Limerick er som bekendt en lyrisk genre, hvis enlige strofe udelukkende benyttes til spøg og skæmt, satire med lidt sadisme og små sjofle historier om villige kvinder rundt om i verden, kønsorganer større end ellers og jomfruer, som falder til føje med list og liderlighed. Lækker børnemad
Versemålet, der har navn efter en lille by i Irland, men nu nok er mere engelsk end gælisk i sin oprindelse, ser dagens lys i midten af 1800-tallet og har traditionelt form af fem linjer i anapæstisk rytme helst med ende-rimene, aabba, hvor sidste verselinje klinger ud på en art morsom morale med ekko af de to første udsagn.
Lad os lige snuppe en af slagsen, klassisk hele vejen igennem sit indhold og udtryk: Kong Atreus indbød sin bror
til et lækkert og veldækket bord,
og Thyestes blev glad,
fordi børnemad
smager bedre end mange trorHjælp til selvhjælp
Nu kender den urbane læser selvfølgelig den latente pointe bag den antikke historie om de to hadefulde brødre: At Atreus som middagsmad hemmeligt bespiste Thyestes med dennes egne børn.
Men rolig nu Brian, vi ved godt, at klassisk dannelse ikke er, hvad den har været, så forfatteren til denne mytiske limerick, vor vidtberømte landsmand, filolog, historiker og polis-ekspert dr.phil. Mogens Herman Hansen, giver hjælp til selvhjælp i en informativ fodnote til digtet.
Det gør han i øvrigt hele vejen igennem den lille skægge og frivole digtsamling, 'Nye mytologiske limericks', som også har et helt lille, klart kapitel om limericks' form nu om dage. Zeus' seksuelle eskapader
Jeg har selv oplevet Mogens Herman til en vens magisterkonferens få hjælp af sin muse og synge om den vordende magister med episk elan ikke langt fra den, vi kender fra den divine Homer.
Her sætter han sig op på Pegasus igen og flyver rundt i antikkens verden med guder og helte, som springer op og spænder bælte, går til makronerne med matronerne, som slet ikke er til morskab og har sværget husbonden troskab.
Men vi ved bedre, og selvfølgelig er der mange limericks om Zeus, som med kløgt og forklædning, svane eller gylden regn får noget på den dumme med selv den mest stramtantede stumme. Bogen er en fortsættelse af '50 mytologiske limericks og andre vers om de gamle grækere' fra 1994. Blik for mor
Her er også medtaget rimede røverhistorier om de klassiske heroer og filosoffer, Sokrates, Platon og Aristoteles - og så selvfølgelig stakkels Ødipus, som dræbte farmand, sov med morbasse og derfor stak sine øjne ud som straf. Vi slutter af med lektor Hansens limerick om verdens første antihelt: Så kong Ødipus blev på sin trone og fornægted' den skyld, han sku' sone.
Den var ellers ret stor:
Han fik blik for sin mor
og stirred' sig blind på sin kone.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























