling. Selv husmødre, der aldrig læste en bog, men så fjernsyn hele dagen, mens de gjorde rent og strøg mandens skjorter, fandt den lille øgleagtige mand med den skingre sydstatsstemme charmerende. Hvad han ved Gud også var. Han var talkshowværternes drøm. Han var morsom, han var hurtigt, han var fræk, han var lærd - og så var han mærkelig, queer. Homoseksuel, som det hed dengang. Men det sagde man selvfølgelig ikke højt. Det var 'Med koldt blod', der gjorde Truman Capote verdensberømt og gjorde ham til superstjerne i USA - men det var også den bog, der i sidste ende slog ham ihjel. 59 år gammel, efter mindst 15 års alkohol- og stofmisbrug. 'Ka-påv-tii' Han blev født Truman Streckfus Persons i New Orleans i efteråret 1924. Efter nogle tumultariske år blev hans far fængslet for bedrageri, og hans mor lod sig skille. Hun stak af og efterlod Truman i sin families varetægt. Han boede hos tre gamle søstre, hvoraf især den ene tog sig af ham og gav ham al den kærlighed, hans forældre ikke kunne magte. Da han var elleve, havde moren giftet sig med en cubaner, og det var dennes efternavn, han adopterede. Brevsamlingens første brev er til faren: »Som du ved, har jeg skiftet navn fra Persons til Capote, og jeg ville sætte pris på, hvis du i fremtiden kaldte mig Truman Capote, da det er det, alle kender mig som«. Efternavnet gav dog Capote mange problemer. Ingen kunne udtale det rigtigt. 'Ka-påv-tii', tre lange stavelser. Capote fortæller selv om alle de udtalefejl, han har været udsat for. Hans yndlingsfortalelse var fra en taxachauffør i New York, som tit kørte for ham. Han sagde altid »cup-a-tea« (altså en kop te). Verdens smukkeste bog I 40'erne og 50'erne rejste Truman Capote Europa tyndt, og han besøgte bl.a. Danmark flere gange, ikke mindst fordi han havde lært Karen Blixen at kende. Capote holdt meget af Blixens fortællinger - beundringen var gensidig, som man kan læse i Blixens forord til 'Holly' - og han forsøgte i mange år at få 'Drømmerne' fra 'Syv fantastiske fortællinger' filmatiseret. Han ville selv skrive manuskript, men drømmen blev aldrig til noget. Capote besøgte også senere Danmark, bl.a. da filmversionen af 'Med koldt blod' havde premiere. Karen Blixen var i øvrigt en af de to danskere, som var med i vel nok verdens smukkeste bog, 'Observations' fra 1957. Den anden var Carl Th. Dreyer. Bogen består af Capotes små skrevne snapshots ledsaget af Richard Avedons flotte sort/hvide portrætter layoutet af Alexy Brodovitch, som var chefdesigner på magasinet Harper's Bazar. Bogen blev kun trykt i et lille oplag. Den sælges nu for mange tusinde kroner på diverse auktioner. Capotes tre gear Capotes forfatterskab kan groft opdeles i tre bunker: Egentlig fiktion, dvs. nostalgiske sydstatshistorier som f.eks. romanen 'Græsharpen' (1951) og gotiske historier som novellesamlingen 'A Tree of Night' (1949). Men også newyorkerhistorier som romanen 'Holly' (1958). Capote skrev dog mindre og mindre egentlig skønlitteratur, som årene gik. Journalistik. Rejseartikler og reportager som den fine lille bog 'Local Color' (1950). Og portrætter som det lange mesterstykke fra The New Yorker om Marlon Brando (1956). Capote blev ved med at lave reportager hele sit liv. Dokumentar-fiktion. En blanding af de to ovenstående, altså af egentlig fiktion og reportage. I modsætning til 'new journalism', der bruger fiktionsmetoder i journalistik, så bruger Capote journalistiske metoder i sin fiktion. 'Med koldt blod' er en roman, men alt, hvad der står i den, er sandt. Det samme gælder hans sidste mesterværk, 'Håndskårne kister' fra 'Musik for kamæleoner' (1980) om en række uopklarede mord i Nebraska. Capote blev udråbt til opfinderen af en ny skønlitterær genre. Det tog han gerne på sig, men måtte dog indrømme, at ikke mindst hans helt Proust i 'På sporet af den tabte tid' benyttede sig af samme blandingsform i skønlitterært regi. Med koldt blod 'Med koldt blod' tog seks år at skrive. Dels fordi den var opslidende svær at skrive pga. den megen research, som blev lavet i samarbejde med ungdomsvennen Harper Lee, der har portrætteret Capote i sin roman 'Dræb ikke en sangfugl'. Men i sidste instans fordi han måtte have en slutning på historien om de bestialske mord på en familie i Kansas. De to mordere var fanget og dømt til døden, men før henrettelserne blev eksekveret, kunne Capote ikke sætte sidste punktum. 