'Den moderne litteratur er ved at drukne i kvindernes menses!'. Voldsom devise, ytret for over 150 år siden. Men det er ikke hvilken som helst mand og mandschauvinist, som skriver disse ord i et brev til sin ældre, men lækre elskerinde. Rødstrømpet muse Endnu ganske ukendt, men snart skal han blive skandaløst berømt i sit fædreland, Frankrig, på en skelsættende roman om en gift Emma Bovary fra Normandiet, som ender med at tage gift, fordi hun har forødt familiens alt på sine romantiske drømme og skøre indfald. Og ovenførte svada er til kvinden, som han kaldte sin muse, og som var en af sin tids ivrigste rødstrømper med et kærlighedsliv, som gjorde selv veninden George Sand til en sand spejderpige udi dyd og dadel. Sensuel besættelse Vi er nemlig midt i korrespondancen mellem en ung og ukendt Gustave Flaubert og så den famøse Louise Colet, digter, glødende feminist, enlig mor og dæmonisk demimonde i 1800-tallets flamboyante Paris. Louise blev ikke i Flauberts eget eftermæle hans livs kærlighed, Gustave pegede på en anden, han helt sikkert aldrig kom i seng med, men Louise var kvinden, som sensuelt besatte ham mest, inspirerede ham bedst. Omdiskuteret dødsårsag Manden, som mente, at der var for meget kvindekøn i tidens litteratur, var bjergtaget til det betænkelige i den blonde og smækre Louises bedårende skød og skarpe intelligens. Det mener Eric Danielsen i hvert fald i sin kærligt-kritiske, hjertelige og appetitlige biografi over desillusionens mester, den geniale Gustave Flaubert. Dette syn på det galliske geni, som mange andre i sam- og eftertid kalder for misogynt, misantropisk og menneskeforagtende, er et signifikant signalement, denne modeste anmelder og fanatiske fan af emnet er fuldstændig og enstemmigt enig i. Flaubert var frem for alt til kvinder, fra han som dreng masturberede i frikvarteret på skolens latrin, til han flot flanerede brunstigt omkring med sin yngre kollega Guy de Maupassant på metropolens flamboyante bordeller. Seksuel aktiv til det sidste, til sin død som 59-årig i 1880 på Croisset, det lille landsted som var hans base og refugium igennem hele forfatterskabet. Dødsårsagen er imidlertid omdiskuteret, men mon ikke det var den forfærdelige syfilis, tidens folkesygdom for frie ånder, simpelt hen den tids aids, som lagde libertineren i graven? Anklager affejes Gustave Flaubert langede kradsbørstigt ud efter sin samtids litterære kvindelighed, men han var besat af det evigt kvindelige. Fra top til tå, kød og blod. Reelt kan det siges, at vor normanner aldrig helt kom ud af sin moders skød, han boede med hende til dennes død, og han var manisk fascineret af kvindens forføriske f under bæltestedet med de fire bogstaver, som rimer vulgært på isse. Eric Danielsen er Gustave Flaubert en omhyggelig og opbyggelig sagfører. Traditionens anklager, også fra Jean-Paul Sartres ufuldendte miskmaskbog om Flaubert som familiens idiot, for eklatant kvindehad, apolitisk kynisme og aristokratisk kulde med et dovent nik over bourgogne og foie gras om kunst kun for kunstens skyld, endog mens storborgerskabets soldater uden for salonen udrydder proletariatet i nationens mange revolutioner, affejes med gode og gedigne læsninger af franskmandens danske forsvarsadvokat. Mere sympatisk end velskreven Og ret skal være ret. Både mesterværket om fatal power shopping og manisk eskapisme, 'Madame Bovary', verdens første fantasyroman, 'Salammbô', og om unge mænds sentimentale hang til ingenting sat op med roser, 'Følelsernes opdragelse', er køligt kreative og kritiske analyser af det modernes gennemslag i den eskalerende middelklasses hang til et konfliktsky og klasseløst eden, en desillusionerende demaskering af de kapitalistiske markedskræfter, net forklædt som en sval liberalisme med halvrim på humanisme. Hos Danielsen mødes Gustave Flaubert og Karl Marx over et køligt glas rosé. Meget muligt, og noget er der bestemt om snakken. Biografien er båret af en følsomhed over for Gustave, som uden ironi er rørende, medrivende, men nu og da også mere sympatisk end velskreven. Stærkest er Danielsens forsvar for denne uheldige og egentlige hæderlige Louise Colet, den (for)dømte dulle i den franske litteraturhistorie, som uden eksakte beviser blev fundet for let til noget andet end at have ligget med franske forfattere med national ballast. Muldvarp og molbo Gustave, der var slank og smuk som en nordisk viking i sin ungdom og som nu står som en tung statue i skønne Rouen, hans fødeby, som ironisk først med moderne turisme opdagede skribentens force som lokkemiddel for tusinder fans til at ture rundt i Emma Bovarys fodspor. Eller det berømte fotografi af mesteren som en Ole Thestrup med hvalrosskæg, kunstnerbutterfly og slørede øjne af druk og dekadence. Sådan kender vi andre slet ikke Gustave, en salamander, en muldvarp og noget af en molbo med et genialt talent, bestemt ikke for fastholdere, en kunstnerisk, epileptisk, kalkulerende og politisk smutter. Eric Danielsen har godt fat i franskmandens frakkeskøder, så nye læsere kan trækkes ind i tryllekredsen. En gang inde, aldrig ude igen.