29. marts kommer den tyske kansler Gerhard Schröder til Sønderborg, hvor han skal mødes med sin danske modpart, statsminister Anders Fogh Rasmussen. Den, der vil forstå, hvorfor dette møde er vigtigt, skal læse historikeren Karl Christian Lammers nye bog 'Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter'. For dens hovedfortjeneste er, at den giver en enestående detaljeret og klar fremstilling af den dansk-tyske udsoning, der førtes til protokols med Bonn-Københavns-erklæringerne 29. marts 1955, for nu altså snart 50 år siden. Behandling af mindretal Disse to ikke helt identiske erklæringer redegjorde for, hvorledes Danmark og Tyskland ville behandle sine henholdsvis tyske og danske mindretal i grænseområdet, og de ryddede endegyldigt utidige danske spekulationer om en grænsejustering af vejen. Samtidig var erklæringerne med til at lette Tysklands optagelse i NATO få måneder senere. Reelt problem Lammers har haft privilegeret adgang til danske og tyske statsarkiver, og han kan derfor følge de til tider direkte pinagtige danske forsøg på at lirke ved den grænse, der blev så forbilledligt fastlagt ved folkeafstemningen i 1920 - uanset at grænsen måske ikke lige blev trukket der, hvor det var allermest rimeligt. Det vigtige var, at vi trods besættelsens fem onde år havde storhed nok til, i sidste ende, at vedstå en international aftale, der kunne være et forbillede for mange andre grænsekonflikter i verden. Bogen redegør fint for, at Danmark af naturlige grunde, der gik helt tilbage til de slesvigske krige i 1848-50, men blev voldsomt forstærket af besættelsen 1940-45, havde et reelt problem med Tyskland. Denne anmelder husker endnu, da den legendariske J.B. Holmgård, dengang journalist ved Information, startede en artikelserie i begyndelsen af 1960'erne med overskriften: 'Kan vi stole på Tyskland?'. Holmgård svarede forsigtigt ja, hvorefter DKP-kredse omdelte flyveblade med spørgsmålet: 'Kan vi stole på Holmgård?'. Ægte hykleri Lammers viser, hvorledes denne troværdighedskrise langsomt blev overvundet og erstattet af to andre, nok alvorligere kriser: Hvorledes skulle vi forholde os til det andet Tyskland, DDR? DDR var i realiteten Sovjetunionens lydstat, og det blev i stigende grad klart for Danmark, at den højst reelle angrebstrussel kom fra Warszawapagten, ikke fra NATO-partneren Vesttyskland. Herlig er hans påvisning af, at det EU-fjendske udtryk 'Neuropa' ikke stammer fra Hitler, men fra Politikens satiriske tegner Bo Bojesen! Det er denne bogs andet spændende tema. Danmark pressede på for en anerkendelse af DDR, men i offentligheden var det især venstrefløjen, med SF's Gert Petersen i spidsen, der mente, at DDR måtte være 'ligeberettiget' med Forbundsrepublikken. Diplomatisk, altså, den demokratiske side af ligeberettigelsen havde ingen interesse i den diskussion. Lammers' kup er, at han viser, hvorledes DDR's internationale anerkendelse førte direkte frem til Helsingforsaftalerne i 1975, der uanet varslede begyndelsen til enden for de østeuropæiske diktaturer. I den megen iver for at få Stasistaten anerkendt var også en god portion ægte hykleri. Udtrykt markant af den konservative franske kommentator François Mauriac, der engang skrev: »Jeg holder så meget af Tyskland, at jeg hver morgen glæder mig over, at der er to af dem«. Vigtig brik til selvforståelse Lammers' bog er i mangt og meget arbejdspapirer, der må være blevet til i en anden rækkefølge end den, bogen giver. Det er en fremlæggelse af en række spændende aktindsigter og nogle forsøg på at drage konklusioner. Den ville have vundet ved en kyndig gennemlæsning af en forlagsredaktør, der kunne have strøget gentagelser, rettet sproget lidt ud, sørget for, at begrebsforklaringer eller titler forekom første gang, begrebet eller personen nævnes, at navne blev stavet rigtigt eller rettet (f.eks. til Meta Ditzel s. 230, ikke Maria Ditzel, Bo Bøjesen til Bo Bojesen osv.). Kommateringen er den værste og mest inkonsekvente, jeg endnu har set i et akademisk værk. Men altså: en god og indsigtsfuld bog, der lægger en vigtig brik til vores viden og selvforståelse.