14. april 1965 overværede Capote de to mænd blive hængt, og senere samme år blev romanen trykt i fire kæmpe afsnit i The New Yorker. I januar året efter udkom den som bog. Tiden omkring arbejdet med romanen fylder selvsagt meget i brevsamlingen. Ikke mindst brevene til bogens hovedperson, politidetektiven Albert Dewey, som Capote bliver venner med, er fascinerende læsning. Men bogen blev også hans død. »Ingen vil nogensinde forstå, hvordan 'Med koldt blod' sled på mig«, fortæller Capote. »Den bog skar ind til marven af mine ben«. Og på helt besynderlig vis viste det sig, at Capote stort set var færdig som forfatter. Han forsøgte sig med en masse mislykkede projekter, og han blev ifølge sig selv en hjælpeløs alkoholiker og stofmisbruger. Hans partner og kæreste siden slutningen af 40'erne, forfatteren Jack Dunphy, flyttede fra ham, men de vedblev med at være partnere indtil Capotes død, og da Dunphy døde i 92, blev han begravet ved siden af Capote. 'The Tiny Terror' Det var Capotes store drøm at skrive nutidens 'På sporet af den tabte tid'. Han ville skrive alt det, han havde set. Han ville skildre overklassen som det, den var. Tom og falsk. Projektet hed 'Answered Prayers', men ballonen bristede i midten af 70'erne, hvor tidsskriftet Esquire fik lov at trykke fire kapitler. Alle hans rige såkaldte venner fik morgenkrydderen galt i halsen. De følte, han havde forrådt dem ved at referere til historier, som ellers kun skulle blive 'mellem os to'. En enkelt begik sågar selvmord, da hun så sig selv udhængt. »Hvad fanden havde de forestillet sig?«, spurgte Capote retorisk. »Jeg er forfatter, ikke deres skide hofnar«. Og selv om projektet til dels var lykkedes for Capote, så flygtede næsten alle fra ham. Det var her, han fik sit øgenavn blandt de tidligere overklassevenner, 'The Tiny Terror'. Forgudet af Warhol Ingen ved med sikkerhed, om Capote skrev bogen færdig, om der fandtes flere kapitler, om han destruerede dem før sin død, eller om andre har destrueret dem. Fakta er, at manuskriptet aldrig er fundet. Heldigvis nåede Capote at skrive endnu én god bog. Det var Andy Warhol, som reddede ham. Warhol, som havde forgudet Capote siden 40'erne, og som var blevet venner med ham i 70'erne. Warhol så sin ven gå mere og mere i hundene, og derfor gav han ham et lukrativt tilbud om at skrive i sit blad, Andy Warhol's Interview. Det blev til en serie fantastiske reportager, som i 1980 blev samlet i bogen 'Musik for kamæleoner', faktisk hans første rigtige bog siden 'Med koldt blod'. Den blev en stor succes i USA og udkom verden over, også på dansk. Men Capote stoppede stort set med at skrive breve efter 'Med koldt blod'. Brevsamlingens første 430 sider omhandler tiden frem til 1967. De sidste små 20 år fylder kun 30 sider. Det sidste brev er et telegram fra 1982 skrevet af en ensom sølle mand til sin partner gennem mere end 30 år. Det lyder i sin helhed: »savner dig behøver dig skriv hvornår du kommer Kærligst Truman«. »Jeg vil bare dø i fred« Succesen med 'Musik for kamæleoner' var desværre ikke nok til at ændre Capotes liv. Han forsøgte sig uden held med afvænning og besluttede sig så i stedet for at dø. Det lykkedes som sagt i 1984, hvor han var besøg hos sin veninde Joanne Carson i Hollywood. En morgen orkede han ikke at stå op. »Jeg tror, jeg er ved at dø«, sagde han. »Hvis du gør det, så taler jeg aldrig til dig igen«, sagde Carson, og de grinede begge. I løbet af formiddagen fik Capote det værre og værre, og Carson tilbød at ringe efter en læge. »Ingen læger, ingenting«, svarede Capote. »Jeg er meget træt, og jeg vil bare dø i fred. Hvis du virkelig elsker mig, så giver du slip på mig nu«. En time efter var han død.