Hartvig Frisch sagde, at kultur er vaner. Dermed mente han, at kultur ganske som sprogets grammatik fungerer 'ubevidst'; men da kultur jo er noget kollektivt, skulle han nok have sagt kollektive vaner. Afmystificering Kulturbegrebets egen kulturhistorie har antropologen Kirsten Hastrup nu skrevet en læseværdig bog om ud fra antropologiens 'state of the art'. Hun inddrager overlegent og upolemisk tidens debat om etniske kulturer, om danskhed og nationen som realitet og konstruktion. Hastrup afmystificerer herunder antropologien til avanceret common sense - og det er helt o.k. for mig, for hellere en velfortjent førtidspension end en ufortjent kapitalpension. Kants rene fornuft Renæssancens kulturbegreb handlede om individets humane dannelse, men med oplysningstiden fulgte en Linné- inspireret iver efter at klassificere andre kulturer. Nu opstod forestillingen om et folks kultur som en kollektiv støbeform. Men Kants rene fornuft stod højere end allehånde kulturer, så uagtet oplysningstidens fordomsfri sans for kulturers relativitet og koketteren med den ædle vilde tvivlede de oplyste dog ikke på deres vetoret. Systemtænkningens hormonbøffer Herder og romantikerne indførte forestillingen om folkeånd som et organisk rodnet, der forbandt hvert folk med dets historie og geografi - også selv om man endnu ikke havde begrebet 'biologisk arv'. Dette tyske kulturbegreb lever videre i konservatismens tanker om kulturelle fællesskaber - i modsætning til den franske og engelske oplysnings nøgterne idé om en fornuftig samfundskontrakt. Via antropologiens fader- og moderfigurer når Hastrup til Levi Strauss' og strukturalismens forsøg på at gøre antropologen til et nyt hegelsk system, hvor menneskene allernådigst bor til leje - inspireret af Saussures tilsvarende syn på sproget som et abstrakt og autonomt system. Vor egen sprogtænker Otto Jespersen købte omvendt så lidt som Kierkegaard systemtænkningens uskønne hormonbøffer, uagtet alle pensionsfordele. Et værktøj i stadig udvikling Hastrup bliver for alvor interessant, når hun reviderer det 'videnskabelige' kulturbegreb. For ikke blot er etniske og nationale kulturer fulde af indre variation og ingen ensartet suppe, de er også i dynamisk udvikling og vekselvirker både med hinanden og med de enkelte individers selvrealisering. 'Kulturen' er ingen kollektiv matrice, der former individet bag dets egen ryg. Den modsatte yderlighed er den tanke, at kulturer kun lever i kontrasten til andre kulturer - for selv folk i en helt isoleret bjergdal eller på en helt isoleret ø har velsagtens et sprog, sociale koder, dyrkningsmetoder osv. Men hvor udveksling er mulig, accentuerer folk vitterlig deres sproglige og andre særpræg; og det gælder tillige provinserne - vel at mærke indtil de falder benovede på maven for de smarte fra hovedstaden og ender som deres karikatur. Hastrup viser med aktuelle eksempler, at den etniske kultur ikke er en 'væsenskerne', men et kort, som den enkelte unge indvandrer må spille ud så godt som muligt i modspil mod såvel forældrene som værtslandet. For de enkelte unge er strenge regler for kønnenes omgang intet mantra, men konkrete vilkår på linje med de økonomiske kår - som de efter evne må forsøge at bøje, omgå eller moderere. Kulturen er således et værktøj stedt i stadig udvikling. Kirsten Hastrup bekender sig for så vidt til fornuft og 'oplysning' som universelle træk før alle Hartvig Frischs 'vaner'. Forestillede fællesskaber Hastrup er tillige moderat konstruktivist i synet på national identitet og behandler i den ånd den hårdhændede forsvenskning af Skåne efter danskernes endelige nederlag. Nok var der åbenbart vitterlig noget at forsvenske, men det var langt hen provinsielle særpræg - ganske som i de ægte svenske landsdele med hver deres genstridighed mod kongemagtens vilkårlige skatteopkrævning og tvangsudskrivning til oversøisk krigstjeneste. I samme ligevægtige ånd nævner hun ideen om nationale kulturer som »forestillede fællesskaber«: For alle danske kender jo ikke hinanden. Men i og med at vi tror på det nationale fællesskab, holder vi faktisk sammen udadtil. Man kunne nu godt moderere det fiktive element lidt mere: For selv om alle danske ikke kender hinanden, så deler vi vilkår og kender til mange af de samme steder, 'høvdinger' og historiske begivenheder - hvortil kommer beherskelsen af samme sprog og uvaner. Selv om vi ikke kender hinanden, kunne vi let komme til det. Men er det umagen værd?